Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Et prosatalent buret inde i tankemæssige småtterier

Ganske vist folder John Bang Jensen sit prosatalent ud i sin nye bog, men læseren engageres ikke - det bliver spøjst på en kontrolleret og blodfattig måde
Kultur
31. januar 2008

Der er forskel på det blot finurlige og det decideret mærkelige øjeblik i en litterær tekst, og den forskel mærkes tydeligt i John Bang Jensens fjerde skønlitterære bog, Kystnære områder. Her er begyndelsen på den første af bogens 20 noveller:

"Nu står vi igen ved vandet. Vi ved ikke hvorfor. Vi står her bare, side om side, skulder om skulder. Vi er alle lige høje, men ikke lige gamle. Vi er seks søskende, jeg er den yngste. Det er koldt. Vi har begravet hænderne i jakkelommerne. Uden at tænke over det nulrer en af os (måske er det mig) noget mellem fingrene i bunden af lommen."

Det finurlige er seks søskende, der er lige høje og spøjst mediterer ved et gråt hav. Det er et kuriøst og kontrolleret tableau. Det kan man få sig en lille griner over, hvis man er til den slags, men det lader i øvrigt læseren uanfægtet. Det mærkelige, derimod, er den måde jeg'ets grænser fuldstændigt opløses i citatets sidste sætning. Og det, at det sker så henkastet. Her er et kort øjebliks svimlen, en følelse af ren uforudsigelighed, af at grunden mentalt forsvinder under fødderne.

Der måtte gerne have været flere af den slags mærkelige øjeblikke i Kystnære områder; i stedet spises man af med velplanlagte finurligheder. Hver af bogens 20 tekster - på omslaget hedder de noveller, det er de kun med en meget bred forståelse af genren - har sit eget greb, som gennemspilles og føres til ende.

Der er en jeg-fortæller, som pligtskyldigt insisterer på at se alting i et positivt lys, altimens han går i hundene. Der er Bob Dylan som cykelrytter ved Egå Marina. Der er et naivt-begejstret brev til kommunen angående vejtræer. Der er porno i højere luftlag, pseudosvar på sådanne 'sjove' spørgsmål og en redegørelse for, hvorfor man kun kan skrive om tirsdagen.

Der er meget lidt på spil og meget lidt som overrasker læseren på andet og mere end en fuldstændigt forudsigelig måde. Og så hjælper det ikke meget, at prosaen er fintsleben med velpolerede hovedsætninger på rad og række og med fuld kontrol over de mange og forskellige jeg-fortællere. Jeg mener, John Bang Jensen kan tydeligvis skrive, men hvorfor skriver han ikke om noget? Kystnære områder er et eksempel på et prosatalent buret inde i tankemæssige småtterier.

Flere knaster, tak

Men måske er det mere præcist at spørge: Hvorfor mærker man ikke mere til den følelse af at miste overblikket, der dukker op i enkelte tekster undervejs - eller den vrede, der står ud af bogens korteste tekst, "Min gode stol?" I den afsløres tolerancen som ligegyldighed og tomme fraser:

"Det er mig, der retter i dét, der bliver skrevet, så alt er korrekt, når avisen kommer ud. (-) Men jeg passer på, at ingen er mere ond end andre, og at alle får ret. Man må ikke sprænge skolebørn i luften eller sige: De sorte er nogle svin. Men hvis man selv er sort, må man godt, for så har man prøvet det selv. Og dem, der sprænger skolebørn i luften, kan ikke gøre for det, for de har det ikke for let selv. Men det gælder ikke, for at sprænge skolebørn i luften er alligevel for groft."

Der måtte gerne have været flere usympatiske og uforudsigelige jeg-stemmer i Kystnære områder. Lige nu er teksterne for gennemkontrollerede. Der er ingen knaster i dem, for meget finurlighed og ikke nok, der føles - uhada - farligt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her