Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Når man bliver blind i hjertet

Bestseller. På baggrund af to verdenskrige fortæller den tyske forfatter Julia Franck den prisvindende historie om en forvildet kvinde, der forlader sin søn uden at finde sig selv
Potsdamer Platz, 1925. Det grænseoverskridende Berlin er centralt i Francks roman, hvor de to søstre Martha og Helene oplever 1920'ernes dekandence, ikke mindst Martha, der udlever sin hang til kvinder og kokain.

Potsdamer Platz, 1925. Det grænseoverskridende Berlin er centralt i Francks roman, hvor de to søstre Martha og Helene oplever 1920'ernes dekandence, ikke mindst Martha, der udlever sin hang til kvinder og kokain.

Kultur
17. januar 2008

Da Martha skal forklare sin ni år yngre lillesøster Helene, hvad deres mor lider af, siger hun til hende, at moderen er blevet blind i hjertet. Hun kan kun tage vare på ting, ikke på mennesker.

Baggrunden er den, at moderen, den jødiske kvinde Selma, er kommet til byen Bautzen i det østlige Tyskland qua sit giftermål med pigernes far. Byen har altid behandlet hende som en fremmed, ind imellem de to piger har hun mistet fire drengebørn ved fødslen, og efter at hendes mand og pigernes far er draget i Første Verdenskrig, trækker hun sig helt tilbage i sit tilgroede værelse med gardinerne trukket for. Alt gemmes og stables: Hatte og kirsebærsten, aviser og appelsinskaller, intet må smides væk i dette fortvivlede forsøg på at holde sammen på det skrøbelige sind.

Da faderen vender hjem efter seks år med tyfus og kun ét ben, er moderen forvitret. Martha forsørger som sygeplejerske sig og sin søster. Da faderen dør, får pigerne brevkontakt til moderens kusine Fanny i Berlin, der gerne vil have dem på besøg på ubestemt tid. De to unge piger, Helene og Martha, forlader dermed deres mor og fødeby for en tilværelse i 1920'ernes gyldne og grænseoverskridende Berlin.

Stof til lange samtaler

I juryens begrundelse for at give Julia Franck Deutscher Buchpreis, der uddeles i forbindelse med bogmessen i Frankfurt, lød det blandt andet:

"På baggrund af to verdenskrige fortæller Julia Franck historien om en forvildet kvinde, der forlader sin søn uden at finde sig selv. Bogen overbeviser gennem sin sproglige insisteren, sin fortællekraft og sin psykologiske intensitet. En roman med stof til lange samtaler."

Francks roman tager udgangspunkt i hendes egen families historie. Hendes farmor efterlod også hendes far som barn på en banegård. Romanen er et usentimantalt forsøg på at fortælle denne ulykkelige, men også smukke, stærke, udholdende og begavede kvindes historie.

Hele tiden med sine personer og deres historie i centrum lader romanen Tysklands vanskæbne i det 20. århundrede med den tabte Første Verdenskrig og de katastrofale år med Hitler være et tæt bagtæppe for begivenhedernes gang.

Francks roman bliver dermed en fornem forening af det psykologiske og det historiske. Hovedpersonen Helene præges af moderens sindsforvirrethed, der både har sin årsag i mandens død som krigsinvalid, men også i det faktum, at hun aldrig accepteres i byen på grund af sin jødiske herkomst.

Allerede som helt ung er Martha klar over, at det ikke nytter hende noget, at den sorbiske tjenestepige broderer hendes initialer på den tiltænkte medgift.

"Skampletten var herkomsten, ikke initialerne."

Og da Helene mange år senere møder ingeniøren Wilhelm, forsikrer han hende om, at han nok skal skaffe hende en stambog og "en sund herkomst".

Samtalestof skal det nok give, at Franck med sin fængende og flydende fortalte historie får sat to streger under det faktum, at jøderne adskillige år før Hitler og racelovene, blev betragtet som anderledes mennesker, der ikke hørte til det tyske folk. Måske en tiltrængt påmindelse for mange tyskere, både unge og gamle, der helst ser jødeforfølgelserne 1933-45 som en særlig og ond parentes i Tysklands historie.

Storslået familieroman

Die Mittagsfrau fortæller Helenes liv, fra hun som lille drages ind i et incestuøst forhold til den ældre søster Martha, som hun forguder. Hos Fanny i Berlin oplever søstrene 20'ernes dekadence, hvor Martha udlever sin hang til kvinder og kokain. Helene får arbejde på et apotek, tanten forærer hende et studenterkursus, og tidligt møder hun sin store kærlighed, Carl Wertheimer, et ærkegodt menneske, der studerer filosofi og er af en fin jødisk familie. De to lever sammen i tre år på Carls kvistværelse, og da han består sin eksamen med udmærkelse, står alle døre ham åbne.

Men få dage inden Helene skal møde hans forældre for første gang, forulykker han på sin cykel og slår sig ihjel. Carl kan ikke erstattes i Helenes liv.

Hun flygter ind i et forhold til ingeniøren Wilhelm. Han holder sit løfte og skaffer hende en sund herkomst: en falsk stambog og navnet Alice Schulze. Men det, der måske kunne have udviklet sig til et tåleligt ægteskab, ender brat på bryllupsnatten, da det går op for Wilhelm, at Helene er ikke jomfru.

Den rystende beskrivelse af Wilhelms behandling af hende vidner om, hvor få år det er siden, at kvinder i vores samfund var prisgivet deres mænd. Efterhånden som Wilhelm bliver involveret i opførelsen af kz-lejre, sætter han også raceskel mellem sig selv og sin hustru. Han overlader hende til 60 timers arbejde om ugen på byens sygehus og den lille søn Peter, der ser sin mor blive voldtaget på køkkenbordet af russiske soldater, da det kommer så vidt.

Helene er en kvinde, der i forholdet til Carl har alt, og som med hans død mister alt. Over for den lille søn kæmper hun imod samme raseri og utilregnelighed, hun oplevede hos sin egen mor som barn. Hun står raseriet imod, men hun kan ikke synge for sin søn.

I foråret 1945 tager hun den otte-årige søn Peter med til banegården i Stettin (i dag den polske by Szczecin). Hun flygter vestpå fra den russisk besatte zone og efterlader sin dreng på en bænk for aldrig siden at vende tilbage. Helenes hjerte er blevet blindt.

Die Mittagsfrau er en storslået familieroman, der i sig bærer den historiske roman, og Helenes skæbne, der spejles i Tysklands, er så interessant og bevægende, at læseren godt kan forberede sig på 430 siders uafbrudt læsning.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her