Læsetid: 6 min.

Generalen, der undervurderede Hitler

Fascination. I næste uge udkommer Hans Magnus Enzensbergers længe ventede bog om den tyske hærchef Kurt von Hammerstein og hans familie. Information har fået fingrene i denne tyske udgivelse, der blander fiktion og dokumentarisme i et portræt af en mand, som forgæves forsøgte at gribe ind i historiens gang
Modstandskamp. Som hærchef havde Kurt von Hammerstein en af de højeste poster i rigsværnet, men han trak sig tilbage i væmmelse over nazisterne, som han fortsatte med at bekæmpe frem til sin død i 1944. Her ses han sammen med general Hans Reinhardt.

Modstandskamp. Som hærchef havde Kurt von Hammerstein en af de højeste poster i rigsværnet, men han trak sig tilbage i væmmelse over nazisterne, som han fortsatte med at bekæmpe frem til sin død i 1944. Her ses han sammen med general Hans Reinhardt.

fra bogen

3. januar 2008

Sidst i januar 1933 drøftede to tyske generaler, hvordan man kunne forhindre, at den østrigske korporal Adolf Hitler blev rigskansler. Den ene, Kurt von Schleicher, var det selv, men kun få dage endnu. Den anden, hærchefen Kurt von Hammerstein, gik til præsident Hindenburg og foreholdt ham, at Schleicher måtte blive siddende. Alternativet var borgerkrig - eller Hitler. Få dage senere udnævnte Hindenburg Hitler til rigskansler.

Weimarrepublikkens sidste måneder og dage er og bliver fortvivlende læsning. Der var muligheder for at standse nazisterne. De var gået tilbage ved det seneste valg, og Schleicher ville udskrive et nyt for at presse dem mere. Men alt, hvad der kunne gå galt, gik galt - også Hammersteins forsøg.

Om Hammerstein og hans familie har Hans Magnus Enzensberger skrevet en bog, som er en blanding af dokumentarisme og fiktion - meget lig hans 35 år gamle bog om den spanske borgerkrig, Anarkiets korte sommer. Den nye hedder Hammerstein oder Der Eigensinn (Hammerstein eller egenrådigheden).

'Egenrådig' er noget af det mest positive, Enzensberger har at sige om andre. At være egensindig er det modsatte af at være medløber, men ikke altid det samme som at være oprører. Den egensindige er konsekvent, men stifter ingen partier eller bevægelser. Hvis den egensindige alligevel finder på at kaste bomber, skyldes det en etisk impuls, ikke en alternativ ideologi. Sådan var det med håndværkeren Georg Elser, som i 1939 ene mand prøvede at tage livet af Adolf Hitler og var lige ved at have held til det.

Enzensberger har før omtalt Elser, men den nye egenrådige kommer et andet sted fra: General Kurt von Hammerstein-Equord (1878-1943) havde i 1933 en af de højeste poster i rigsværnet, men trak sig tilbage i væmmelse og lagde øre til diverse antinazistiske planer. Han var en gammel ven af førnævnte Schleicher (som Hitler lod myrde i 1934), han havde kontakt med de generaler, som i 1938 planlagde et kup mod føreren, og han fulgte med sympati det begyndende officersoprør mod Hitler, som kulminerede den 20. juli 1944.

Da var Hammerstein død af kræft; ellers var både han og hans familie sikkert blevet ofre for den følgende udrensning.

Familien som spejl

Nu overlevede familien - hustru og hele syv børn - skønt flere af børnene deltog i konspiratorisk virksomhed: to-tre af døtrene i den kommunistiske undergrund og to af sønnerne tæt på 20. juli-folkene. I grunden er det et mirakel, at ingen blev henrettet, men det var nærved, og det var krigens slutning, der frelste dem. Når dertil føjes, at Hammersteins svigerfar var den general von Lüttwitz, som sammen med en landinspektør Kapp prøvede at kuppe Weimarrepublikken allerede i 1920, må man sige, at familien rummer et bredt spektrum af tyske holdninger i århundredets første halvdel.

Skønt titelpersonen er en konservativ general, handler en stor del af bogen om den kommunistiske bevægelses situation i 1930'erne. Parallellen til den spanske borgerkrig er ikke til at tage fejl af: Flere af de kommunister, som nazisterne ikke får ram på, bliver ofre for de stalinistiske udrensninger. Var Helga von Hammerstein fulgt med sin kæreste til Moskva, havde hun ikke overlevet.

I et efterskrift fortæller Enzensberger, at han har været optaget af emnet siden 1950'erne, men først nu fandt ud af, hvordan det skulle behandles. Som i sin bog om den spanske anarkisme arbejder han også her med vidneudsagn, indskyder sine kommentarer, leverer lidt historieundervisning for nye generationer - og så fører han desuden nogle "samtaler med afdøde". Han opsøger Hammerstein selv, Schleicher og andre og diskuterer historien og deres rolle med dem.

