Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Flået itu af kærlighed

Anton Corbijns visuelt udsøgte film om den tidligt afdøde Joy Division-sanger Ian Curtis er en vellykket tour de force i kraft af en underspillet grundtone og total mangel på utidigt føleri
Magtfuld fortælling. Ønsker man at tilbringe to timer i selskab med en bevægende, sober og magtfuld fortælling om en mand, der flås itu af kærlighed og mangel på kontrol over samme, kommer ses det sjældent bedre en i -Control-.

Magtfuld fortælling. Ønsker man at tilbringe to timer i selskab med en bevægende, sober og magtfuld fortælling om en mand, der flås itu af kærlighed og mangel på kontrol over samme, kommer ses det sjældent bedre en i -Control-.

Kultur
11. januar 2008

23 år gammel hængte forsangeren i Manchester-gruppen Joy Division Ian Curtis sig hjemme hos sin hustru Debbie, som han lå i skilsmisse med på grund af en udenomsaffære med en belgisk kvinde kaldet Annik. Datoen var den 18. maj 1980 og det var noget, der gav genlyd i samtidens snævre, men dagsordensættende postpunk-miljø, hvor selvmordet som eksistentiel besværgelse makabert nok havde en vis status. Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg var der selv. Udover familie, sine fans, et par sørgende kvinder og et nyfødt barn efterlod Curtis sig kun et par lp'er og en klynge singler med Joy Division, og det skulle næppe synes nok til at skabe en myte. Men det lå sådan, at gruppens debutplade, Unknown Pleasures (1979), var af den slags, der trak en streg i sandet og klart markerede et før og et efter. Det posthumt udgivne Closer (1980) var om muligt endnu bedre og tilmed en tand mere majestætisk, mens singlehittet "Love Will Tear Us Apart" gjorde gruppen kendt og fremstod som et slags auditivt testamente over Curtis, sort romantiker og rockikon par excellence.

Alt dette er både fakta og guf for rockmusikkens kværnende mytologi, hvor De unge Døde altid har indtaget en særposition - de er som det famøse insekt i ravklumpen for altid fastholdt for eftertiden i perfekt stand, og de nåede i sagens natur aldrig at begå de kunstneriske bommerter, vi overlevende naturnødvendigt må begå. 99 procent af alle karrierer i kunstens tjeneste består af både højdepunkter og bundskrabere. Det er bl.a. med til at gøre dem interessante. Men Ian Curtis og hans orkester har fået lov til at fremstå fuldstændig ubesmittede for eftertiden, thi værket funkler stadig hvidt og rent, og kunstnerisk er der ikke noget at komme efter. De andre tre fortsatte godt nok efter Curtis' død som New Order, men selvom dette orkesters værk må betegnes som mere ujævnt, har de nu ikke noget at skamme sig over, thi de formåede at vriste sig fri af en afdød legendes favntag og skabe sig en prægnant, personlig profil.

Indfølt - usentimentalt

Én af de mange, som ramtes i sjælen af Unknown Pleasures i 1979, var den hollandske fotograf Anton Corbijn, der rykkede teltpælene op og flyttede til Manchester, hvor han ikke blot blev hoffotograf hos Joy Division og i processen skabte en serie grovkornede, højt kontrasterede sort-hvide fotos af ikonisk karakter, men også fik mulighed for at lære de involverede - inklusive gruppens berømte manager, Rob Gretton og deres legendariske pladeselskabsboss, Tony Wilson - at kende. Efter en karriere som højt skattet fotograf for nogle af de seneste 30 års største bands og ditto videoinstruktør spillefilmsdebuterer Corbijn med Control, en æstetisk udsøgt film om Ian Curtis (og netop ikke om Joy Division, hvis øvrige tre medlemmer her primært optræder som bipersoner). Ved at holde filmen i stramt komponerede sort-hvide indstillinger af stor skønhedsværdi skaber Corbijn ikke kun distance til den tragedie, han skildrer indfølt og dog fuldstændig usentimentalt, han på det nærmeste levendegør en koldkrigstid, hvor der bare ikke var farver på.

Filmen har også taget farve af Curtis' enke Deborah Curtis erindringer, Touching from a Distance, hvis tone går stejlt imod tendensen til at ophøje ham til halvgud, men på den anden side heller ikke besidder hverken indsigt i eller forståelse for hans kunstneriske drive. Forsmåelse spiller sikkert en rolle heri, men det er stadig et klart og ærligt vidneudsagn fra én, der ofte følte sig som biperson i Curtis' selviscenesatte drama og higen mod en tidlig død. Bogen fortæller uden unødigt føleri om, hvordan det er at blive gift så tidligt, og derefter kørt ud på et sidespor til fordel for et orkester, hun åbenlyst finder behandlede hende dårligt. Og hun fortæller om hans voldsomme humørudsving, ofte fremkaldt af den heftige medicinering, han som epileptiker var udsat for. På daværende tidspunkt medicinerede man epileptikere med et hav af stoffer i håb om, at bare et af dem ville have effekt; det siger sig selv, at bivirkningerne var enorme. Men Deborah Curtis - fremragende portrætteret af Samantha Morton - fremstår som filmens anden hovedperson, på en gang tæt på og langt fra den martrede protagonist.

Et sobert portræt

Vi møder Curtis - fabelagtigt fremstillet af den ukendte Sam Riley, der tilmed i uhyggelig grad ligner Curtis - i midt-70'ernes Manchester, hvor han som uskyldig skoledreng giver den som wanna-be forfatter, fikseret på David Bowie, Lou Reed og de romantiske digtere, en forfængelig, men også omgængelig narcissist, der tilbringer størstedelen af sin tid på sit værelse, hvor han hører musik, skriver digte og ryger. Mødet med en vens kæreste, Deborah, ender i den store ungdomskærlighed og et forhastet bryllup. En koncert med Sex Pistols fører til, at han kommer med i det lokale band Warzaw, der udvikler sig til Joy Division. I filmens første halvdel er tonen lys og til en vis grad præget af optimisme, der er masser af humor i skildringen af det unge band og dets møde med først deres manager, skraldespandsmunden Rob Gretton - fremragende portrætteret af Toby Kebbell - og siden den fascinerende leder af pladeselskabet Factory, Tony Wilson. Filmen lader dog aldrig rigtig de tre andre i bandet træde seriøst i karakter, men de involverede skuespillere får alligevel meget ud af lidt og gruppedynamikken er ramt på kornet; mens Curtis står og indsynger sigende linjer som "Mother, I tried, please believe me/ I'm doing the best that I can/ I'm ashamed of the things I've been put through/ I'm ashamed of the person I am", fjanter de andre løs i studiet uden at ænse, hvad han egentlig siger.

De første epilepsianfald kommer ud af det blå i gruppens startfase, ja ind i mellem kommer de til at virke som en del af bandets sceneshow, hvad de bestemt ikke er. Med (undergrunds)berømmelsen kommer også fristelser, i Curtis' tilfælde i skikkelse af en smuk hollandsk deltidsjournalist, Annik (Alexandra Maria Lara), som han forelsker dig ubodeligt i - uden at kunne slippe Debbie. Efterhånden som bandets popularitet accelerer, hans epilepsi bliver værre (ikke hjulpet af en rockstjernelivsstil og et rigeligt alkoholindtag) og splittelsen mellem de to kvinder øger hans mentale ubalance, går Curtis i opløsning for ens øjne, hvilket kulminerer i han hænger sig aftenen før Joy Divisions første USA-turne. Der kunne nemt være kommet et kulørt makværk ud af denne cocktail, men i stedet har Corbijn skabt et sobert portræt af en plaget ung mand, hvis talent var større end hans evne til at håndtere det. Er det en film om Joy Division, man er på udkik efter, vil Control sikkert skuffe, men ønsker man at tilbringe to timer i selskab med en bevægende, sober og magtfuld fortælling om en mand, der flås itu af kærlighed og mangel på kontrol over samme, kommer de sjældent bedre end her.

Control. Instruktion: Anton Corbijn. Manuskript: Matt Greenhalgh. Engelsk (Empire, Grand og Park i København og biografer i Odense, Kolding og Århus)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Hele den excentriske Manchester-scene var omdrejningspunktet i Michael Winterbottoms ''24-hour Party People' fra 2002, som er bygget op omkring netop Tony Wilson (her spillet af Steve Coogan). Joy Division er naturligvis også med. Her leverer en skuespiller ved navn Sean Harris dog et noget stift portræt af en blegsottig Ian Curtis.

Dødskulten på den danske post-punkscenene fra begyndelsen af firserne er vittigt skildret af Søren Fauli i filmen "De skrigende halse".