Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Othello som indianer

Jago som charmør. Og Emilia som tragediens helt. Sådan forvrænger Mungo Park Shakespeare i en uambitiøs opsætning
Så ydmyg vil Mungo Park gøre deres Emilia i -Othello-, at fotografen har skåret hovedet af hende. Men tilskuerne vil ikke kunne glemme Kitt Maiken Mortensen, alene for hendes hænder. Til gengæld kan de godt glemme resten af forestillingen.

Så ydmyg vil Mungo Park gøre deres Emilia i -Othello-, at fotografen har skåret hovedet af hende. Men tilskuerne vil ikke kunne glemme Kitt Maiken Mortensen, alene for hendes hænder. Til gengæld kan de godt glemme resten af forestillingen.

Mungo Park

Kultur
15. januar 2008

Helten i Othello er en bleg tjenestepige. Hos Shakespeare hedder hun Emilia, og på Mungo Park spilles hun af en vidunderlig Kitt Maiken Mortensen. Hun retter lidt på kjolen med hænderne - og åbner så pludselig munden i slutscenen og får sagt alt det, som tilskuerne ved, men som den bedragne Othello ikke fatter.

Sådan har Shakespeare effektfuldt skrevet sit manipulerende jalousidrama. Men det er faktisk først her i slutscenen, at den debuterende, 32-årige instruktør Mikkel Flyvholm får greb om sin fysisk-overdrevne ensemblefortolkning - og at kærligheden mellem Othello og hans hustru får et troværdigt strejf. Og slutscenen giver altså Kitt Maiken Mortensen chancen for at brillere med en personlig skildring af en indestængt og undertrykt kvinde, der omsider afslører mændenes forræderi. Mortensen har alt fra det muntre og sjofle til det indfølende og chokerede, og hendes præstation skiller sig ud som en forestilling i forestillingen - en betagende birollefortolkning.

Lagkagen flyder ud

Resten af forestillingen falder derimod fra hinanden. Der mangler vist både creme og makroner i denne lagkage. Og et ordentligt lagkagefad; scenografien af Line Frank er nærmest en non-scenografi, sådan som den lader spillet flyde ud over alle sider. Desuden er kostumerne mere påhitsomme, end de er klædelige. Og hverken lys eller lyd gør noget for at skabe fokus.

Mærkeligst er dog, at Othello - moren, altså den sorte afrikaner - her bliver spillet som en indianer. Kasper Leisner er i hvert fald iført en Store Bjørn-paryk over nogle smækkerlækker-bukser, der får ham til at ligne en nordamerikansk etnodiplomat i Allerød - og absolut ikke en afrovenetiansk guvernør på Cypern. Det tager altså noget af kraften fra hans spil, og åbenbart også skarpheden fra hans konsonanter.

Ondskaben stækkes

Men den brutale Jago spilles yderst veloplagt af Mikkel Arndt.

Han har en smittende energi og en naturlig fortrolighed og flirt med publikum, som han kommer i munter øjenkontakt med på den lille Allerød-scene. Alligevel virker hans ondskab stækket; som om han ikke får lov til at udspille sin morderiske hævnlyst, fordi han hele tiden skal ligne en metroseksuel fra Holte.

Rikke Bilde skaber et insisterende fysisk portræt af Desdemona. Men hendes kropslighed bliver forstyrrende, når uskyldighedstalen skal frem.

Til gengæld ligner Cassio en af de bralrende fulde fyre, som man bagefter møder i s-toget på vej til fest - spillet af den samme talentfulde Nils P. Munk, som for nylig har fået hele Gasværket til at holde vejret med sin smertefulde stilhed. Mærkeligt.

Det sociale engagement hos Mungo Park er altså uomtvisteligt. Men Shakespeare-ambitionen har været for lille.

William Shakespeare: Othello (1604). Oversættelse: Erik H. Madsen. Bearbejdelse og instruktion: Mikkel Flyvholm. Scenografi: Line Frank. Dramaturgi: Martin Lyngbo. Musik: Anders Westfall. Lyddesign: Victor Rasmussen. Lys: Christina Hørlyk. Mungo Park i Allerød. To-lø kl. 20.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her