Uden på Søvnlysninger står det hvidt på julerødt: "Med bonus-bogen Tretten dage af en sne", men egentlig er alle Jac-bøger bonus-bøger, ene og alene fordi Jac-bøger er fulde af jacismer. En jacisme er en jacsk formuleret sproglighed, det kan være flere ord i rap som i 'tretten dage af en sne', og det kan være en neologisme som 'søvnlysning', men det kan også være et ordklasseskift, vist nok især substantiver brugt som verber: 'at næse' fx.
Det var Poul Borum, der første gang brugte ordet jacisme i en anmeldelse af Jeg elsker min hustru (1982), og det var Jac-fan m.m., Lars Bukdahl, som i 2005 udgav en forfatterskabslysten og højagtelsesskøn Jac-monografi indeholdende bonus-bogen Jacistisk Ordbog. Fra Abnormtisser til Åtilstedeværelse, hvori netop 'forfatterskabslysten' og 'højagtelsesskøn' indgår blandt mere end 4.000(!) andre jacismer.
Jacistisk poesi befinder sig stilmæssigt i frit svæv mellem et sprogblomstrende bed helt nede på jorden og en spirituel bodegajargon i de tyndere luftlag og kan i sit ordspil sammenlignes med Benny Andersens poesi. Ødselheden og legesygen er blevet forvekslet med mangel på selvkritik og alvor hos Jac. Han er en generøs digter, men hverken han eller Benny Andersen er nogen nisse, og læser man Jacs digte som ufarlige og sorgløse, læser man dem forkert. Nerverne sidder i den grad uden på sprogdragten - det viser alene antallet af sammensætninger med 'nerve' og 'nervøs' i Jacistisk Ordbog - og allerede i digt nr. 2 i den nye samling, "Jeg drømmer jeg finsover", mærker man uroen:
"Pillerne farver jo bare gulvet,/små krystaller af min livsangst./ Så hellere dreje skulder et kvarter igen,/det luner en kold dyne."
Det er en trippen fra et mørkt sind til et lyst og lystigt blik på livet, som Jacs bedste digte kendes på. Selv kalder digteren i denne samling bevægelsen 'søvnlysning'. Jac er en lys digter, men hvad er en lys digter uden mørke? Eller som Simon Grotrian så smukt og tvetydigt skriver det et sted: "I mørket bliver der lyst."
Danseglæde
Blandt de nye digte er også et næsedigt, "Jeg har en næse med til hudlægen". Heri loves patienten, at "rejsningen af blodårer" nok skal "få danseglæden igen" - for hos Jac danser næser gerne. Hvad skulle de ellers hos en digter, hvor sansers brug og erotik (eller i hvert fald erindringen om den) fører lige lukt til digtekunst?
Hvor Jac i bøgerne lige inden Søvnlysninger ofte sammen med Asger Schnack dyrkede kollegerne med lejlighedsdigte og høflig hilsen, er han med sin dobbelte mandelgave tilbage i den erotiske superliga i dansk nutidslitteratur sammen med Merete Pryds Helles prosa og Juliane Preislers og Mette Moestrups poesi. Digtet "Når januar sner om sig" er simpelthen vildt frækt og viser også, at naturtalentet ikke bare lader det flyde fra pennen, men holder sagerne i stram form. Præcis på midten brydes digtet af to linjer, der tryller dets gamle jeg tilbage på ungdomskollegium hos en kvinde, hvis "gymnasiebryster slipper en T-shirt", og så er de to pludselig "mere end nyankomne".
Poesien bliver en genkaldelse af ungdommens liderlighed. I digtet "Ren og skær førsøvnsliderlighed" bevæger jeg'et sig igen tilbage i tiden i den samme vidunderlige blanding af indre forestilling og fysisk tilstedeværelse i et ungdommeligt rum.
Stedet er en bar, selskabet en kvinde, og selvfølgelig er det pirrende, da kvinden "rykker endnu en størrelse tættere på bordet,/ i dag er jo uden mangler./Jeg føler mig stadig så erotisk tæt på verden,/og musikken, og måske dig?"
Det erotiske møde er vanskeligt, og det lille måske og spørgsmålstegnet fører videre til næste strofes unge lyst og unge nervøsitet:
"Jo, vårrystelsen/vårrystelserne havde sin tid,/det er nok fordybelsen jeg søger./Måske et erindringsfællesskab, så såre såre svært."
Sådan lyser Jac for os alle sammen i mørket. De tretten nye digte er mere end en fordobling af den gamle Tretten dage af en sne. Jacismer i denne anmeldelse er i hvert fald optalt til tyve.
