Lær at leve livet som en kunstart

Filosoffen Finn Jannings bog Kunsten at arbejde tager udgangspunkt i, at arbejdet er blevet til livet, og at den eksistentielle brug af mennesker er rykket ind i arbejdslivet.

Nu kan medarbejderne gennem det immaterielle og selvledede arbejde få brugt deres skabende evner og blive respekteret i deres individualitet og personlige livsformer. Det ophæver skellet mellem liv og arbejde og gør begge mere dynamiske.

Frigørende

Men samtidig er der stress og depression som aldrig set før. Det sidste er der nu ingen dokumentation for i bogen, og spørgsmålet er, om tidligere tiders fattigdom, slid og undertrykkelse ikke har knuget mennesker langt mere.

Arbejdet kan blive frigørende og ophæve faste normer og værdier, fordi det er blevet luftigt næsten som en gasart. Så nu er tiden inde til, at der ledelsesmæssigt ikke lades "hånt om livets uforudsete fontæner af fornyelse". Medarbejderne skal være "kommunikative subjekter, der producerer sociale relationer bestående af innovation, produktion og konsumption". Både virksomheden og medarbejderen opnår derved at "virkeliggøre et endnu ukendt potentiale" hos dem begge. Arbejdet kan således "være med til at åbne op for nye måder at leve, tænke og føle på. Det kan blive frigørende".

Forfatteren mener derfor, at arbejde er blevet en kunst, og at "kunsten at arbejde er intimt forbundet med kunsten at leve". I sine eksempler på de nye arbejdsforhold bruger han derfor kun kunstneres, forfatteres og filosoffers arbejdsprocesser.

Kunsten at arbejde er i det hele taget et imponerende opbud i læsning af filosoffer og citater af dem. Finn Janning er især inspireret af Michael Serres og otte af hans værker fra 1990 og frem.

De er begge hånlige over for pengenes betydning, uden at de dog gør sig tanker om, hvad der så skal skaffe mennesker deres daglige udkomme. Muligvis af samme grund er der i bogen ikke interesse for arbejdet som en nødvendig indtægtskilde.

Tilsvarende gør bogen flere steder opmærksom på, at problemet med sammenhængen mellem arbejdsliv og familieliv ophæves, hvis livet og arbejdet smelter sammen - i et kunstgreb, kan man fristes til at sige. For arbejdet udføres oftest væk fra hjemmet og tager tid og koncentration.

Samtidig er bogen overordentlig kritisk over for den herskende kapitalisme, markedsmekanismen og jagten på prestigesymboler og anerkendelse. Det sidste er udtryk for, at det er "korrumperende underdanighed, der anerkendes. Det er denne karrusel, som giver eksistentiel kvalme, jeg forsøger at bremse". Det gør han så i et poetisk filosofisk sprog, der giver mindelser om tidligere tiders vækkelser og højskolesangen Et jævnt og muntert virksomt liv på jord, men hvor det her er uklart, om der er tale om utopier, eller om muligheder der står for døren med eller uden kapitalistiske strukturer. For det afgørende er indsigten i kunsten at arbejde, nemlig at arbejde med sit eget liv, for arbejde er livet, og livet er skabende arbejde. Et af forfatterens vigtigste bud, på, hvordan det kan ske er skabelsen af 'mulighedsrum' i det relationsbundne virtuelle arbejdsliv. Her sætter den selvledede medarbejder sig selv på spil og udvikler og udvider derved sit eget mulighedssrum for at sætte sig selv og den i enhver iboende forskelsskabende kraft fri og 'forberede sig på fremtidens handlinger'.

Livsvejleder

Hertil kan man få hjælp af en vejleder også kaldet 'mulighedens vogter', der kan affirmativ praxis og således understøtte den enkelte i en vedholdende udfoldelse af alt, hvad der er i personen, så livet bliver rigere herunder vores forhold til, hvad der er svært. Vejledningen er vigtig da "vi behøver den anden, idet vi bliver til i relationen". Den affirmative praxis står ifølge forfatteren i skarp kontrast til coaching, der går efter klart definerede mål og ikke livet. Målene er reelt udtryk for mangler hos personen, så livet skal ikke leves undervejs. Forfatteren mener vel, at en coach svarer til, hvad han et sted kalder "virksomhedernes groupies". Omvendt kan man med rette spørge, hvem han vil have til at forestå og til at betale for vejlederen? Man får indtryk af, at der er tale om en indsats der i omfang svarer til en psykoanalyse. Man må også spørge, hvor han har sin dokumentation for coachens negative tilgang og effekt, samt hvor han ved fra, at den affirmative praxis har den ønskede betydning og effekt? Er den overhovedet praktiseret?

Det er en sprænglærd bog med en utopisk naivitet som gør, at den ikke forholder sig politisk og organisatorisk til den kapitalisme og markedsmekanisme, som forfatteren hver anden gang mener, er roden til alt ondt, når det gælder arbejdet. Det kan en mulighedernes vogter næppe klare alene.