Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Modet til mirakler

I Carsten Brandts opsætning af Kaj Munks 'Ordet' bliver de helt store følelser spillet ud
Peter Plaugborg lyser Kristus-agtigt op i Carsten Brandts Munk-tolkning, når han sørger for, at Lillepigen ikke skal nøjes med en mor i himlen, men en mor, der kan få pyntet juletræet.

Peter Plaugborg lyser Kristus-agtigt op i Carsten Brandts Munk-tolkning, når han sørger for, at Lillepigen ikke skal nøjes med en mor i himlen, men en mor, der kan få pyntet juletræet.

Leif Hansen

Kultur
10. januar 2008

Mirakler kræver modet til at tro på dem. Og Kaj Munks mirakler er af den heftige slags. Derfor er det desto mere lykkeligt, at instruktøren Carsten Brandt har haft modet til at iscenesætte Ordet for Odense Teater.

For Carsten Brandt tør tro på Munks realisme. Han tør dvæle ved nuet, så strygejernet når at blive varmt på komfuret, mens Inger bager småkager, og Johannes falder i staver og leger med kniplingsdugen. Her er tiden lang, drømmene stærke, og svigerfar har det sidste ord.

Eller har han? Det er det, hele stykket handler om, altså indtil døden kommer forbi barselssengen, og stædighed ikke kan bruges til noget.

Rollerne i Ordet er berømte og berygtede: Johannes, der er blevet vanvittig, fordi hans kæreste døde. Hans livsglade og gravide svigerinde Inger. Og så den gamle svigerfar Borgen, der er en stivstikker og en mand, der ikke kan ændre sin tro.

Kærlig nakke

Her sejrer Odense-spillerne stort. Den unge Peter Plaugborg er så vidunderligt stærk og så indædt overbevist som den unge Johannes. Han spiller vanvittig med lysende øjne, men også med stærke arme og smidig ryg. Som om han kan krybe ind i troen og få fysisk kontakt med Jesus under kniplingsdugen. Hans brede skuldre og vikingeagtige hår lyser Kristus-agtigt op i stuen, som om også hans krop har overnaturlige evner, ikke bare hans tro. Her mødes Munks menneskesyn og moderne psykologi i gensidig respekt.

Den kønne Sophie Louise Lauring har sådan en over-bevisende umiddelbarhed og en medfødt overbærenhed som den gravide Inger. Hun fylder scenen med sit nærvær, men også en styrke: Hvis ikke andre tør, så tør hun. Og så kan hun om nogen trække øjeblikket ud og lade blikket fortælle resten. Og den hæderkronede Ole Møllegaard har en alfaderlig styrke og endda også en selvironi som den gamle Borgen, som gør ham elskelig midt i al hans stædighed - netop fordi hans kærlighed til børnene alligevel bliver stærkere end alle hans stolthedsord om slægtsgården. Møllegaards nakke røber ham.

Smuk langsomhed

Carsten Brandt har tilladt sine skuespillere at gå indi langsomheden. Men hen mod slutningen bliver det næsten for uudholdeligt: Sjældent er så mange tilskuere blevet angrebet så spontant af hostesnue og snøften som under denne andenakt. Tilskuerne bliver tilsyneladende overrasket over, hvor dybe følelser forestillingen fremprovokerer. Måske også fordi scenografien af Chris-tian Tom-Petersen virker så tilforladelig - en hyggelig køkkenstue, hvor alle vægge godt nok er malet sorte, men hvor der virker rart. Først langsomt forstår man virkelighedens og angstens mystik. Og først for sent ser man, hvordan skyerne ovenover sortnes, sådan med hilsen til Kjell Abell og 1930'ernes knuste drømme.

Takket været Kurt P. Hansens lysdesign er virkeligheden heller ikke nødvendigvis, som man tror. Desuden dukker den kønne Catrin Hass Svendsen op med sin sorgsmukke violin som den genopstandne kærlighed i kvindekrop. Her er alt muligt.

Opsætningen har i det hele taget et stærkt filmisk præg - og med en næsten tv-agtig nærhedsoplevelse. Brandt bevæger sig tilsyne-ladende uhindret mellem genrerne.

Gribende nøjsomhed

Klaus T. Søndergaard spiller Ingers mand som en dejlig mand, der bare er svag; det er Inger, der er stærk, ikke ham. Hans angst får hans tynde krop til at ryste, og hans sammenbrud ved konens kiste er forfærdeligt. Set med moderne øjne bliver det ikke mindre frygteligt, når han i sin egen frygt for at miste konen helt glemmer datteren, der står ved siden af - den Lillepige, der skal prøve at slå sig til tåls med en mor oppe i himlen. Men Sarah Isabel Shirazi Rasmussen hopper bare paradis helt usentimentalt, og hun taler aldeles jævnbyrdigt med de voksne på scenen, så den smukke, mørk-øjede pige fra balletskolen i Odense må have en spændende scenefremtid foran sig.

Modet til at spille de helt store følelser ud trives altså på Odense Teater. Sammen med en uproblematiseret tro på Kaj Munks skildring af troens mirakel. Og med en nøjsom ydmyghed, mest gribende i Beinta K. Clothiers fortvivlende magtesløshed i birollen som pigen, der ikke må få Borgens mellemste søn.

Fortolkningen skildrer både miraklet og miraklets hjemløshed. Ikke forkyndende, men accepterende. Nok derfor føles denne Ordet så oprigtig. Opsætningen har været på turné inden premieren på Odense Teater, hvor den kan opleves de næste uger. Og derfor bliver det endnu mere interessant at se, hvordan Skuespilhuset tackler sin nytolkning af Ordet til foråret. Mere dybtfølt end Carsten Brandts kan det næppe gøres.

Ordet af Kaj Munk (1925). Iscenesættelse og bearbejdelse: Carsten Brandt. Scenografi: Christian Tom-Petersen. Lys: Kurt P. Hansen. Lyd: Todd Sarfaraz. Odense Teater til 24. januar. www.odenseteater.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her