Læsetid: 5 min.

På Hukommelses-svigt Allé

Tre danske elektroniske plader. Tre måder at glemme og dermed gense tidligere musikalske drømmerier og fortabelser og digterier på. Vi kan genstarte på skuldrene af giganter, med opdaterede forventninger til forestillingsevnens binære afgrøder
Danske Spleen United gør et vanedannende forsøg på at lokke lytteren ud af bevidstheden på deres andet album, Neanderthal. Forførelsen er monumental.

Danske Spleen United gør et vanedannende forsøg på at lokke lytteren ud af bevidstheden på deres andet album, Neanderthal. Forførelsen er monumental.

Søren Solkær Starbird

19. januar 2008

Glemmer du, så husker jeg. Hvordan den elektroniske musik engang var et løfte om fortabelse eller nye babelstårne; højteknologiske samfund i svimlende mutationer, pixellerede græsenge i stærkere farver, end Moder Natur ville kunne drømme om. Det var tider.

Men fremtiden blev ikke, hvad den havde lovet. Og den er ikke, hvad den har været. Men jeg glemmer alligevel ikke de løfter, den elektroniske musik lokkede med i 80'erne, da synthesizeren endelig kunne købes af sorte funk-futurister og blege romantikere. Eller i 90'erne da stjernestøvet lagde sig over skuldrene på raverne og hardwaren fik nørder til at hallucinere. Utopia, mine damer og herrer. Udfrielse, folkens.

For at blive ved med at drømme, må man nogle gange glemme. Hukommelsessvigt kan være kreative; absencer kan være nødvendige i genopfindelsens navn. Det kan i hvert fald føles og lyde sådan, når man lytter til plader, der så tydeligt trækker på tidligere årtiers udfoldelser ud i kunsten at sætte musen i stikkontakten - men samtidig formår at lyde friske, fri af klicheer, benådet med nye twist til historikken.

Det oplever man på tre nye danske elektroniske plader. F.eks. hos danske Spleen United, der gør et vanedannende forsøg på at lokke lytteren ud af bevidstheden på deres andet album, Neanderthal. Som altså ned i titlen henviser til noget mere primalt, end det vi normalt går og bilder os ind, at vi er/gør/lever i.

Forførelsen er monumental. Spleen United er vokset som arkitekter, både klangligt, kompositorisk og med en lyksalig forgiftning fra house-musikken. Og alligevel kan de minde om et rockband i deres groove - de har trods alt også fast trommeslager.

I de bas-svulmende passager er Neanderthal - som debutalbummet Godspeed Into The Mainstream - pornografisk og distanceblændende i sin overtalelseskraft. Ingen kinddans her. Og den summende, grynede klang fra de analoge synthesizere i angrebsformationer er decideret saliggørende. Ja, klangen kan faktisk vække minder om Jean-Michel Jarres episke vidder fra omkring Oxygene anno 1977.

Underworlds beat-poetiske majestæt og Depeche Mode i det sakrale 90'er-gear, væbnet med vinger og guitarer er også nærliggende referencer for denne anmelder. Men der er næsten mere fortabelse i Spleen Uniteds verden - både i modtager- og afsenderled.

Forsanger, tekstforfatter og hovedkomponist Bjarke Parbo Niemann (Gaute Niemann er ofte medkomponist) tænker ikke kun i forførelse af masserne, men synes også selv at transmittere fra en fortabt/henført/forført lomme: "Wait till the morning brings some other start. When the pain is gone, then your work is done", lyder det. Mens både storbyens kværn og forstædernes tigerbure besøges. Med en harmonisk og melodisk melankoli og en nervøsitet på civilisationens vegne, der peger helt tilbage til Kraftwerk.

Et par steder er der tendens til at brødrene Niemann skriver den samme sang og realiserer den med lovlige genkendelige virkemidler, og man kan også blive fremmedgjort over for al den vælde. Men oftere er Neanderthal en berusende omfavnelse. Et narkotisk vemod blæst ud i størrelse stadion. En smerte man kan danse med.

Sund nerve

Tone og hendes debutalbum Small Arm of Sea er en helt anden sag. Et lavmælt, rigt dekoreret album, vemodigt i passager, men også naivistisk fabulerende. Og med en hang til at forme sig i dekorativt krøllede mikro-programmeringer og også konkretmusikalske strategier (knirkende hængsler? støvletramp på trægulv? spillemaskiner?) omkring sig selv. Mest af alt minder det mig om Matmos og Opiate i samarbejde med Björk anno 2001. Men man kan også ane både blues og jazz (lidt a la JaConfetti) nede i de postmoderne fraktaler.

Som sanger betjener Tone betjener sig af Björk- og Cocorosie-klingende fraseringer og overlejrer også gerne sig selv med serafiske kor. Og i det hele taget er hun ferm til at bruge sin klikkende logikker, stammende tankerækker og dirrende luftkasteller i en højere digterisk sags tjeneste. Det er fine krøllede sange, som ikke kan glattes ud og snart afslører et til tider strålende melodisk og harmonisk talent.

Det fortjener også at blive nævnt at Small Arm of Sea udgives under en Creative Commons-licens - en række ophavsretlige modifikationer, som i dette tilfælde gør det lovligt at viderekopiere albummet. "Please copy this record to all of your friends - thank you!", står der på coveret. Og det er der al mulig grund til. I passager kan Tone godt fortabe sig i nogle lovligt sirlige mønstre og lidt for retningsløse lag på lag af fraseringer, men generelt bør man ikke lade sig narre af det lidt sarte udtryk. For der er sund nerve i damens programmeringer og kompositioner.

Mere glemsel, tak

Ligeledes danske Spejderrobot går til gengæld instrumentalt til værks på sit debutalbum, vinylpladen Falder baglæns ind i i går. Som er befolket med en høfligt gyngende, varmt klingende, behageligt harmonisk electronica-dub med mindelser om tidlig Mouse On Mars og - da en håndspillet slideguitar kommer på - om Luke Viberts samarbejde med BJ Cole.

Der er excentriske nik til både Henriette Sennenvaldt (på "Det er mig der holder Henriette sammen") og til en håndboldspiller fra Viborg, og i det hele taget er der en elastisk charme og kærligt varmet programmeringskunst over Falder baglæns ind i i går. Kaptajnen byder velkommen ombord. "Sidder De godt og trygt?". Og åbenbarer så sirligt farvede landskaber med masser af varme i kinderne.

Især side A arter sig indbydende, mens side B antager en lidt mere hård, men også fint harmonisk karakter. Her er mere kantet dub-techno/intelligent dance music, men stadig med smukke elementer af strygere eller sågar strejflys fra håndspillet sav.

Spejderrobot flytter ingen bjerge med sin debut, men han får dem måske til at smuldre under påvirkning af sin charme.

Så her er vi altså: På Hukommelssvigt Allé. Hvor vi kan genstarte på skuldrene af giganter, med opdaterede forventninger til forestillingsevnens binære afgrøder. Noget synes glemt, for at nyt kan opstå. Men vi kommer på det igen. Bare rolig.

På hver deres måde er disse tre navne i gæld til en mere eller mindre nær fortid, samtidig med at de lover godt for fremtiden. Mere glemsel, tak.

Spleen United: Neanderthal (Copenhagen Records). Udkommer mandagTone: Small Arm of Sea (Urlyd/Labelkollektiv) www.tonetone.org. Udkommer mandagSpejderrobot: Falder baglæns ind i i går (Squirrel/Labelkollektiv) www.myspace.com/spejderrobot. Er udkommet.

www.labelkollektiv.com

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu