Læsetid: 3 min.

Alle de Pedersen'er, Nikolajsen'er og Jensen'er

Tal bare om utilgængelighed, for det er nok de færreste, der får fat i Martin Larsens 10 kilo tunge bogide. Men tal så også lige om ambitioner og verdens længste lyddigt
31. januar 2008

Hvad siger et navn? En god ven fra gymnasiet, i øvrigt med et godt navn, Joachim Oschlag, havde på et tidspunkt en social dille, der gik ud på at spørge nye mennesker, han mødte, om, hvad deres forældre hed. Ud fra parrets navne prøvede han så at forestille sig, hvad forældrene var for nogle. Om de havde ryatæpper og bar i kælderen, om de stemte på Venstre, havde hund og måske endda også, hvad de kaldte kræet.

Joachim Oschlag er den helt rette læser til Martin Larsen nye udgivelse Monogrammer, hvilket selvsagt kræver en nærmere forklaring, og lad denne nærmere forklaring gøre det ud for en slags anmeldelse af Larsens bognyhed, for intet er som det plejer at være.

Først af alt er Monogrammer noget af en happening at åbne en ny bogsæson med. Alt, hvad der udgives herefter, vil synes uambitiøst og bogstaveligt talt komme til at stå i skyggen af denne mammut, der først må karakteriseres ud fra rent kvantitative forhold. Værket vejer 9999 g og består af otte bind a cirka 700 sider. På hver side er der linet cirka 400 navne op i spalter, men ikke i alfabetisk orden. Det første er Beatrice Berthelsen, det sidste Berkan Lauritsen.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg skylder naturligvis nu (pludselig) at fortælle, at mine forældre hedder Connie og Frantz...værs'go at være aktivt meddigtende på dét.

Mindst 4 spørgsmål melder sig:
1. Hvad med folk med mellemnavne?
2. "unikke frie danskere" står der i anmeldelsen. Dvs at bogen ikke omhandler dem i fængsel??
3. Og hvad med dem der ikke hedder det de hedder, men en skrivefejl? Jeg synes at huske at ikke så helt få går rundt med deres navn p. gr. af en fejl på kirkekontoret. Men måske dette kun hører fortiden til?
4. Jeg kan umuligt tro at vi kun har 165 unikke efternavne, så det hele er måske bare en spøg fra anmelderens side om et ikkeeksisterende værk. Det gør dog ikke dets appeal mindre!

Herligt du læser med Joachim!

Og svar til Peer Bentzen: 1+2+3 tror jeg kan besvares med værkets status som fiktion, hvilket Martin Larsen jo gør en del ud af at understrege.

Spørgsmål 4 har jeg ikke noget svar på, jeg undrede mig også over tallet, men nåede ikke at tjekke det. Shame on me. Der må være tale om en tyrkfejl i værkets forord. Og nej, det er ikke en spøg. Så sjov er jeg slet ikke. Den sjove er Martin Larsen, du kan se værket i den lille nye boghandel i Møllegade på Nørrebro, hvor det er udstillet.

Fra familieministeriets hjemmeside:

Godkendte drengefornavne (6996)
Godkendte pigefornavne (9256)
Frie efternavne (185)
Firma- og kunstnernavne (88)
Udenlandske navne (6348)

som "svar" på ovenstående spørgsmål

Point til Andersen for endnu en totalt irrelevant kommentar. Trættende med de debattører, der kan få ALT til at handle om deres muhamedaaaahner-hysteri.