Læsetid: 4 min.

Kroppens herlighed til alle tider

- men også forgængeligheden har plads i fortidens europæiske poesi formidlet af Jørgen Sonne
- men også forgængeligheden har plads i fortidens europæiske poesi formidlet af Jørgen Sonne
10. januar 2008

Der findes blandt digtere og forskere en fin tradition for at oversætte, gendigte den store lyrik fra udlandet, hvor de med lidenskab og dødsforagt kaster sig over de sværeste tekster for at berige vores eget verbale grundstof. Jo længere bagud i tiden de går, jo sværere bliver opgaven, både hvad sprogtone og formel teknik angår.

En af anstødsstenene er den tvangsmæssige brug af enderim, som først modernismen afløste med andre kunstgreb i klang, rytmik, linjeknæk, prosanærhed. De fleste gendigtere ser det som ideal at bevare enderimene på dansk, selv om vores sprog ikke har nær så let ved det som de store europæiske og derfor må slå mange krumspring. Der betales en pris. Det er gjort af bl.a. Kai Friis Møller, i de senere år af Søren Sørensen (Petrarca), Line Krogh (Shakespeares sonetter), John Pedersen (fransk baroklyrik, og Trubardurernes sange), Peter Poulsen (Baudelaire).

Digteren Jørgen Sonne har i almindelighed valgt andre løsninger i sin mangeårige og omfattende tolkning af alverdens lyrik. Ud over at redigere og bidrage til Lyrikbindet i Gyldendals Bibliotek Verdenslitteratur, har han bl.a. gendigtet elisabethansk lyrik, de første franske modernister, italiensk lyrik, Blake og Yeats og Pound samt det store værk De franske surrealister, altid med højst personlige introduktioner og kommentarer - ganske som i sin aktuelle, store samling gendigtninger, Europæisk lyrik - fra 1100-tallet til 1700 i England, Frankrig og Italien med biografier og essays, som den lange titel lyder. Stor bog, stor oplevelse, hvor de gamle kommer nær, anonyme side om side med kendte navne, mænd og kvinder.

Vi møder Sonnes gamle kending Villon med Testamentet. I stedet for originalens mere eller mindre tilfældige enderim udtrykker han i rytmen eksempelvis de kropslige kontraktioner, det handler om, som her:

For døden skælver han, ligblegner,
mens næsen kroges, årer snor sig,
så halsen svulmer, kødet løsnes,
nerver og led vrides og strækkes.

Man kan høre især i første og sidste linje, at det knaser under 'dødens triumf'.

Som et eksempel på Sonnes 'modernisering' hos samme 1400-tals digter hidsættes til sammenligning først Friis Møllers rimede version af "Hjelmslagerskens Klage", en saftig historie:

De fyldige Hofter, skabt paa Ære
Til mangen Elskovskamp at bære -
Mit store Kryds, min Blusel,sat
Imellem stærke Laar og svære,
Midt i et yndigt kruset Krat.

Samme linjer lyder hos Jørgen Sonne:

hofter, der var som skabte til
at holde elskovskampe på;
mit brede kryds, og denne godte
sat mellem svære, faste lår,
midt i sin lille kønne have.

Her er det ikke rytmen, men den sanselige intimitet der er forskellen.

Hjemlig hygge

Poeterne var optaget af de samme ting som os, elskov i lange baner, naturen, udflugter og skønne måltider, bl.a. frokoster i det grønne, og skønt de for en stor del hørte til overklassen eller var afhængige tjenere, havde de også en sans for borgerligt velvære og hjemlig hygge. Dertil kommer en ordentlig portion teologi, pligtskyldig ortodoksi og moral, skønt det er overordentlig sødt at synde i dølgsmål og åbenlys sanselighed.

Man leder ikke forgæves efter besyngelser af kroppens herligheder, Villon var ikke ene om en optagethed af lår og bryster. "Lår, som jeg længe higede efter," udråber f.eks. den lidt yngre Jacques le Lieur, og han er ikke kortfattet om det kære emne i bar betagelse, ligesom lystne læsere heller ikke skal savne pornoviser, som skrevet står.

Oversætteren er hjælpsom med grundige biografier til alle digtere og et kulturhistorisk essay, som præciserer den lange tradition og dens rødder i Mellemøsten og i Provence, hvor erotikken var anderledes åndet og henreven. For et nutidigt øje er - med al variansens rigdom - det kulturelle fællespræg i det engelske, franske og italienske dog let at iagttage med de store strømninger gennem middelalder, renæssance og barok. Digtene har klang af rang og stand, de virker på én gang personlige og anonyme her inden de nye interessante jeg'er tager magten i romantikkens moderne emotioner. Alle arketyperne skimtes og almene symboler genkendes. Kort sagt en bog at gå på jagt i blandt de mange og overkommeligt korte digte og sætte kryds ved til genbrug, som når Joachim du Bellay har drømme og syner i 1558 med den elegante sonet, "Stige, falde, genopstige" der både har alment og politisk sigte:

Jeg har set fuglen, som betragter Solen,
i svag flugt æventyre sig mod himlen,
lidt efter lidt få mere sikre vinger,
og end en gang følge sin mo'rs eksempel.

Fugleungen flyver for højt, bryder i flammer, falder ned som aske. Fugl Føniks eller Ikaros-myten eller Romerrigets fald.

Et navneopråb kan antyde spændvidden, bl.a. Chaucer, Spenser, Marlowe, Ben Jonson, Donne, Bernard de Ventadour, også komponist som flere andre, Marie de France, Charles d'Orléans, Margarite de Navarre, Louise Labé, Ronsard, Dante, Petrarca, Tasso. Men alle de mindre kendte, som bogen hjælpsomt og morsomt holder fast i mod den lurende glemsel, er besøget værd. En specialitet er de mange grinagtige vrøvlevers, en nonsenspoesi som trivedes i England og Frankrig, men ikke i Italien. Til glæde for Halfdans landsmænd, som kollega Sonne bemærker.

Jørgen Sonnes egen klangfarve er umiskendelig i al hans smidighed, i de krappe rytmer, sammenstød, egensindige vendinger, elegance og brutalitet, højtoner og snerren, blide grotesker og megen morskab samt nogen polemik, alt det som også kendetegner hans ledsagende prosa. En bog, hvor nerver tegner tydelige streger i det store landkort og får det til at vibrere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu