Mange Wagner-elskere har det sådan, at der dybest set - og det er jo altid 'dybest set', når det drejer sig om Richard Wagner - kun er én cd-indspilning af Tristan og Isolde, der duer, nemlig Wilhelm Furtwänglers version fra 1952 med Ludwig Suthaus og Kirsten Flagstad i titelrollerne. Det har senere guldrandede indspilninger, senest EMI's version med en aldrende Placido Domino og svenske Nina Stemme, glødende dirigeret af Antonio Pappano, ikke for alvor kunnet rokke ved. Denne indspilning blev for øvrigt tilegnet mindet om Carlos Kleiber, der i begyndelsen af 1980'erne selv havde stået for en opsigtsvækkende indspilning af operaen. Her blev det elskende par sunget af René Kollo og Margaret Price.
Meningen med en opera er imidlertid, at den ikke blot skal høres, men også ses - og hidtil har der ikke eksisteret nogen dvd-indspilning, man helhjertet kunne gå ind for. Der har været mange gode indfald og endnu flere fremragende sangere og dirigenter, men ingen har haft en karakter, der blot tangerede det ultimative. Indtil Unitel forkyndte, at man ville sende optagelsen med Daniel Barenboims sagnomspundne Bayreuth-version fra oktober 1983 på markedet. Barenboim debuterede allerede den 25. juli 1981 i Wagners festspilhus 'auf dem grünen Hügel' (den grønne bakke), og hans roligt strømmende fortolkning af Wagners psyko-erotiske mesterværk vakte vild jubel. Mirakuløst, jublede man i den tyske og internationale presse. Men først i efteråret 1983 fik man samlet hans hold af sangere, kor og orkester til en forevigelse af opførelsen - (desværre) uden de sædvanlige jubelråb og klapsalver fra wagnerianerne i templet.
Det er denne udgave, man omsider kan opleve hjemme foran egen skærm og højttalere - og man vil forstå, at der er tale om noget af en tilsnigelse, når Werner Pfister i den medfølgende booklet hævder, at det er "en slags live-optagelse i studiokvalitet". Optagelserne stod på i ni dage, men facit skuffer ikke. Endelig har vi fået en Tristan, hvor også billedsiden rykker.
Tristan uden motorcykel
Franskmanden Jean-Pierre Ponnelle - der også var Bayreuth-debutant - stod ikke blot for iscenesættelse og regi, men havde også ansvar for kulisser og kostumer, alt det øjet kan begære. Det har udmøntet sig i en højæstetisk romantisk stil, som man føler sig helt tryg ved, for her risikerer man ikke at opleve Tristan komme drønende på motorcykel eller Isolde synge i mobiltelefon eller andre af de anakronistiske stunts, som tidens operainstruktører ynder at chokere deres publikum med. I førsteakten har Ponnelle skabt en velgørende dybde i stedet for den knugende klaustrofobi, man så ofte oplever om bord på det skib, der skal føre Isolde til Cornwall. Andenaktens vekslen mellem nat og dag (og mellem død og kærlighed) lykkes sublimt under det store træ, der synes at fylde hele scenen. I tredje og sidste akt viser Ponnelle imidlertid, at han ikke blot er traditionalist, men også en visionær teatermand. Perspektivet samles i dobbelt forstand omkring Tristan. Hyrden, der spiller den vemodige melodi på sin skalmeje (engelskhorn) bliver sammen med Kurnewal, Tristans tro væbner, stående ved Tristans side, og personerne får i deres ubevægelighed i stigende grad karakter af arketyper. Man får en mistanke om, at denne tredje akt i Ponnelles regi bliver noget, der foregår inde i Tristans hoved, en mistanke, der bliver bestyrket efter Isoldes ankomst. I netop dette øjeblik skal Tristan dø, for umiddelbart efter at hun har sunget sit "Tristan! Ha!", synger han sit sidste ord, der naturligvis er "Isolde".
'Tod denn alles!'
Men hvor Wagner lakonisk forkynder: "Han dør", lader Ponnelle ham mime videre med åbne, drømmende øjne. Hele akten har en fantastisk fokuseret karakter, der yderligere understreges af, at et gyldent, nærmest overjordisk lys samler sig omkring de to elskende, der ligesom stivner i deres bevægelse og kommer til at ligne de engle, man undertiden kan se på gamle italienske fresker. Tristan sidder smukt oprejst under Isoldes afsluttende "Liebestod". Først under de allersidste takter slippes fokus. Lyset går ud, den mere end fire timer lange kærlighedshistorie har fået sin logiske afslutning. "Tod denn alles!" som kongen konstaterer. Aldrig er der i en opera blevet sunget så meget om død og kærlighed. "Wagners musik er en strålende reklame for døden," har en klog mand engang sagt.
Barenboims dybt inspirerede musikalske ledelse er dvd-sættets anden hovedattraktion, René Kollos vokalt og scenisk imponerende Tristan den tredje. Han synger stærkt og smukt hele vejen igennem, og det forekommer nærmest ubegribeligt, hvad han bød sin stemme i begyndelsen af 80'erne, hvor han også sang Tristan hos den vildt krævende Kleiber samt Siegfried i Marek Janowskis fortolkning af hele Ringen. Johanna Meier matcher ham vokalt og er afdæmpet-intens i spil, men aldersmæssigt nok en kende for utroværdig til at agere som temperamentsfuld irsk prinsesse. De øvrige roller er også i "gode røster" med den finske bas Matti Salminen som Kong Marke og Hanna Schwarz som en herligt syngende Brangäne, ligesom Hermann Becht gør glimrende fyldest som Kurwenal.
Muligheden for mere end fire timers svælgen i Wagners sælsomme univers kan sagtens få en til at bære over med enkelte minusser, som at billedkvaliteten ikke ligefrem er så skarp, at man skærer sig på den. Og så er det som antydet en skam, at man ikke skabte dette dokument ud fra optagelser af tre, fire forestillinger, så man kunne have fået hele herligheden garneret med den publikumshosten og de eventuelle skæve intonationer, der hører med til en live-produktion.
Richard Wagner: Tristan und Isolde. Orchester der Bayreuther Festspiele, dirigent: Daniel Barenboim, regi: Jean-Pierre Ponnelle. 2 dvd-video, NTSC 073 432-1, Unitel
Man kan ind imellem godt blive en smule træt af ord som det evindelige "legendarisk" eller, som her "den sagnomspundne".
Hvad er der af indhold i ordet? Hvilke sagn er det, der omspinder den opførelse?
Er der overhovedet nogen sagn, og er det ikke slet og ret en særlig storartet opførelse?
Ja, vist har Furtwänglers indspilning da sin urokkelige position, og med særdeles god grund. Men der er dog også Karajans og Karl Böhms, som har sat meget høje standarder.
Angående såkaldt "moderne" stunts:
Når man ofte er ivrig efter at lave om på, hvad en operas skabere har anvist og villet med værket - og Wagner var jo iøvrigt sin egen librettist - så undrer det mig, at man ikke tilsvarende laver om på musikken, så også den bliver lidt mere tidssvarende, f. eks. i retning af rap eller musical. Det ville svare fint til, hvad man ofte gør med scenografien. Ofte helt på trods af, hvad værkets skaber har villet.