Anmeldelse
Læsetid: 5 min.

Hvad hjertet er fuldt af

Karen Buscks tredje plade er hendes til dato fineste og mest sofistikerede, mens Laura Illeborg på sit fjerde udspil søger enkelhed, og debutanten Clara Sofie kommer hæderligt fra start
Karen Buscks album -En kærlighedsaffære- er gennemført lækkert i lyd og udformning, dog ikke mere end at Karen Busck brænder igennem som en sofistikeret sanger-sangskriver med noget på hjerte - og et fuldgyldigt musikalsk udtryk at have det i.

Karen Buscks album -En kærlighedsaffære- er gennemført lækkert i lyd og udformning, dog ikke mere end at Karen Busck brænder igennem som en sofistikeret sanger-sangskriver med noget på hjerte - og et fuldgyldigt musikalsk udtryk at have det i.

Kultur
12. januar 2008

Det er et indbydende album, den 33-årige Karen Busck har begået, melodisk tillokkende og iklædt en række tekster fra det inderste rum, der alle hæver sig over gennemsnittet. Det har fået titlen En kærlighedsaffære, og det er hendes tredje og uden sammenligning fineste til dato, 11 lavmælte og poetisk mættede sange om det nære, det personlige og det hverdagsagtige, udført udemonstrativt og uden de store armbevægelser. Altså ikke synderligt rock'n'roll (trods en del effektiv elguitar), til gengæld musikalsk forfinet og totalt gennemarbejdet. En kærlighedsaffære er blevet til i parløb med producer og arrangør Rolf Hansen - der også står får pladens smukke guitarindsatser - og han har åbenlyst lagt (næsten) lige så meget hjerteblod i foretagendet som vor begavede solist. Sammen har de satset på en plade, som i usædvanlig grad hænger sammen, tilmed fremført af en flok hamrende dygtige musikere, der alle som én kender til kunsten at holde igen. Læg dertil flotte stryger- og blæserarrangementer samt en fin duet med Ball-forsanger Bjørn Fjæstad, og De vil (måske) forstå, der er er lagt i ovnen til tre nydelsesfulde kvarter.

Det usædvanlig fine forsidefoto er ren antitese til popglamour og den omsiggribende stylingsmani - med en blond, dansk pige, der trækkende med en cykel gør holdt foran en byggetomt, fanger det perfekt den uopstyltede stemning, der dominerer foretagendet her. Heller ikke teksterne skruer sig op til mere, end de kan bære ,og indeholder mange fint tegnede iagttagelser fra de hverdage, som tilsammen udgør et liv. En kærlighedsaffære er gennemført lækker i lyd og udformning, dog ikke mere end at Busck brænder igennem som en sofistikeret sanger-sangskriver med noget på hjerte - og et fuldgyldigt musikalsk udtryk at have det i. En udpræget vellykket voksenplade til den blå time - eller der ud på natten, hvor hele verden sover, og man undtagelsesvist kan høre, hvad man selv tænker.

Størst mulige enkelhed

Heller ikke Laura Illeborg er længere helt ny i sanger-sangskriverfaget - God vagt er således hendes fjerde soloplade, hvortil kommer en engelsksproget udgivelse med Velvet samt en vidunderlig vellykket duoudgivelse med Jens Lysdal i form af Hjertekamre, nok den fineste viseudgivelse i 2004. Illeborg har til dato skabt sit materiale i samklang med en samarbejdspartner, og på den led skiller God vagt sig ud, idet Illeborg i denne ombæring selv både har skrevet alle sangene - tekst som musik - og produceret pladen. Resultatet er blevet, at hun har sat noget af den sarthed, der prægede hendes tidligere udspil, over styr til fordel for et mere robust, no nonsensagtigt udtryk, som ligger et sted mellem Dylan d. Ældre (mundharpen, mand!) og tidens grasserende No Depression/alt. country-stil med enkelte overraskende indfald såsom en klarinet her og trædeorgel der. Men generelt tilstræbes den størst mulige enkelhed, hvad angår såvel kompositioner og arrangementer som instrumentering og performances. Det giver en vis gennemsigtighed, idet det upyntede materiale i den grad netop ikke får lov til at skjule sig bag instrumentale ciseleringer eller et overkill af studietricks.

Når det lykkes Illeborg og hendes velspillende kumpaner at få tingene til at gå op - og det gør det heldigvis det meste af tiden - som på det indtrængende, skamløst Cornelis Vreeswijk-inspirerede "Det gør du", det rammende titelnummer, den skægge "Natriumklorid" eller den ramsaltede "Afmontering", er det ren balsam for sjælen. Når det ind i mellem ikke fungerer, som f.eks. "Når det bliver fedt" (hvor Illeborg i øvrigt lyder som Nanna Lüders på en dårlig dag) - skyldes det, at materialet er for melodisk usubstantielt. Til gengæld synger Illeborg som død og kridte hele vejen igennem, mere løssluppent og frigjort end tidligere, ja, det lyder grangiveligt, som om hun har fundet sig helt godt til rette i sig selv. Et par kiksere skal ikke få lov til at fjerne opmærksomheden fra dette overvejende vellykkede album, hvor Illeborg føjer endnu et par tommer til sin kunstneriske vækst.

For fuld skrue

Forhold og følelser fylder som tommelfingerregel godt i (kvindelige) sangskriveres univers, og der er debutanten Clara Sofie bestemt ingen undtagelse. Med albummet Jeg er din føjer hun sig til den lange række af kvindelige kunstnere med afsæt i intimsfæren, men her er trods åbenlyse begyndervanskeligheder stadig talent nok på spil til at man spidser øren og lader sig glide ind i pladens ultrafeminine og af kærlighedslængsel gennemsyrede univers. Clara Sofie besidder som vokalist endnu ikke evnen til at styre sine virkemidler, og ind i mellem lyder hun, som om hun prøver på at presse så mange følelser som muligt ned i selv den mest beskedne melodi- og tekstlinje. Det er en metode, der kan give bagslag - det kan godt lyde postuleret med det der store følelsesudtræk i ét væk - hvad den også ind i mellem gør på pladen her. Et nummer som f.eks. det hektisk opskruede "Hvorfor mig" runger i hvert fald temmelig tomt i disse ører.

Clara Sofie har musikalsk det ene ben i den prangende poprock, som vi husker den fra 1980'erne - hendes stemme kan have en vis klanglig lighed med f.eks. Nina Forsberg, som nogen måske husker fra OneTwo - og det andet i en mere stilfærdig sanger-sangskrivertradition. Sidstnævnte klæder hende bedst, synes jeg, men desværre hæver hendes tekster sig ikke rigtigt over de allermest banale udsagn fra kærlighedsoverdrevet, hvilket måske forklarer den udbredte brug af leadvokal for fuld skrue, der dominerer foretagendet her. Som en art kompensation for den rigelige brug af sproglige klicheer.

Pladen er i øvrigt udmærket produceret af Jesper Kryger, velspillet fra først til sidst og som helhed i besiddelse af potentiale nok til, at man gerne hører mere fra den kant hen ad vejen. Men det ville klæde Clara Sofie at skrue ned for intensiteten og være mere tilbageholdende med det uforbeholdent intense følelsesmæssige udtryk - det ville paradoksalt nok med garanti virke langt stærkere.

Karen Busck: En kærlighedsaffære (Playground) Udkommer mandag.
Laura Illeborg: God vagt (ArtPeople)
Clara Sofie: Jeg er din (Gateway)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her