Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Et guldaldervenskab

Stærke emotioner i ensidig brevveksling
Kultur
5. januar 2008

Det er et kendt fænomen, at privatbreve har dobbelt karakter, eftersom der er mindst to personer til stede i blækket eller mellem tasterne; afsender og modtager. Den skrivende tager pejling af sin korrespondents særlighed og indfarver sin udtryksmåde derefter, som da Steen Steensen Blicher altid sørgede for at nedbringe himlens velsignelser og lignende floromvunden kristelighed i sine hilsener til Bernhard Severin Ingemann. Vi ved ikke, om Ingemann gav igen med samme mønt, da Blichers 23 breve til ham mellem årene 1817-39 er alene tilbage. Ingen drog omsorg for at bevare Ingemanns andel, skønt de var hedt eftertragtede af modtageren, der stærkt følte sin isolation fra toneangiverne i hovedstaden, hvor Ingemann i sit paradisiske Sorø var populær. De får til gengæld det glatte lag som 'Parnassets Snylteplanter'. Blicher tog entydigt parti for Oehlenschläger i de seje magtkampe, der udkæmpedes på datidens litterære scene, hvor Baggesen og den heibergske kreds bl.a. stod for "det flaueste, fadeste Lapsesludder". Det vidste Heiberg ikke af, da han venligt forærede Blicher teaterbilletter. At Ingemann blandede sig i litterær polemik, fandt han upassende og uværdigt.

Lange spring

Blichers breve er kendt fra hans Samlede værker og er ofte citeret for nogle markante selvkarakteristikker, blandt andet for at imødegå Ingemanns indvending med de lange spring i Morten Vinges dagbogsoptegnelser i novellen En Landsbydegns Dagbog: De er netop "af stor tragisk Effect". Og sådan opfattes det da også i enhver kommentar i Dansklærerforeningens udgaver af det udødelige værk.

Brevene til Ingemann er nu med titlen Min hjertelskede Ven udgivet af Erik Harbo, Blicher-Selskabets energiske formand, i en nydelig og veltilrettelagt publikation, der indledes med en grundigt oplysende dialog med Ingemann-specialisten Niels Kofoed samt et antal digte, der refererer til det gamle venskabelige forhold.

Meget må man gætte sig til i brevskrivernes ensidige tosomhed, som Ingemann satte i gang med sin begejstring for den andens oversættelse af Ossian, den fiktive skotske barde, der vakte furore.

Hedelærke og nattergal

De kendte vel hinanden fra studieårene i København trods en aldersforskel på syv år, men fortroligheden er af senere, litterær dato henover deres indlysende forskellighed i praktisk hverdag, private og offentlige forhold, økonomi og publikumsgunst. Der refereres til møder og samvær, men alt sådant er usikkert i det efterhånden broderlige dusforhold. Det er vel det lange perspektiv i, at der sættes lys på to digtertyper og -skæbner, som får bogen til at virke interessant. Hedelærken og nattergalen for nu at bruge deres egen ly-rikornitologi. Netop de lange spring imellem disse breve og den ene parts tavshed giver en næsten tragisk effekt. Som var det en novelle af Steen Steensen Blicher. En særlig læsefrugt.

Erik Harbo (udg.): Min hjerteelskede Ven. Venskabet mellem Ingemann og Blicher. En dialog ved Erik Harbo og Niels Kofoed. Breve og udvalgte digte. 96 s. 99 kr. ISBN 978-87-02-06485-8. Blicher-Selskabet, Ingemann-Selskabet/Gyldendal

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her