Læsetid: 4 min.

Kun Ofelia døde af kærlighed

Andre bedragne kvinder dør af ondskabsfuldhed. Sådan som Karen-Lise Mynster i Søren Iversens seværdige instruktion af 'Kvinde og fugleskræmsel' på Husets Teater
Alt i Birgitte Mellentins scenografi til -Kvinde og fugleskræmsel- er af gråfarvet -beton-. Sådan en trøstesløs og samtidig svævende gråhed, et ingenmandsland for en krop, der venter på at give slip og blive til sjæl... Det er meget smukt. Det er også meget uhyggeligt. Og seværdigt.

Alt i Birgitte Mellentins scenografi til -Kvinde og fugleskræmsel- er af gråfarvet -beton-. Sådan en trøstesløs og samtidig svævende gråhed, et ingenmandsland for en krop, der venter på at give slip og blive til sjæl... Det er meget smukt. Det er også meget uhyggeligt. Og seværdigt.

Henrik Saxgren

15. januar 2008

Sjældent er jeg blevet så overrumplet over en scenografi som Birgitte Mellentins til Kvinde og fugleskræmsel. Ikke fordi formen er usædvanlig: Den er rund som en cirkusmanege. Men alt på scenen er lavet af noget gråfarvet 'beton', både manegen og kanten og væggene. Sådan en trøstesløs og samtidig svævende gråhed, et ingenmandsland for en krop, der venter på at give slip og blive til sjæl... Scenografien er meget smukt. Den er også meget uhyggeligt. Og den viser Mellentins beåndede evne til at fremprovokere en effekt i det aldeles enkle.

Scenografien gør nok også så voldsomt et indtryk, fordi forestillingen i det hele taget virker så stærk. Stykket handler om en kvinde, der skal til at dø. Men det handler ikke mindst om hendes sære accept af livets skuffelser. Den 43-årige, irske dramatiker Marina Carr har skrevet replikkerne, så de næsten virker som en roman - som en indre monolog hos kvinden, der ser tilbage. Mere konstaterende end desillusioneret. Mere rå end sentimentale. For kærligheden var jo alligevel bare en drøm...

Kemohår

Replikkernes nøgternhed virker, som var de direkte skrevet til Karen-Lise Mynsters særlige evne til at klæde sig psykisk af for øjnene på tilskuerne. Først gisper man godt nok over hendes kemokorte hår, der gør hendes hoved deformt og ukvindeligt. Men så glemmer man synet og zoomer ind på øjnene, der langsomt gløder op i den styrke og vrede munterhed, som er Mynster er så begavet med.

Alligevel er hendes krop ikke glemt. Da hun til sidst prøver at løbe fra døden for at få bare et enkelt minut mere, er hendes ben allerede næsten skilt fra kroppen. Hun dunker i hvert fald foroverbøjet af sted med en krop, der er alt for tung til at holde sig løbende mere end en enkelt, desperat rundkreds om manegen. Så falder den.

Men hun er ikke alene. Ved sin side har hun en engel, en frelserengel eller en dødsengel, som hun kalder Fugleskræmsel. Og Kirsten Peuliche spiller denne veloplagte livsledsager som kvindens indre spejlbillede, nøgternt og fuldt af overskud - og med Peuliches velgørende skarphed.

Hendes Fugleskræmsel har behændigt nok den viden om moderens svigt og ægtemandens sidespring, som kvinden selv har måttet fortrænge undervejs for at få sin sjæl til at hænge sammen. Og tonen er barsk. Fugleskræmslet spørger: "Hvad skal du med et spejl?" Hvorefter svaret falder prompte: "Se mig selv dø!"

Desuden har Elsebeth Steentoft fået og skabt sig en aldeles forunderlig rolle som en besk, gudfrygtig tante i sort jakke og plisseret nederdel og hat, sådan en magisk blanding af Mary Poppins og Anne Sophie Hedvig. Mærkeligt, som en furie med glorie.

Sjoskemand

I dette univers hører mænd faktisk ikke hjemme, (udover altså den fremragende kvindeinstruktør Søren Iversen og så multidesigneren Jan Jakobsen, der her har skabt sæsonens bedste sladderlyde og dens uhyggeligste videovinger). Kristian Halkens ægtemand sjosker da også kun ind i sygeværelset, når han af og til tager mod til sig og forlader den yngre elskerinde ude i bilen.

Halken imponerer med sin usynlighed. Han gør sig selv helt anonym, som om han bliver inkarnationen af alle lunkne ægtemænds smålige livsførelse og halvkvalme anger. Hans blik trækker sig flovt nedad, og hans løgne lumrer, så man sagtens forstår, at han også selv bliver nødt til at skylle dem ned med noget stærkt. Ynkeligt, som en mand, der bliver gennemsigtig for øjnene af tilskuerne. Dermed bliver spørgsmålet også, hvem der egentlig dør. Eller hvem der har været smådød hele tiden...

Elskovstiming

Forestillingen efterlader tilskuerne i heftig debat. Også fordi replikkerne så direkte siger de tanker, man formodentlig tænker, når kræften har bredt sig; hvis man altså ellers kan forestille sig disse tanker, når man ikke (endnu) har fået sin diagnose. Tiden bliver i hvert fald knap og handlingstrangen konstruktiv. Som replikkerne optimistisk lyder: "Man kan nå at elske på en halv time!" Efterfulgt af den realistiske modreplik: "Ja, hvis man har en elsker."

Eneste forstyrrende element var for mig Fugleskræmslets mærkelige ballonnederdel og kniplingsbluse; det virkede som en konfirmandmodel fra 1980'erne. Til gengæld var Mynsters sygekjortel af gråt-gråt vadmel helt rigtig og lige akkurat længere, end man skulle tro, den skulle være. Og så den rødeste, røde frakke, nogen lillepige kunne drømme om.

Kvinde og fugleskræmsel føles som væsentlig dramatik, man straks har lyst il at anbefale til andre. Dermed forlader instruktøren Søren Iversen direktørstolen på Husets Teater med manér. Han har insisteret og satset på den nye dramatik og det vedkommende teaterudtryk de sidste 15 år, og det er lykkedes ham; efterårets repertoirescoop var det intense gidselstykke Nordøst.

Iversens egen farvelforestilling til Husets Teater vidner flot om hans sikre forståelse for tidens dramatik og Halmtorvets publikum. Dødflot.

Kvinde og fugleskræmsel. Tekst: Marina Carr (2006). Oversættelse: Gunner Frøberg. Instruktion: Søren Iversen. Scenografi: Birgitte Mellentin. Lys, lyd og projektioner: Jan Jakobsen. Husets Teater til 9. feb.

www.husetsteater.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu