Læsetid: 2 min.

Kærlighedens smerte

Åke Sandgren og Kim Fupz Aakeson stiller vigtige spørgsmål i deres nye film 'Den man elsker', der handler om forholdet mellem en voldsramt kvinde og manden, som slår hende
Fastholdt. Sofia Ledarp og Jonas Karlsson spiller med stor troværdighed Lena og Hannes, der ikke kan slippe hinanden trods hans voldelige temperament.

Fastholdt. Sofia Ledarp og Jonas Karlsson spiller med stor troværdighed Lena og Hannes, der ikke kan slippe hinanden trods hans voldelige temperament.

Sunrise film

1. februar 2008

Hvorfor går en voldsramt kvinde tilbage til den mand, der har tævet hende igen og igen? Det er et af de svære spørgsmål, som den herboende svenske filminstruktør Åke Sandgren og manuskriptforfatteren Kim Fupz Aakeson om ikke forsøger at besvare så i hvert fald tænker grundigt over i deres nye film, det engagerende drama Den man elsker.

Lena (en stærkt spillende Sofia Ledarp) lever et godt og trygt liv sammen med Alf (Rolf Lassgård), men da hendes tidligere kæreste, den voldelige Hannes (Jonas Karlsson), løslades fra fængslet, hvor han har været i behandling for sit heftige temperament, falder hendes nye tilværelse fra hinanden.

Hun drages mod Hannes, der også drages mod hende - som Ikaros mod solen - selv om han gang på gang advarer hende mod at opsøge ham. Han længes efter hende, men er bange for at komme til at slå hende, og hun elsker ham og vil vide, om han virkelig er blevet et nyt og bedre menneske. Alf og Lenas veninde, Mia, kan kun se hjælpeløst til, mens Lena og Hannes finder sammen igen, tilsyneladende lykkelige.

Vigtige spørgsmål

Det er modigt af Sandgren og Aakeson at prøve at se sagen fra Hannes' side også. I filmen får vi lov til at komme med til nogle af de gruppeterapi-sessions, hvor Hannes og andre som ham fortæller, hvad de har gjort, og hvordan de har det med det med sig selv og den person, de har mishandlet. Det er stærke scener, hvor man fornemmer filmskabernes vilje til at forstå det, man normalt ikke vil eller kan forstå.

På et tidspunkt lader Hannes og Lena, som om de er et ganske almindeligt par, der for 10 år siden mødtes ved en grillbar, og han betalte for hendes pølser og mos. Ekspeditricen bliver så rørt over deres historie, at hun byder på maden, men de går til bekendelse. Sådan var det slet ikke. Godt nok elsker de hinanden, men på grund af hans temperament har de aldrig kunnet leve et ordentligt liv sammen.

I løbet af filmen begynder man at fornemme, hvorfor Lena ikke kan slippe Hannes - han er jo i bund og grund et godt menneske og i hvert fald ikke den psykopat, Mia siger, han er. Alligevel er man aldrig sikker på, hvornår og om det går galt igen. Helt lærer man dog ikke at forstå hende. Der er et element af noget irrationelt i parrets gensidige tiltrækning - på fotos kan Lena se, hvad Hannes gjorde ved hende - men det er der vel i alle former for kærlighed.

Således får Sandgren og Aakeson stillet nogle vigtige spørgsmål og undgår behændigt at tage side, hvilket vel også gør Den man elsker lidt kontroversiel. Dog er det ærgerligt, at modet svigter de to filmfolk til sidst, da de vælger en slutning, som jeg ikke skal afsløre her, men som betyder, at de ikke behøver føre deres argumentation til ende og i stedet overlader al videre spekulation til publikum.

Den man elsker. Instruktion: Åke Sandgren. Manuskript: Kim Fupz Aakeson. Svensk (Gloria og Vester Vov Vov i København og Øst for paradis i Århus)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu