Læsetid 3 min.

Det kedelige menneske

At kede sig er en luksus, der opstod, da vi blev moderne, og at kedsomheden kan være et privilegium, ser man især i lyrikken. På dansk keder man sig bedst med Jørgen Leth
At kede sig er en luksus, der opstod, da vi blev moderne, og at kedsomheden kan være et privilegium, ser man især i lyrikken. På dansk keder man sig bedst med Jørgen Leth
10. januar 2008

Man kan kede sig på to måder med Leth. F.eks. stod min kæbe på vid gab, da jeg blev præsenteret for Leths bedrifter i Det uperfekte menneske (2005). Jeg læste først bogen måneder efter, at det var lykkedes Leth at blive anklaget for alverdens anstødeligheder, og skuffet blev jeg, da det viste sig, at det eneste, man anstændigvis kunne anklage Leth for, var, at han kedede læseren med sine slapt skrevne pralerier. Sådan et hult ekko af Baron von Münchhausen er kedeligt i den traditionelle forståelse af begrebet.

Men så byder Leths værker - og især hans digte - også på en interessant måde at kede sig på. En måde, hvor kedsomheden er en tilstand, der kan skrives i, et nulpunkt at begynde fra. Også fra læserens side af digtet bliver kedsomheden et filosofisk anliggende, et tankerum at gå ind i, og i Leths udgave ekstremt intenst. Denne positive udlægning af kedsomheden har Weekendavisens Jonathan Wichmann ligefrem undervist litteraturstuderende i på Københavns Universitet, og nu har han altså skrevet en bog om Danmarks fremmeste digter ud i kedsomhed - uden at kede læseren. Wichmann skriver stramt, inspirerende og engageret om Leths digtekunst. Som ekstragevinst har han oversat en meget ejendommelig tekst, Forelæsning om kedsomheden. En gengivelse af en afskedsforelæsning som en William Enderby (der også var engelsk landholdsspiller i cricket i 1920'erne) holdt på Malay College i Kuala Kangsar, Malaysia, i 1959.

Produktiv kedsomhed

Man ved ikke, om det er Enderby selv, der har nedskrevet disse ord om kedsomhed som en produktiv tilstand, men den ukendte forfatter har i hvert fald medtaget alle de tankemæssige sidespring, en (kedelig) akademisk forelæsning nødvendigvis også afstedkommer, ikke mindst hos tilhørerne.

Ud over at anføre Enderbys ønsker til en af eleverne om at hente kaffe, vand og aspiriner til ham, indeholder teksten også et væld af parenteser med regibemærkninger og gengivelser af elevernes tanker. Nogle af dem er afledt af Enderbys ord, men de fleste handler om alt muligt andet, kammerater uden tøj på, Enderbys kaffe og træthed f.eks.

De abstrakte tanker om kedsomhed bliver altså hele tiden forstyrret af krop og konkreter - og nu står vi så ved et af mødestederne for Enderbys forelæsning og Leths digtekunst: midt i kedsomheden at fokusere intenst på sin krop og på de genstande, der befinder sig i ens umiddelbare nærhed, som alt andet end kedelige og trivielle. Hos Leth kunne det blive til et digt som "Lige nu ønsker jeg" fra Glatte hårdtpumpede puder (1969):

Lige nu ønsker jeg
at kunne skrive et kort digt

jeg har papir i maskinen
jeg snuser til min arm

jeg snuser til min arm igen
jeg tænker på hvad jeg vil

jeg er færdig
jeg har skrevet et kort digt.

Enderby taler direkte om at træne sig selv i at opholde sig i kedsomheden og derved lære at holde koncentrationen. Cricketspilleren henter ganske Lethsk sit eksempel fra sportens verden og beskriver, hvordan han, når cricketspillet står stille, fokuserer på banen, bolden, sit hjerte, tøjet, han har på, og at det ville være mere logisk, hvis alle disse ting ikke fandtes.

Således kommer han frem til, at "- når hele tilværelsen altså fremstår på en baggrund af Intet, så lyser spillerne, banen, bolden reglerne, solskinnet, det hele op. Så sker der en masse, selv når der ikke lige sker noget. Så har man fået øje for alt det, der altid sker. Så er verden lige pludselig alt andet end kedelig".

Hos Leth er kedsomheden eller det trivielle en modstand i teksten, der gør denne interessant som et eksistentielt og æstetisk udsagn. Jeg kom til at tænke på Nordbrandts idiosynkrasi, da jeg læste Leth og kedsomheden. Idiosynkrasi og kedsomhed betragtes traditionelt som noget, vi skal undgå, men for Leth og Nordbrandt bliver leden og ubehaget produktivt. Men det sker ikke uden omkostninger, nok hedder en af Leths digtsamlinger Lykken i Ingenmandsland, men det er jo netop ikke lykkefølelsen, man bliver ramt af, når man læser Leth (eller Nordbrandt) - kun en oplevelse af at den negative tilstand i nogle tilfælde kan overvindes.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu