Læsetid: 4 min.

Der var engang i Harlem

Med den vellykkede 'American Gangster' tilslutter Ridley Scott sig den stribe af bekymrede Hollywood-instruktører, der tager publikum og USA's krise seriøst
Amerikansk drøm. Det er handelen med heroin, der skaber Harlem-gangsteren Frank Lucas- imperium. Og det er mesterligt spillet.

Amerikansk drøm. Det er handelen med heroin, der skaber Harlem-gangsteren Frank Lucas- imperium. Og det er mesterligt spillet.

Universal studios

4. januar 2008

Det hævdes, at Hollywood er bedst, når USA er i krise. Drømmefabrikkens såkaldte Guldalder udspillede sig under 1930'ernes store depression, mens The New Hollywood blomstrede op i en tid, hvor nationen var faretruende nær ved at blive revet midt over af Vietnamkrigen, Watergateskandalen, mord på politikere og raceuroligheder i storbyerne.

Nogenlunde samme stemning opleves disse år, hvor amerikansk mainstreamfilm rider på en kvalitetsbølge af værker, der med held afspejler den uro, paranoia og polarisering, der har fulgt i kølvandet på terrorangrebene 11. september 2001 og invasionen af Irak.

Syriana (2005), Zodiac (2007), Michael Clayton (2007) og In The Valley of Elah, der får dansk premiere næste måned, er blot nogle af de seneste bud på, hvordan filmindustrien forsøger at leve op til Steven Spielbergs opsang i magasinet Newsweek for seks år siden om, at det er på tide, at Hollywood begynder at tage tingene seriøst.

En amerikansk drøm

Det gjorde Spielberg i øvrigt selv med Munich (2005), og det samme gør nu en anden af Hollywoods traditionelt set mest glatte sværvægtere, nemlig Ridley Scott, der, selv når han har været bedst (Blade Runner og Thelma og Louise), ikke har kunnet løbe fra den kalkulerende opportunisme og kulørte overflade, der totalt stjæler opmærksomheden, når han er værst (Kingdom of Heaven og A Good Year).

American Gangster er baseret på den sande historie om Harlem-gangsteren Frank Lucas (spillet af Denzel Washington), der i 1960'erne skabte sit eget narkoimperium, inden han endelig blev fanget af strømeren Richard Roberts (Russell Crowe).

I stedet for blot at køre sin mentors lukrative lille forbrydervirksomhed videre i kvarterets gader beslutter Lucas sig for at udvide forretningen, da han kommer til magten. Efter at have set et tv-indslag om heroinmisbruget blandt amerikanske soldater i Vietnam, beslutter han sig for at smugle narko fra Bangkok til New York.

Det sker med godt bestukket hjælp fra den amerikanske hær, der lader narkoen transportere i kister med dræbte soldater. Resultatet er en omvæltning af narkohandlen i USA, hvor italienske mafiabosser og korrupte betjente blot kan se hovedrystende til, mens Frank Lucas udlever sin amerikanske drøm.

Corleone og Gatsby

Hvis ellers de kunne få øje på ham. Som en anden Jay Gatsby eller måske Michael Corleone er det nemlig ikke for at boltre sig i berømmelsens rampelys, at kapitalisten Lucas arbejder seriøst på at udvide sin forretning.

Allerede i en af filmens første scener ser vi ham dele mad ud til Harlems fattige beboere, og da Lucas siden henter hele sin familie inklusiv mor og fætre til New York fra det fattige Syden og installerer dem i sin nye millionvilla, står det klart for enhver, at gangsteren på mange måder er en hårdtarbejdende og ambitiøs mand med sund fornuft og sans for medmenneskelighed.

I en af de mange stærke karakterdrevne scener, der giver American Gangster tyngde, hiver Lucas sin fætter til side og beder ham dæmpe sin spraglede påklædning.

"You are wearing a neon sign, that says 'arrest me'," som han udtrykker det overfor fætteren, der som de fleste andre i Lucas' omgangskreds ikke helt forstår, hvilke værdier det er værd at holde i hævd, hvis ikke den amerikanske drøm skal udvikle sig til et mareridt.

Syv år gammelt projekt

I modsætning til Lucas, der først til slut begynder at frygte for sit liv og sin karriere, er Roberts' tilværelse ved at gå op i limningen allerede fra filmens start. Det gælder ikke mindst på den private front, hvor han over for sin ekskone og en dommer indrømmer, at han ikke egner sig til at være far og herefter frivilligt lader sin søn flytte vestpå med sin mor.

Til gengæld er Roberts mindst lige så ærlig og dedikeret som Lucas, erfarer vi hurtigt - blandt andet har han indleveret en pæn stak narkopenge, som ingen ellers ville savne, til sine overordnede - og således er banen kridtet op til en kollision mellem to stærke enere, der, som filmens slutning også understreger det, måske har langt mere tilfælles, end man umiddelbart skulle tro.

Oprindeligt skulle American Gangster have været realiseret for fire år siden. Produceren Brian Grazer havde købt filmrettighederne til en artikel i New York Magazine om Frank Lucas, og med Antoine Fuqua (Training Day) i instruktørstolen var American Gangster klar til optagelse i foråret 2004 med Denzel Washington og Benicio Del Toro i de bærende roller. Grundet budgetproblemer blev projektet imidlertid skrinlagt for en stund.

Originalt tråd

Det er der ingen grund til at fortryde. Med Ridley Scott ved roret blev det hurtigt besluttet at droppe blandt andet Fuquas manuskriptbud til fordel for det oprindelige af slagsen.

Det er skrevet af Steven Zaillian (Schindlers liste), og selv om det låner fra snart sagt alle genrens klassikere - fra antydningen af et moderkompleks á la Hvidglødende (1949) til familiedramaet i Godfather (1972); fra den ubestikkelige strømer i Serpico (1973) til de to helte i Heat (1995), som spejler sig i hinanden - finder filmen gradvist sit eget originale tråd båret af psykologisk dybde og en stram kameraføring, der balancerer sikkert mellem realisme og paranoia og derved underbygger historiens tematiske sjæl og fanger datidens (og vor tids?) dystopiske atmosfære.

Fotografen, der, bortset fra et par slowmotion-seksvenser, har ignoreret Scotts traditionelle overfladepynt, hedder i øvrigt Harris Savides, og han havde lige så megen held med at skabe samme atmosfære i Zodiac. Mon ikke både Zaillian og Savides bliver bemærket ved forårets store prisuddelinger?

Det samme kunne man forestille sig, at Denzel Washington gør. Mens Russell Crowe først træder i karakter, da han dropper sin faderrolle og får en lille specialgruppe under sig i kampen mod narko, gnistrer Washingtons Lucas af stoisk, maskulin energi fra først til sidst. Man forstår, hvorfor skuespilleren har været lun på projektet hele vejen igennem - og man kan kun glæde sig over hans præstation, og ja, over American Gangster i det hele taget.

American Gangster. Instruktion: Ridley Scott. Manuskript: Steven Zaillian. Amerikansk (En lang række biografer landet over)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Endnu engang får vi at se det politisk korrekte Hollywood, Hvor de skal glorificere den sorte protaganist. Lucas var en koldblodig morder, men Scott for ham selvfølgelig til at se ud som en mand af ære, og endnu engang har Hollywood skabt en falsk helt.