Med dette fiktionsgreb tydeliggøres sammenhænge, som ellers kan forsvinde i den rene historiske fremstilling. Hvordan så verden dengang ud for dem, der levede i den? Hvilke udviklinger forekom plausible, hvilke ikke? Hvem var ret beset ven og fjende?

Det tyske rigsværn havde f.eks. samarbejde med Den røde Hær i 1920'erne, og Hammerstein mødte flere af de russiske officerer, som senere erobrede Tyskland. Den østrigske kommunist Ruth von Mayenburg, som kom hos Hammerstein, og til hvem generalen havde et ømt forhold mellem det faderlige og det bejlende, har berettet, at hun i 1936 overbragte hilsener fra marskal Vorosjilov og tog et par gode råd med tilbage til den sovjetiske militærledelse.

Ikke helteportræt

Det er ikke et helteportræt, Enzensberger tegner - og dog. Der er ingen tvivl om hans fascination af denne general, der, i modsætning til langt de fleste af sine kolleger, ikke lod sig blænde af førerens succeser, men bevarede en afgjort distance, som bestemt også blev bemærket af modparten.

Men bogen rejser også, tilsigtet eller ej, spørgsmålet om grænsen mellem egensindighed og fatalisme. At Hammerstein ikke ville risikere en borgerkrig for at forhindre Hitler, kan man beklage. Men hvem kunne vide, at Hitler var et endnu større onde end borgerkrigen?

"Jeg undervurderede Hitler og overvurderede Schleicher," siger generalen senere. At han ikke deltog mere aktivt i senere kupplaner, kan også skyldes, at han forudså kaos, hvis de lykkedes.

Men der er også træk, som tyder på, at Hammerstein måske har været mest optaget af sine egne tanker. Dem har han haft mange af. Alle beskriver ham som en stor strategisk begavelse, som bl.a. af den grund kunne tillade sig at være ret doven i sit embede: Han overskuede tingene med det samme.

Man ser ham i bogens referat siddende ved middagsbordet i familiens kreds, tavs som en østers. Hans døtre erindrer ikke at have haft nær kontakt med ham. Han blandede sig ikke i deres liv, ej heller i deres farlige personlige forbindelser og politiske aktiviteter (der synes at have omfattet fjernelse af fortrolige dokumenter fra hans eget pengeskab). Men var det udtryk for en liberal holdning, eller var han først og fremmest fatalist? Da datteren Marie Luise i 1927 begyndte at komme sammen med en kommunist, der tilmed var en del ældre, tier faderen.

"Det siger noget om generalens largesse og indre frihed, at han ikke lod et ord falde om denne forbindelse," skriver Enzensberger.

Ja - eller måske var han ligeglad? Tidligere i bogen er det berettet, at der under Første Verdenskrig, hvor generalen var meget hjemmefra, var opstået en fremmedhed mellem ham og familien, både konen og børnene, og hans kone hører man ikke meget til eller om. I hvert fald synes hun ikke at have været partner i samtaler, der drejede sig om politik.

Hammerstein bliver ikke af den grund mindre interessant. Ingen er fuldkommen, selv ikke en tysk general. Men det er ikke urimeligt at antage, at Enzensbergers interesse også rummer en spejling: Her portrætteres en mand, som har forsøgt at gribe ind i historiens gang, og som enten på grund af utilstrækkelige midler (Enzensberger) eller tøven (Hammerstein) ikke ændrede den, men måtte se til, mens den tog en helt anden retning, end han kunne have drømt om.

Rest tilbage

Et sted fører forfatteren en af sine dødesamtaler med Helga von Hammerstein, der bl.a. siger:

"Hvem ved, hvad der altsammen venter Dem og Deres. Så får vi jo se, om De slipper helskindet fra det."

Enzensberger: "En grund mere til at studere Deres historie. Skønt jeg næppe tror, at vi kan se Dem som et eksempel til efterfølgelse."

Hammerstein: "De vil begå Deres egne fejl."

Enzensberger: "Det er sikkert og vist."

Den ældre Enzensberger har længe set tingene lidt fra oven, undertiden også koketteret med det. Hans bog kan og vil ikke præsentere den endegyldige sandhed.

"Der er en usagt rest tilbage, som ingen biografi kan opløse; og måske er det den rest, det kommer an på."

Sådan slutter bogen - og næsten ordret sådan indledte Enzensberger for over 50 år siden sin ph.d.-afhandling om Clemens Brentano. Også en slags - egenrådighed.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu