Læsetid: 4 min.

Fnugballerina og cubansk dvælen

I Den Kgl. Ballets overrumplende 'Don Quixote' gnitrer alt, hvad gnitre skal. Med patos bag viften og med Diana Cuni i vægtløse spagatspring
Sådan skal det gøres: Lige frem og op under himlen - i russisk opspring med cubanske fingerstrit og andalusisk hals. Diana Cuni i Jens-Jacob Worsaaes evigtsmukke Kitri-kostume i -Don Quixote-.

Sådan skal det gøres: Lige frem og op under himlen - i russisk opspring med cubanske fingerstrit og andalusisk hals. Diana Cuni i Jens-Jacob Worsaaes evigtsmukke Kitri-kostume i -Don Quixote-.

Henrik Steenberg

22. januar 2008

Alicia Alonso er en cubansk legende. Som balletdanser har hun løftet balletkunsten på Cuba og skabt landets nationalkompagni. Og som systemkritisk kunstner har hun udfordret politikerne ved at sige frygtløse ting og bagefter præsentere ordløs ballet; så sent som i oktober protesterede hun mod USA's præsident Bush og handelsboykotten af Cuba.

Alonso er tilsyneladende uovervindelig. Som ganske ung fik hun en øjensygdom, der har gjort hende næsten blind. Alligevel gik hun på scenen til højt op i 70'erne, og hendes fortolkning af Giselle omtales fortsat som noget ganske særligt dramatisk. I dag er hun 87 år og still going strong. Turen til København blev bare alligevel for meget for hende i sidste øjeblik. Men selvfølgelig havde hun planlagt at komme, og allerede i sommer lod hun sig filme på charmevideoer for sin Don Quixote med øjenvippeblinken til københavnerne. Balletmester Frank Andersen havde nemlig været i Havana og foræret cubanerne Bournonville og Napoli. Så nu skulle danskerne have Alonso og Don Quixote.

Det har vi så fået. Med cubansk smerte og andalusisk langsomhed og russisk tåspidsarbejde. Perfekt! Her gnitrer alt, hvad gnitre skal. Og her er den dvælen og den overdrevne poesi, som netop gør Minkus' tratterat-musik til at holde ud. Især når den blev spillet så indfølende, som Henrik Vagn Christensen og kapellet formåede det søndag eftermiddag for et sydende piftepublikum.

Knæk ryggen

Jamen, har Den Kgl. Ballet da overhovedet solister til et shownummer som Don Quixote? Ja, åbenbart. Premieren blev Diana Cunis. Denne 32-årige solist passede elegant ind i den cubanske forestilling med sit mørke hår og sin temperamentsfulde frasering. Men her var ikke bare tale om typecasting. Som Kitri demonstrerede Diana Cuni også den ballerinateknik, som hun ellers ikke har haft chancen for at vise i lang tid, udover altså et par gange i Nøddeknækkeren, hvor hun også pludselig kunne alt det svære og stadig smile.

Diana Cuni er lillebitte, men bomstærk og erfaren. Lidt ligesom Heidi Ryom, der også bare blev bedre og bedre gennem sin karriere. Og hun har den ballerinavejrtrækning, som lader til at hænge sammen med optimalydelse.

I Don Quixote smiler Diana Cuni frækt. Og vredt. Og stolt. Og hun sparker lodret op i spagatspring, så hun må knække bagover i ryggen for ikke at få tåskoen lige i øjet. Det er lækkert og fuldstændig ubesværet. I andenaktens drømmesekvens dansede hun endda adagio med så svævende bevægelser, at rollen som Sylfiden syntes at ligge på lur.

Tving hofterne

Hendes stjernepartner fra Pariseroperaen, Alessio Carbone, matchede godt til hendes lethed. Han var charmerende og rap, og han lagde kærligt hænderne om sin fnugballerina og løftede hende op i én hånd, som han skulle. En munter danser med iver og franske skub i hoften - og med næsten fejlfri piruetter. (Vores egen Tim Matiakis var hans overmand, for han drejede så mange gange, at man måtte opgive at tælle.) Men i råstyrke var det Diana Cuni, der var sejest.

Vi har dog også vores egne machoer. I de kommende opførelser vil Thomas Lund og Andrew Bowman gøre Carbone kunsten efter - med Tina Højlund og Yao Wei som Kitri. Og så er der rollen som toreadoren Espada. Her trådte Mads Blangstrup ind på scenen som en mørklødet version af sig selv, smuk som bare pokker, og med en vægtløs elegance i sine mange luftture. Han tvang sine hofter langt ud over tåspidserne, så hans krop stod som en bue i luften - og med netop så strittende fingre og så stolte skuldre, at det cubanske fik, hvad det skulle. Tina Højlund var hans Mercedes, perfekt hidsig og med den trods i tæerne, at hun kunne danse knivdansen med overbevisning.

Dyrk følsomheden

Denne Don Quixote er en fortolkning med følelser i slowmotion og med patos lige bag viften. Men også en fortolkning med knivskarpe fodplaceringer og russerpræcision. Dramaturgisk er der ganske vist huller i skørtet. Og scenografen Jens-Jacob Worsaae ville nok undre sig over den operaagtige divakjole, der pludselig glider ind mellem hans detaljedelikate æstetik-tutu'er sammen med en tilsløret Madonna-dame - eller over den isshowsagtige Barbie-dragt til Kitri i andenakten. Men det gør måske mindre.

Cervantes heltedyrkelse kommer frem, og Mogens Boesen forsøger at finde ind til Don Quixote-skikkelsens mystik i fodsporene efter Palle Jacobsens følsomme ridder fra Grigorovitjs' opsætning i 1983. Desuden er Poul-Erik Hesselkilde en mavemunter Sancho Panza. Og i dryadescenen er den stadigt mere soliststærke Kizzy Howard en overbærende dryadedronning, mens den skælmsksmilende Rebecca Labbé danser en indtagende amor med stærke tåspidshop; den rolle, som Rose Gad debuterede i som lille pige.

Mærk passionen

Desuden lader Petipas trin til at have klaret turen til Cuba og tilbage igen, for de cubanske instruktører María Elena Llorente og Mariá del Carmen Hechavarria har opnået en sjælden spændstighed hos korpset. Når de seks mørktonede herrer gør deres entré i røde toreadorjakker, springer de sådan til, at man er bange for, at de lander i orkestergraven. Og de flyver vel at mærke samtidig: Birkkjær, Eggert, Kupinski, Lambrette Ringdahl, Stæger. Så det er opgangstid for Den Kgl. Ballet, skader eller ej.

Derfor er det også opløftende, at kompagniet vælger netop denne forestilling til sin turné - og ikke en af de sædvanlige sammenklappelige turnébidder for seks dansere og en tamburin. Turneen indledes straks i Holstebro Musikteater i morgen aften. Med den cubanske legendes dvælende passion.

Don Quixote. Ballet af Marius Petipa og Aleksandr Gorskij (1869). Koreografi: Alicia Alonso (1988). Libretto og scenografisk bearbejdelse: Salvador Fernández. Scenografi: Jens-Jacob Worsaae. Lys: Jørn Melin. Iscenesættelse: María Elena Llorente og María del Carmen Hechavarria. Dirigent: Henrik Vagn Christensen. Den Kgl. Ballet. Turné: Onsdag Holstebro, fredag Århus, søndag Esbjerg, 29. jan. Herning, 31. jan. Aalborg og 2. feb. Vejle. Herefter Kgs. Nytorv 4. marts-24. april.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu