Læsetid: 3 min.

Alle de Pedersen'er, Nikolajsen'er og Jensen'er

Tal bare om utilgængelighed, for det er nok de færreste, der får fat i Martin Larsens 10 kilo tunge bogide. Men tal så også lige om ambitioner og verdens længste lyddigt
31. januar 2008

Hvad siger et navn? En god ven fra gymnasiet, i øvrigt med et godt navn, Joachim Oschlag, havde på et tidspunkt en social dille, der gik ud på at spørge nye mennesker, han mødte, om, hvad deres forældre hed. Ud fra parrets navne prøvede han så at forestille sig, hvad forældrene var for nogle. Om de havde ryatæpper og bar i kælderen, om de stemte på Venstre, havde hund og måske endda også, hvad de kaldte kræet.

Joachim Oschlag er den helt rette læser til Martin Larsen nye udgivelse Monogrammer, hvilket selvsagt kræver en nærmere forklaring, og lad denne nærmere forklaring gøre det ud for en slags anmeldelse af Larsens bognyhed, for intet er som det plejer at være.

Først af alt er Monogrammer noget af en happening at åbne en ny bogsæson med. Alt, hvad der udgives herefter, vil synes uambitiøst og bogstaveligt talt komme til at stå i skyggen af denne mammut, der først må karakteriseres ud fra rent kvantitative forhold. Værket vejer 9999 g og består af otte bind a cirka 700 sider. På hver side er der linet cirka 400 navne op i spalter, men ikke i alfabetisk orden. Det første er Beatrice Berthelsen, det sidste Berkan Lauritsen.

I alt rummer de otte bind 2,4 millioner unikke navne. Hvordan det tal er fremkommet, fortæller værkets forord, som yderligere bidrager til karakteristikken af Larsens litterære påhit:

"Pr. 11/6 2007 havde Kirkeministeriet godkendt 165 danske efternavne, 6.031 danske drengenavne og 8.190 danske pigenavne. Dette er de navne, enhver frit kan tage som sit eget (forudsat at han eller hun har det til navnet hørende køn). [...] Som man vil kunne regne ud, giver det knap 2,4 millioner mulige unikke frie danskere, hver af dem med sin mulige unikke historie. Denne bog fortæller alle disse historier. Det gør den dog kun for den aktivt meddigtende læser." Det var, da jeg nåede hertil, at jeg kom til at tænke på Joachim Oschlag som mulig læser. 'Aktivt meddigtende' er ikke ordet.

Videre i forordet understreges det, at der er tale om fiktion. For i den virkelige verden er de færreste unikke. Vores navne deler vi jo med andre. Netop fordi bogens tælle- og parringsapparat har været indstillet på det unikke og ikke på navnenes oprindelse, løber der også igennem de otte bind det, man kunne kalde et science fiction-spor. Jeg ved ikke, hvor langt ude i fremtiden vi er, men i hvert fald hedder de mange enere i denne historie Salahdin-Arbi Mølgård, Asmind Winther, Sanela Svendsen og Asma Carstensen. Et andet spor kunne være 'Dyr i fiktion', her fandt jeg Kermit Møller og Viben Hoffmann.

Ét langt lyddigt

Navne er også lyde. Der er de korte kommandoer: Ask Dahl, Nina Lind og de længere melodier: Ludovica Nikolajsen, Jyttekira Riis, Villa Ali, Lorene Olsen og Clotilda Pedersen. Monogrammer kan videre i denne læsning opfattes som verdens længste lyddigt, og Martin Larsen således som verdensmester. Der er selvfølgelig heller ikke noget i vejen for, at man plukker tilfældigt blandt fornavnene og strikker sit eget lille lynhurtige lyddigt sammen: Cim, Mire/ Tong/ Remone, Boaz/ Audur/ Mona-Lise, Charni, Hind/ Georgine. Men er forfatteren til værket blot et snedigt apparat, der overlader alt til læseren?

Nej, ikke helt. Ud over forordet har Martin Larsen også forsynet hvert af de otte bind med en undertitel. Bind I hedder "Det sublime", II "Monogrammet", III "Navnet", IV "Signaturen", V "Kunsten", VI "Objektet", VII "Metroen" og VIII "Utopia". Entalsformerne understreger værkets statementkarakter. Forsigtigt er det jo ikke, og ind imellem de lange rækker af navne står enkeltlinjer, der måske kan samles til et essay om kunst. Jeg har endnu ikke gjort forsøget, der er i det hele taget nok at se til for aktivt medskabende læsere som Joachim og mig.

Det er naturligvis vildt tosset at udgive et værk i otte bind a cirka 700 sider med 2,4 millioner navne, men hvor kommer man dog til at elske forfatteren for denne stærkt stimulerende tossestreg, der et sted i "Det sublime" citerer Duchamp for følgende: "I grunden stimulerer billederne mig ikke. Jeg bliver kun stimuleret af ord og ideer. Billedet viser os kun tingen, sådan som vi kan forestille os den."

Ord og ideer, du milde!

Bogen udkommer 8. februar, men kan allerede ses på youtube.com og hos Boghandlen i Møllegade, Kbh. N

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg skylder naturligvis nu (pludselig) at fortælle, at mine forældre hedder Connie og Frantz...værs'go at være aktivt meddigtende på dét.

Mindst 4 spørgsmål melder sig:
1. Hvad med folk med mellemnavne?
2. "unikke frie danskere" står der i anmeldelsen. Dvs at bogen ikke omhandler dem i fængsel??
3. Og hvad med dem der ikke hedder det de hedder, men en skrivefejl? Jeg synes at huske at ikke så helt få går rundt med deres navn p. gr. af en fejl på kirkekontoret. Men måske dette kun hører fortiden til?
4. Jeg kan umuligt tro at vi kun har 165 unikke efternavne, så det hele er måske bare en spøg fra anmelderens side om et ikkeeksisterende værk. Det gør dog ikke dets appeal mindre!

Herligt du læser med Joachim!

Og svar til Peer Bentzen: 1+2+3 tror jeg kan besvares med værkets status som fiktion, hvilket Martin Larsen jo gør en del ud af at understrege.

Spørgsmål 4 har jeg ikke noget svar på, jeg undrede mig også over tallet, men nåede ikke at tjekke det. Shame on me. Der må være tale om en tyrkfejl i værkets forord. Og nej, det er ikke en spøg. Så sjov er jeg slet ikke. Den sjove er Martin Larsen, du kan se værket i den lille nye boghandel i Møllegade på Nørrebro, hvor det er udstillet.

Fra familieministeriets hjemmeside:

Godkendte drengefornavne (6996)
Godkendte pigefornavne (9256)
Frie efternavne (185)
Firma- og kunstnernavne (88)
Udenlandske navne (6348)

som "svar" på ovenstående spørgsmål

Point til Andersen for endnu en totalt irrelevant kommentar. Trættende med de debattører, der kan få ALT til at handle om deres muhamedaaaahner-hysteri.