Læsetid: 4 min.

En fars amerikanske mareridt

Roman. Med 'Vejen' stiller Cormac McCarthy skarpt på godheden i en ond verden, hvor folk spiser spædbørn for at overleve. Nye læsere kan trygt begynde her
Dystert. Handling og replikker i den Pulitzer-prisvindende Cormac McCarthys nyeste roman 'Vejen' er renset for ethvert tilløb til humor. Begyndere kan og bør starte ved 'Vejen', for romanen er i højeste grad en 'pageturner'.

Dystert. Handling og replikker i den Pulitzer-prisvindende Cormac McCarthys nyeste roman 'Vejen' er renset for ethvert tilløb til humor. Begyndere kan og bør starte ved 'Vejen', for romanen er i højeste grad en 'pageturner'.

Derek Shapton

24. januar 2008

Tonen slås an fra starten: "Når han vågnede i skoven i nattens mørke og kulde, rakte han ud og rørte ved barnet, der sov ved hans side. Nætterne var mørkere end mørke og hver dag mere grå end den foregående."

Cormac McCarthy er navnet, og for kendere af denne mandhaftige sortseers prægtige forfatterskab kommer disse to indledende sætninger af hans nye roman Vejen, der fik en Pulitzer-pris sidste år, ikke som en overraskelse.

Den 74-årige amerikanske forfatter har for længst gjort det til sit varemærke at stille skarpt på mennesket, mest dystre sider, gerne i westernkulisser med et strejf af det gotiske. I et af de få interview, McCarthy har givet, har han ligefrem udtalt, at et liv uden blodsudgydelser ikke findes, og at hvad en forfatter bør beskæftige sig med, er døden.

Hemingway spøger, jovist, og det i dén grad i Vejen, der i modsætning til mesterværket Blood Meridian (1985) - en af den seriøse litteraturs mest voldsomme romaner - ikke borer dybt i ondskaben, men derimod skildrer en mand, der forsøger at leve op til Papas motto om at vise en smule anstændighed under pres. Det er godheden og hvad, den kan holde til, der hér interesserer McCarthy.

Kannibaler på færde

Det handler som antydet om en far, der forsøger at beskytte sin søn. Det er der brug for. De to befinder sig i et udbrændt, mørkt og dødt landskab, givetvis det sydlige USA, der 10 år forinden er blevet ramt af atombomber eller noget i den stil.

Alt er "blevet gennemsøgt, udplyndret, tømt for alt. Renset for hver eneste krumme. Nætterne var blindende kolde og tjæresorte, og de lange morgener havde fået en uhyggelig stilhed over sig," som det hedder i Jan Hansens sikre oversættelse.

Faren har gemt to kugler i sin pistol, og det eneste, der afholder ham fra at skyde sig selv og sin søn, er den moralske fiber, der rører på sig takket være en dyb kærlighed til sønnen.

Mens moren gav op og begik selvmord kort efter drengens fødsel, er faren for så vidt af den overbevisning, at "drengen var hans eneste eksistensberettigelse. Han sagde: Hvis han ikke er Guds ord, har Gud aldrig talt."

Langt hen ad vejen er det nu svært at få øje på nogen Gud både for læserne og for far og søn, der til fods begiver sig mod varmen ved kysten, hvor faren håber, at han kan få bugt med den blodige hoste, landskabets støv og aske har givet ham.

I en sådan verden præget af den vold og afstumpethed, der avles hos mennesker i et lovløst samfund, hvor den eneste reelle udfordring er at overleve fra dag til dag, kommer de ud for den ene grusomme oplevelse efter den anden. I en kælder i et hus er der fyldt med skrækslagne mennesker, der er blevet fanget af kannibaler; et andet sted bliver et spædbarn stegt på spyd over ilden, og senere, da faren slår en mand ihjel, understreger han over for sin skræmte søn, at han vil dræbe enhver, der vil sønnen noget ondt.

"Det er min dreng," siger han til sig selv. "Jeg vasker en død mands hjerne ud af hans hår. Fordi det er min opgave at gøre det. Bagefter pakkede han drengen godt ind i tæppet og bar ham tilbage til bålet."

Renset for humor

Mens dette bevægende optrin folder sig ud, er det svært ikke at spekulere over, om moren gjorde det rette, da hun forlod denne verden. Hvad skal sønnen vokse op for, hvis han for at overleve i en ond verden på et tidspunkt må lære, at man ikke kommer langt med godhed? Det siger en del om McCarthys evner som historiefortæller, at man efter endt læsning af denne knugende og uafrystelige roman er overbevist om, at faren har gjort det rette -

Mere skal ikke røbes hér, hvor vi nøjes med at fastslå, at det er en udsøgt litterær fornøjelse og en skræmmende oplevelse at læse Vejen. I modsætning til McCarthys forrige roman Ikke et land for gamle mænd (2005) er handling og replikker renset for ethvert tilløb til humor, og i modsætning til hans Grænsetrilogi - Alle de smukke heste (1992), Over grænsen (1994) og Byerne på sletten (1998) - frister beskrivelserne af landskabet naturligvis heller ikke. Til gengæld er historien om en fars kærlighed til søn med sin enkle handling, sine relativt korte sætninger og sit sparsomme persongalleri den nemmeste af forfatterens værker at gå til.

Cormac McCarthy-begyndere kan og bør med andre ord starte hér - hvis ellers de er indstillet på at få ødelagt deres nattesøvn med et mesterligt amerikansk mareridt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu