Læsetid: 4 min.

Fortællingens talende tavshed

Folkelig og videnskabelig genudgivelse af Karen Blixen, der selv i disse postkoloniale tider er ganske avanceret i sin kritik af europæernes uforstand og udbytning
Karen Blixen i starten af 1920'erne, da hun levede på sin afrikanske farm. Et liv hun til sidst måtte opgive for at vende hjem til Danmark.

Karen Blixen i starten af 1920'erne, da hun levede på sin afrikanske farm. Et liv hun til sidst måtte opgive for at vende hjem til Danmark.

17. januar 2008

Det er nu 50 år siden, Karen Blixens Sidste Fortællinger udkom, indeholdende syv kapitler af romanen Albondocani, som aldrig blev færdigkomponeret, hvad der ikke generer opfattelsen af dem som selvstændige fortællinger så som "Kardinalens første historie", "Kappen" og "Kardinalens tredje historie". Og her skriver jeg navneordene med lille begyndelsesbogstav, eftersom hele bogen mod sædvane er iført moderne retskrivning. Så er den snublesten fjernet, som de yngre falder over.

Desuden indeholder samlingen to nye fantastiske historier og tre nye vinter-eventyr. Den korteste fortælling er et kapitel af Albondocani, som er et af de dæknavne, kaliffen Harun al Raschid brugte, når han forklædt gik rundt blandt folk, og den har virkelig også noget at skjule: "Det ubeskrevne blad" handler om, at "hvor menneskene er tro, er evigt og urokkeligt tro mod historien, der taler til sidst tavsheden". Og det får den handlende fortællerske vist på en så pikant måde, at det også bedst egner sig til læserens fantasier.

Den talende tavshed er et uundværligt træk ved Karen Blixens fortællekunst. Det gjaldt også på sin måde, da hun gik tæt på virkeligheden med erindringsværket Den afrikanske Farm fra 1937.

Det foreligger nu i en skikkelse, der ikke tolererer nogen modernisering, tværtimod er den endnu mere korrekt end originalen, idet denne minutiøst tekstkritiske og gennemkommenterede udgave fra Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har fundet og rettet et antal små unøjagtigheder fra førstetrykket. Et nyt videnskabeligt projekt er dermed igangsat: Efter færdiggørelsen af den monumentale samling af H.C. Andersens værker er turen kommet til den yngre, også verdensberømte eventyrfortæller.

"At ride, at skyde med Bue og at tale Sandhed," lyder bogens motto, som det sikkert har moret hende at få læserne til at undre sig over.

Ride gjorde hun nok, men løverne blev nedlagt med mere moderne våben, og sandheden? Det er et citat fra Herodot om persernes opdragelsesprincip, også brugt i anden sammenhæng af M.A. Goldschmidt, som hun beundrede - hvad får man ikke at vide i kommentarerne! - så hun kan have tænkt på det indfødte folk, hvem hun beskriver som aldrig pålidelige, men på en storslået måde oprigtige, og et andet sted som mestre i forstillelse. Og så er det, at denne læser tænker, at dette i hvert fald ikke er nogen dårlig karakteristik af kunstneren, fortælleren og hendes særlige idé om troskab.

Hendes oprigtige stræben var her at fortælle om det Afrika, hun lærte at kende 1914-31, hvor hun havde en farm og til sidst måtte opgive ægteskabet og farmen og vende hjem til det mødrene hus og dets indeklemte miljø. Tabet og den absolutte ændring af livsprojektet førte hende ind i forfatterskabet og dets anderledes virkelighed, her kunstnerisk genskabelse af en anden verden. Kunst i stedet for kaffe.

Man kan opfatte Farmen som en roman, så drevent den er komponeret. Ambitionen var at gengive en personlig totalvision af 'Afrika' i en mønsterdannelse af meget uensartede komponenter, befriet for det private. Nogen selvbiografi er den ingenlunde. Det er kun Sidney Pollack, der med sin filmversion gjorde den til en entydig kærlighedshistorie trods den gode titel Mit Afrika.

Postkolonialisme

Dér sad Karen Blixen på års afstand i det vinterkolde Skagen og skrev sin historie, der selv i postkolonialismens tidsalder og dens besindelser er ganske avanceret i sin kritik af europæernes uforstand og udbytning.

Lasse Horne Kjældgaard gør i sin efterskrift meget ud af dette synspunkt. Han har også forestået de mere end 300 mindre og store tekstkommentarer, som viser, hvor gennemtrukket Karen Blixens prosa er af kulturelle, litterære referencer og allusioner, tavst talende. Den grundige efterskrift rummer en fortolkning af tabet som det inderste motiv og ser desuden værkets hybride formkarakter som afspejling af det sammensatte og splittede britiske Østafrika, alias Kenya.

Hendes kritik kan være direkte, men er artistisk set mere virkningsfuld ved sin talende tavshed: Episoderne er tydelige i sig selv. Får større sandhedsværdi gennem underforståelse. Måske kan det ses som en særlig form for mimicry, som hun ellers tillægger de sorte. At spille teater. Sandfærdighed er en sammensat dyd.

Skønt hun selv havde ønsket, at hendes egne to versioner, den engelske og den danske, fik samme titel, kom den til ene til at hedde Out of Africa. Og det kan vel næppe have generet hende, at den har tre mulige betydninger: Ud af Afrika (processen), uden for Afrika (tilstanden) og skabt af Afrika (genesen), som anført i efterskriften, der naturligvis også sammenligner de to fortællinger, som bevidst refererer til to forskellige læserkredse.

Kaffen er således serveret i både pose og sæk med denne gedigne udgivelse af den stadig betagende beretning, som fortjener en sådan studietjeneste, men jo heller ikke kan undværes som paperback og vademecum, gerne moderniseret.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu