Læsetid: 5 min.

Litteratur med dommere i

Peter Garde er en rigtig dommer fra Hillerøds kriminalret, som holder af at læse bøger. Han har scannet den danske litteratur for at finde ud af, hvad det er for et billede, der tegnes af standen, og det er ikke altid lige flatterende, men de bedste af bøgerne kunne jurister med fordel bruge til selvransagelse
Peter Garde er en rigtig dommer fra Hillerøds kriminalret, som holder af at læse bøger. Han har scannet den danske litteratur for at finde ud af, hvad det er for et billede, der tegnes af standen, og det er ikke altid lige flatterende, men de bedste af bøgerne kunne jurister med fordel bruge til selvransagelse
24. januar 2008

På Leif Panduros tid i 1970'erne kom der på venstrefløjen mange tanker frem om, at skyldige ikke skulle straffes, men hjælpes. Dommene skulle være humane, og en daværende dommer foreslog, at dommeren skulle komme ned fra sin piedestal og sidde i øjenhøjde med den anklagede, omtrent som i en skolestue. Det fik Panduro, som ikke var specielt venstrefløjet, til at lave en satirisk tv-sketch, hvor en dommer, en domsmand og en tiltalt hygger sig over et kaffebord med flødskumskager og egentlig synes, det er for pinligt at tale om det indbrud, der er anledningen. Dommeren (Ulf Pilgaard) spørger høfligt tiltalte (Buster Larsen), om tre måneders fængsel mon kan være i orden, mens domsmanden (Kirsten Walther) foreslår tiltalte at gå til landsretten, for "der giver de champagne!"

Peter Garde refererer efter hukommelsen, og han er heller ikke helt sikker på, om det var Panduro eller en anden, der skrev sketchen, men det kunne det sagtens være. Leif Panuduro havde galskaben - samt et godt øje til dommere, som han dyrkede i romanen Høfeber såvel som i en roman, han ikke nåede at skrive færdig.

Men Panduros var ikke den eneste. Faktisk vrimler dansk litteratur med dommere, som det fremgår af Peter Gardes store bogværk Dommerens litteraturhistorie. Hvor litteraterne gerne ordner den efter ismer, ser han udelukkende på, om der er dommere med i personlisten. Det har han en naturlig interesse for, eftersom han er mangeårig kriminaldommer ved retten i Hillerød, hvor hans navn senest var fremme i forbindelse med Peter Brixtofte-sagen. Hvilket er interessant, da det minder os om, at litteraturvidenskab ikke bare er sprog, men også kan være noget med mennsker af kød, blod og psyke. Forfattere kritiseres ofte af politikere for ikke at læse bøger. Her har vi en dommer, der gør det. Mange bøger.

Bonnevies ret

Seneste skud på stammen, som Peter Garde behandler, er Lars Bonnevies romaner Dommeren fra 1996 og Ingen tvivl fra 2006, modelleret over henholdsvis folkemordet i Rwanda og knivdrabet på en ung italiensk turist på Nørrebro. Som grundig fritidsforsker og jurist finder Peter Garde det af stor interesse at sammenholde fiktionen med de virkelige sager, selv om enhver litterat ellers vil mene, det er helt uden betydning. Der er jo ikke tale om en dokumentar.

"Det farlige ved fiktionsværker med baggrund i en virkelig sag er, at læseren tror, at den virkelige sag udspilledes på samme måde," argumenterer han. Han synes, beskrivelsen af retten er tendentiøs, og at der er for lidt forståelse for forældrenes sorg, men forstår udmærket, at man af romantekniske årsager må slå de to tyrkiske gerningsmænd sammen til én, og "netop indlevelsen i drabsmandens sind er nok det fineste i værket," skriver han.

Forresten mener Peter Garde, at indvandrerne nok vil komme til at spille en større rolle i fremtidens danske litteratur. Det gør de allerede nu i retssalene, ikke mindst i den københavnske dommervagt. Et begreb som 'ære' er igen rykket ind i de danske retssale "med et brag", og Peter Garde kan fortælle, at han så godt som aldrig har oplevet en straffesag mod en person med indvandrerbaggrund som en tilståelsessag:

"Selv ved pågribelse på fersk gerning fremkommer normalt en håbløs benægelse."

Han vender sig på det kraftigste imod, at man skal tage hensyn til en persons indvandrerbaggrund, når det handler om retsudøvelse, men indrømmer, at det på den anden side kan være svært at være helt upåvirket. Dommere er også mennesker.

Etisk dimension

Fra skolelærdommen husker mange Johan Herman Wessels digt Smeden og Bageren, hvori dommeren efter henstilling fra byens borgere vælger at dømme bageren, skønt det er klart, at smeden har begået forbrydelsen. Den lille by har kun én smed, men to bagere, med andre ord et stykke komisk pragmatik. En dom, der peger på, at også almenhedens vel i et lokalområde kunne betyde noget for den 'forstandige' dommer. Det er der allenfals ikke noget med i dag, hvor sammenlægningen til større retskredse betyder, at dommerne bliver pendlere, ligesom tidligere tiders afsløringer af forbryderne under dommeres lange forhør er afløst af fremlæggelsen af politiets efterforskningsresultater. Dommerembedet forandres med tiden.

Det kunne have været interessant at få Peter Gardes udlægning af Kafkas Processen, men han holder sig i denne bog til det nordiske. Øh, sådan da, for han indleder med Bibelen, hvorfra Salomons usædvanlige og retfærdige dom er velkendt, og de antikke græske forfattere/dramatikere, hos hvem man kan læse om rødderne til retssystemerne. Så er der de islandske sagaer, Holberg, Blicher, Pontoppidan, Wied, Scherfig, Thorkild Hansen, Svend Aage Madsen og mange, mange andre.

I den just for nyligt hyldede Tage Skou-Hansens-roman På den anden side er dommeren så pligtopfyldende, god og moralsk, at det gør hans eget liv glædesløst, men også andres.

Dommeren har en genbo, som, viser det sig, har begået underslæb. Dommeren og genboens hustru har en flirt, som kan blive til mere, hvis genboen får tre-fire år i fængslet. Genboen opfordrer dem ligefrem til det, men dommeren afstår - og undviger derved omverdenens ubehagelige dom. Måske havde alle tre været bedre tjent med, at forholdet var blevet realiseret, da hustruen nu bliver hos sin mand - ikke af kærlighed, men som et offer.

"Måske er intet i livet så trist som den lange rugen over, hvad man kunne og skulle have gjort, men ikke gjorde," reflekterer Peter Garde. Retsvæsenet har mangeartede etiske og eksistentielle dimensioner.

Dobbelt op

Dommernes litteraturhistorie begyndte i det små, da Peter Garde skrev et essay til et jubilæumsskrift for dommerforeningen. Han var selv i redaktionen og valgte "det morsomste emne", og hvad der var tænkt som en snes sider, endte på 130! Siden foreslog DJØF's forlag en bog om emnet.

Den skulle have været på 250 sider, men landede på det dobbelte. Han burde have holdt sig til de 250, hvis han ville have mange flere læsere - eller have indleveret den som doktordisputats, for det er det format, den kommer i nærheden af.

Hvad er så denne ikke-smagsdommers forsøg på en konklusion? Han er ikke helt enig med en kollega, som mener, at dommere mestendels er fremstillet som korrupte, forbenede eller systemkrybende personager i dansk litteratur, men dog i, at de oftere fremstilles som stive mørkemænd end lysende fakler.

Kun sjældent gives et retvist billede af, hvordan dommerne i det virkelige liv er, men det forekommer da, og han er enig med Hans Hertel i, at Vilhelm Topsøe og Anders Bodelsen med fordel kunne læses af retssystemets kommende administratorer under uddannelsen. Den bedste skønlitteratur kan nemlig give anledning til en vis selvransagelse hos dommere, for det sker jo, at utålmodighed, stress og ren rutine spiller ind, når domme fældes. Trænger det kunstneriske temperament ind under overfladen, kan det gøre ondt. Det sker, jo tættere, vi kommer på vor egen tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu