Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Onkel Vanja som sprunget ud af teksten

Den tyske skuespiller Jens Harzer leverer en genial præstation som lægen Astrow i opsætningen af Tjekhovs 'Onkel Vanja' på Deutsches Theater i Berlin. Man ønsker, at det aldrig var slut
Jens Harzer er som lægen Astrow udstyret med et overdimensioneret cykelstyroverskæg, som han selv beskriver: -Dette overskæg er jo vanvittigt, komisk. Jeg er blevet komisk-. Ud over Harzer ses her (fra venstre) Bernd Stempel som Ilja Iljitsch Telegin, Meike Droste som Sonja, Gudrun Ritter som Maria Wassilijewna Woinizkaja og Ulrich Matthes som onkel Vanja.

Jens Harzer er som lægen Astrow udstyret med et overdimensioneret cykelstyroverskæg, som han selv beskriver: -Dette overskæg er jo vanvittigt, komisk. Jeg er blevet komisk-. Ud over Harzer ses her (fra venstre) Bernd Stempel som Ilja Iljitsch Telegin, Meike Droste som Sonja, Gudrun Ritter som Maria Wassilijewna Woinizkaja og Ulrich Matthes som onkel Vanja.

Barbara Braun

Kultur
29. januar 2008

BERLIN - Det sker aldrig. At man ønsker, at en teaterforestilling, der har varet tre timer og et kvarter plus pause, ville vare bare lidt længere.

Ikke desto mindre var det følelsen, da Anton Tjekhovs Onkel Vanja (skrevet i 1897) var ved at være slut på Deutsches Theater i Berlin forleden. Forlad mig ikke allerede, I vidunderlige skuespillere!

I virkeligheden er alle Tjekhovs dramaer skåret efter samme model: Russiske bedsteborgere, der (sommer)opholder sig langt ude på Sergej Tyndskids mark. Alle elsker og er forelskede i nogle helt andre end de personer, der elsker og er forelskede i dem. Mange drikker, ingen er lykkelige, og ingen vil være, hvor de er. En eller anden begår selvmord eller gør et ærligt forsøg på det, eller myrder nogen eller prøver at mande sig op til at gøre det. Til sidst rejser nogle af dem væk, mens andre bliver tilbage i melankolien.

Sådan er det også i Onkel Vanja, og det lyder dødssygt. Men det er det ikke. Og slet ikke, når det iscenesættes af Jürgen Gosch, en af Tysklands mest fremragende instruktører. Han har i den grad forstået, hvor galgenhumoristisk, ja, nærmest absurd, Tjekhov er. Og slet, slet ikke, når scenen er befolket af sådan et hold spillere, som det er tilfældet her.

Inkarnationen af lømmel

Jens Harzer spiller lægen Astrow, der både er en idealist, der kæmper mod skovdød og klimaforandringer (skrevet for 111 år siden, mine damer og herrer), og temmelig drikfældig. Iført skødesløst jakkesæt, sixpence og lange arme og ben. Han er udstyret med et overdimensioneret cykelstyroverskæg, som han i allerførste scene selv beskriver:

"Dette overskæg er jo vanvittigt, komisk. Jeg er blevet komisk."

Og publikum ler lettet over, at han selv kan se det.

Astrow keder sig bravt, drikker og er forelsket i den smukke, flegmatiske Jelena, der på sin side er gift med den meget ældre professor Serebrjakow. Harzers Astrow oser af selvironi, men ikke af arrogance. Harzers Astrow er musikalsk og lidenskabelig og samtidig totalt ligeglad. Over for Jelena optræder han med præcis den blanding af ligegyldighed og begær, som kvinder umuligt kan stå for. Med andre ord: Han er en lømmel.

Da de omfavner hinanden heftigt til afsked for aldrig at ses igen, holder i alt fald hele den kvindelige del af publikum vejret. Måske også den mandlige, for Constanze Beckers Jelena med lange lægge, høje kindben og katteagtig ladhed passer som hånd i handske til Harzers Astrow.

Det er en ren lykkeoplevelse at se Jens Harzer spille denne Astrow. Han har - for alt hvad han gør, og alt hvad han siger - fuld dækning.

'Woodyallensk'

Men selv om Harzers præstation sætter sig på sjælen som en vorte, skal Ulrich Matthes i titelrollen ikke glemmes.

Onkel Vanja er bror til Serebrjakows første, nu afdøde, kone, og han har henslæbt sit liv med at passe professorens gods, som denne arvede efter konen. De senere år i fællesskab med professorens datter, den kejtede Sonja, af første ægteskab. Vanja har naturligvis også forelsket sig i Jelena, og da professoren meddeler, at han agter at sælge godset, styrter Vanjas verden sammen. I afmagt over sit forspildte liv forsøger han at skyde professoren.

Ulrich Matthes, der i Danmark er kendt for sin rolle som Joseph Goebbels i filmen Der Untergang, er en pragtfuld karakterskuespiller. Denne rolle er hans tredje store rolle hos Gosch de senere år. Først hans sexet-diabolske ægtemand George i Edward Albees Hvem er bange for Virginia Woolf?, så hans henslængt-hysteriske filosof Ariel Chipman i Yasmina Rezas I Arthur Schopenhauers slæde, og nu denne nervøst-ironiske Vanja.

"Jeg tror, vi forstår hinanden så godt, Vanja, fordi vi begge er så uinteressante og åndløse mennesker," siger Jelena til ham.

I midnatsblåt jakkesæt med mønstret sweater under, tilsat sneakers og hornbriller af Erich Honecker-typen antager denne mandsling nærmest 'woodyallenske' dimensioner.

For Matthes' Vanja er fuldt bevidst om sin egen latterlighed og fejlslagne dispositioner, samtidig med at han ikke vil overgive sig til selverkendelsen.

"Hvorfor forelskede jeg mig ikke i hende for 10 år siden, da jeg mødte hende hos min søster?" spørger han og mener, at Jelena i så fald ville have været hans i dag.

"Jeg kunne være blevet en Schopenhauer eller en Dostojevskij," siger han om sin manglende uddannelse og ser så dybt i selvbedragets brønd, at vi holder af ham og lider med ham.

Da han står med en buket haveroser til Jelena og ser hende og Astrow kysse lidenskabeligt, ånder han lige så tungt som de to elskende, og vi ved, at Vanja er fordømt til sin rolle som tilskuer.

Alle konstant på scenen

Johannes Schütz, Goschs faste scenograf, har fyldt scenerummet ud med en kæmpe sandfarvet kasse uden udgange. Bagest er en hylde, der fungerer som bænk. Ellers er der intet ud over en samovar og nogle kopper. Det betyder, at skuespillerne, når de ikke spiller, står ude i siden enten med front mod eller med ryggen til deres medspillere. Man ser altså alle skuespillerne hele tiden. De står, til de må få ståsyge. Det er meget intenst; alle er på arbejde hele tiden.

Også Meike Droste i rollen som den fornuftige og usikre Sonja, der forgæves elsker Astrow, skal nævnes. Med korthårsfrisure, kittelkjole og raslende nøglebundt i lommen er hun både irriterende og bedårende og alligevel sendt til tælling af Jelena. Man fanger ikke de store fisk ved kun at være bedårende.

Christine Schorns præstation som den gamle barnepige Marina, der støttet til sine tørre lakoniske replikker nærmest kravler krumbøjet over scenen, er stor skuespilkunst.

Jürgen Goschs Onkel Vanja er som sprunget ud af Tjekhovs eviggyldige og fremragende tekst og lige op på scenen. Det er aldeles betagende.

Onkel Vanja. Af Anton Tjekhov. Instruktion: Jürgen Gosch, scenografi: Johannes Schütz, medvirkende: Ulrich Matthes, Jens Harzer, Constanze Becker m.fl. Premiere 12. januar 2008.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Med al respekt for Middelboes velskrevne anmeldelser i almindelighed burde man måske bruge LIDT mindre plads på en teateropførelse i Berlin, som måske en promille af avisens læsere får lejlighed til at se.

Per Vadmand:

"Med al respekt for Middelboes velskrevne anmeldelser i almindelighed burde man måske bruge LIDT mindre plads på en teateropførelse i Berlin, som måske en promille af avisens læsere får lejlighed til at se."

Når man har fødderne solidt plantet i den jyske muld er afstanden til henholdsvis Berlin og Københavnstrup stort set den samme. Berlin er en international metropol, en kulturperle og et levende symbol på det åbne og multikulturelle samfund. Dette i grel modsætning og skærende kontrast til København, der som bekendt er landsbytossernes hovedstad hvor befolkningen drøner rundt i tusindtal på rådhuspladsen og dasker hysterisk med Dannebrog, så snart den mindste anledning byder sig.

Information bør fastholde et bredt internationalt udsyn, og det ville være en stor fejl hvis ”anmeldelser i almindelighed” pr. definition skulle begrænses til det der foregår i kolonihavehuset.

Jeg synes det er fuldt ud berettiget at en dansk avis belyser kultur udfra et bredere perspektiv end bare det der foregår i danmark. netop i forhold til teatret er berlin helt fremme i skoene og da Jürgen Gosch sidste år blev valgt som årets instruktør i Tyskland, er det da relevant at kunne læse om hans arbejde - også i danmark. For teater-entusiasterne derhjemme kan netop sådan en anmeldelse jo også være motor til at tage til berlin og møde en anden teaterkultur.
Derudover vil jeg bare tilslutte mig artiklens udsagn om, at det er en vanvittig god forestilling og selvom jeg sad/stod oppe på bagerste række på anden balkon lige foran teknikken, havde jeg en af mine til dato bedste teateroplevelser. det er meget stor skuespilkunst, modigt lavet og sanseligt helt ned i tæerne.

at følge med i, læse om og måske få inspiration til at tage til berlin og opleve en af hans iscenesættelser eller en af de mange andre

Jeg synes det er fuldt ud berettiget at en dansk avis belyser kultur udfra et bredere perspektiv end bare det der foregår i danmark. netop i forhold til teatret er berlin helt fremme i skoene og da Jürgen Gosch sidste år blev valgt som årets instruktør i Tyskland, er det da relevant at kunne læse om hans arbejde - også i danmark. For teater-entusiasterne derhjemme kan netop sådan en anmeldelse jo også være motor til at tage til berlin og møde en anden teaterkultur.
Derudover vil jeg bare tilslutte mig artiklens udsagn om, at det er en vanvittig god forestilling og selvom jeg sad/stod oppe på bagerste række på anden balkon lige foran teknikken, havde jeg en af mine til dato bedste teateroplevelser. det er meget stor skuespilkunst, modigt lavet og sanseligt helt ned i tæerne.