Læsetid: 4 min.

Kom med flere knive

'Åndsrealismen' ophidser til knivdrab i Veronika Kærs sanselige iscenesættelse af 'Blodbryllup'. Med Kirsten Olesens raffinerede pointe om passionens uundgåelighed
Veronika Kær overhælder tilskueren med Lorcas -Blodbryllup- gennem lys og røg og sang og støv. I midten står Rebekka Owe som gudinden, der kender alle ofrene på forhånd - og som synger smerten ind i kroppen på tilskueren.

Veronika Kær overhælder tilskueren med Lorcas -Blodbryllup- gennem lys og røg og sang og støv. I midten står Rebekka Owe som gudinden, der kender alle ofrene på forhånd - og som synger smerten ind i kroppen på tilskueren.

Miklos Szabo

8. januar 2008

Kroppene længes. Jorden støver. Og knivene blinker ...I Veronika Kærs iscenesættelse af Lorcas Blodbryllup rendyrkes sanserne, så logikken forsvinder. Symbolikken er så stærk, at den lige er ved at bremse handlingen. Men denne overfokusering på sved og puls og lyst er tilsyneladende helt i Lorcas ånd, for på Gladsaxe Ny Teater glider billeder og ord sammen.

"Tie og samtidig brænde af begær, det er den værste straf," lyder en replik i Peer Sibasts oversættelse af Lorcas ord fra 1993.

Og det er netop forsøget på at stække passionen ogindordne sig i praktiske ægteskaber, der ender så ulykkeligt i Lorcas historie: Den bloddryppende beretning om to elskende, der tror, at de kan glemme hinanden og gifte sig med nogen, der tilsyneladende er mere passende.

Veronika Kær kalder sit teaterudtryk for åndsrealisme. Egentlig er hendes udtryk lige så meget symbolisme og ekspressionisme, krydret med performance-teatrets insisterende kropslighed. Men måske er det netop 'besjælingen' af dramaet, der får iscenesættelsen til at fascinere.

Søs og Erik

Ken Vedsegaard emmer flot og skrøbeligt af lidenskab og uforstand i sin heftige belejring af Maibritt Saerens underskønne brud. Hans skummende hest ser vi ikke, men vi ser ham vandre efter den lange ridetur, så vi selv kan forestille os den knasende jord og slugterne. Og Saerens kaster modigt pænheden af sig - som om hun vender vrangen ud, så hendes indre formørkelse sortner hendes krøller. Hendes krop er som skabt til underkjoledrama og blodige ankler, og hun ruller sig i floden uden at kny.

Gid hendes hjerte dog brændte for Martin Hestbæks brudgom, tænker man. For Hestbæk er så stolt og så smuk - og så kærlig. Og man forstår, at Saerens gerne ville have elsket ham, hvis hun altså bare havde kunnet. Hestbæk skildrer en beundringsværdig mand, der er blottet for angst. Lige indtil det øjeblik, hvor han forstår, at han skal hævne og dræbe - og hvor Klaus Messerschmidt Hjulers stagefight sært autentisk viser to mænd i åndedrætsnære spark på liv og død.

Det er et fængende skue-spillerteam, som Veronika Kær har valgt til sin Lorca-sansning. Og måske rammer de to Owe'r mest præcist denne beåndede levende-gørelse. Rebekka Owe virker helt gudindeagtig, sådan som hun kan synge om kærlig-hedens smerte med den fineste stemme, der har det blideste vibrato oppe i de øverste toner. Hun er både ligetil og overnaturlig, og hun bliver stammen i denne musikalske fortolkning af det blodige bryllup - lige så stærk som den symbolske ramme af sammenvoksede vinstokke, som Nikolaj Heiselberg Trap har sat uden om det Lorca'ske hus.

Olesen og kontrollen

Baard Owe bringer hele sin mytiske stemmevægt ind i rollen som brudens far, men også som månen, der bringer balance tilbage til elementerne. Owes ublu scenesymbolisme får forestillingen til at falde i hak - som om hans blotte tilstedeværelse blåstempler iscenesættelsen.

Åbningen er ellers noget af det flotteste ved forestillingen. Her troner Kirsten Olesen som kvinden, der både har mistet sin mand og sin ældste søn til de uendelige blodfejder. Nu skal hun også give afkald på sin yngste søn og lade Hestbæk gifte sig. Kirsten Olesen formår ikke blot at skildre denne magtkvindes kontrollerende fornuft. Nej, hun afslører også, hvordan denne kvinde er nødt til hele tiden at gentage sine hævnforklaringer. Ikke noget med at se fremad her. Kun ved hele tiden at se tilbage på sine dræbte mænd kan hun finde kraften til at leve videre. Olesens vokaler er rene som knivstik. Og hendes raffinerede pointe bliver, at moderens indestængte passion bliver en parallel til lidenskaben hos svigerdatteren, der ulykkeligvis er forelsket i en anden end hendes søn ...

Olesen bliver skulpturel i Sofie Fruergaards ærmefikserede kostumer, der næsten får hendes slanke krop til at knække over i taljen. Kostumerne er i det hele taget ved at kamme over i dette sanseridt. Men dragten til den passionerede bejler er aldeles vidunderlig: Vedsegaards elsker er anbragt i brun ridejakke med overdimensionerede skulderbesætninger og skævtskårne skøder, der bringer maskuliniteten helt i top. Og brudekjolen til Saerens kunne næppe blive mere stoltspansk og med flottere kniplingsdesperation end denne. Til gengæld er Baard Owe anbragt i ballonbukser af brokadestof, der får ham til at ligne en figur i et dukketeater.

Panorama og filmbrus

Om Lorca så trives i dette 'åndsrealistiske teater'? Jo, det gør han. Han kommer måske til at virke mere ek-strem end ellers. Heiselberg Traps scenografi med brun muldjord er således en støvet nyser med fare for omvrikkede ankler. Men scenografiens fremskudte sceneplader har en panoramisk storhed, som netop klæder den andalusiske desperation. Antonio Rodrigues Andersens lys er hidsigt og farveflosset, præcis som Lorcas temperamenter. Og korets kohlmalede øjne blinker hemmelighedsfuldt, mens stemmerne besværgende smukt fletter latin og dansk.

Mest påfaldende virker dog musikken af Hans-Erik Philip - en symfonisk og filmisk musik indspillet af Budapest Symfoniorkester og Kor. Strygersuset og stemmebruset virker underligt storladent, også selv om musikken er meget smuk. For mig emmer Lorcas forblæste lydunivers i hvert fald mere af hæse stemmer og vilde guitarstrenge - og af det stormsus, som lyddesigneren Morten Dalsgaard har lagt oven over musikken.

Men det er en smagssag og en detalje. For det er lykkedes Veronika Kær at få sanserne i kog over Lorca. Så heftigt, at tilskueren mærker den rigtige metalsmag af blod.

Blodbryllup af Federico García Lorca. Oversættelse: Peer Sibast. Instruktion: Veronika Kær. Scenografi: Nikolaj Heiselberg Trap. Lys: Antonio Rodrigues Andersen. Kostumer: Sofie Fruergaard. Musik: Hans-Erik Philip. Lyddesign: Morten Dalsgaard. Stagefight: Klaus Messerschmidt Hjuler. Koreografi: Marlene Smith. Dramaturgi: Beate Willma. Til 16. feb. www.gladsaxenyteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg synes det er en meget informativ og grundig anmeldelse, der giver læseren god mulighed for at forstå , hvad man kan vente sig. Din fokusering på åndsrealisme, symbolisme m.v. er rigtig fin, for det er jo netop det , der karakteriserer opsætningen som nogle anmeldere tilsyneladende havde forventet var langt mere "ægte" realistisk. Selv oplevede jeg at forestillingen bedst kunne opleves på et slags arketypisk metaniveau, hvis noget sådant eksisterer. Venlig hilsen Marianne Zandersen