Læsetid: 3 min.

Råt for usødet på prærien

Genindspilningen af næsten-klassikeren '3:10 til Yuma' har kvaliteter i spil, periodesans og spænding. Men den overgearer passagevis volden og dysterheden
Skurke. Christian Bale og Russel Crowe er skurke som de fleste andre i filmen, der som et bud på en western for et nyt årtusind ikke efterlader publikum med mange illusioner om et nybyggerliv i nostalgisk stråleglans.

Skurke. Christian Bale og Russel Crowe er skurke som de fleste andre i filmen, der som et bud på en western for et nyt årtusind ikke efterlader publikum med mange illusioner om et nybyggerliv i nostalgisk stråleglans.

SF Film

25. januar 2008

Dette behjertede forsøg på at genoplive western-genren har sin oprindelse i en lang novelle af Elmore Leonard fra 1953 og en fortættet dramatisk filmatisering fra 1957, hvor en rancher (Van Heflin) konfronteres med en skrupelløs badman (Glenn Ford). Dengang usædvanlig som en psykologisk kammer-western.

Det siger sig selv, at en genindspilning anno 2007 må blæse det hele op, så spilletiden bliver en halv time længere, volden og drabene mangfoldigere, tonen mere rå og misantropien mere udtalt.

Effektiv spænding

Så forvent ikke antydning af western-charme eller lyrisk landskabsmaleri af denne beslutsomt sammenbidte præriefilm, der i flere passager egentlig minder mere om et kynisk gangsterdrama til hest end om en historie fra The Wild West.

Men instruktøren James Mangold er virkelig god til at skabe en anspændt atmosfære af nervekrig og truende død - plus stærk i et tidsbillede, hvor ingen medvirkende går skuespillerpæne rundt, men alle mærkes overbevisende af stabadserne.

Der er energisk drive i fortællingen og intensitet i spillet, så man hænger på det meste af vejen, selv om filmen for mig ikke har mange ydre forførelsesmomenter.

Karismatisk bandit

En hovedkonflikt udspilles stadig mellem den lovlydige farmer Dan Evans (Christian Bale), der satser på familie og kontinuitet, og den omstrejfende outlaw (Russell Crowe), som personificerer lovløsheden og en slags cool, amoralsk hipster-eksistentialisme.

Men Mangold tilføjer et generationsopgør mellem ranchejer Dan og hans 14-årige søn Byron (Logan Lerman).

Dan er den hårdt prøvede borgerkrigsveteran, der halter sig igennem en mere og mere forarmet gårdmandstilværelse på et træben. Krigen gjorde ham til invalid - og de nye storspekulerende jernbanefolk, der fører sig frem som rene gangstere, er ved at gøre ham til en social taber.

Sønnen Byron ser ganske anderledes op til banditten Ben, og det må Dan, der tilmed har løjet om sine krigsbedrifter, selvfølgelig gøre noget ved. Så han påtager sig at transportere den tilfangetagne Wade til det tog, der afgår fra Brisbee til retten i Yuma ti minutter over tre om eftermiddagen. Deraf titlen.

Ikke nogen let opgave, for Wade er ikke kun snarrådig med skydevåben, men har også snakketøjet i orden - især når det gælder bibelcitater. Og der udvikler sig undervejs et moralsk ambivalent forhold mellem de to mænd, der kan ligne kammeratskab.

En slags kammeratskab?

Meget af filmens styrke ligger i spillet i de to hovedroller.

Christian Bale har som rancheren Wade en livsmærket dødsens alvor og Gudsforgående desperation, der gør indtryk. Her er vi langt fra det pæne soignerede Hollywoodspil, man har set i alt for mange westerns gennem tiderne - og inde i den pyskologiske realisme, der for alvor lodder en ærlig middelmands næsten selvmorderiske satsning og sorte fortvivlelse.

Russell Crowe yder måske mere traditionelt stjernespil som Ben - men sikke en stjerne! Uden antydning af falske toner spiller han den forførende slyngel, der har en sensitiv kunstnerisk åre og bliver mærkeligt tiltrukket af Wade som et eksempel på retskaffenhed. Wade er jo en mand med alt det, Ben ikke selv ejer - en familie, en moralsk rettesnor og et altruistisk mål for sine handlinger.

Skur over skurk

Crowe giver suverænt mandens kyniske charme, snarrådige handlekraft og underliggende frustration over et formålsløst liv. Til slut er han lige ved at blive en rigtig helt, især fordi hans skurkestreger overskygges af hans højre hånd, en gennem-psykopatisk killer, som Ben Foster gør til et ganske mindeværdigt monster.

Men hvad angår skurke, er det høg over høg, for allerværst er måske det kapitalistiske jernbaneselskab og de feje Brisbee-borgere, der kun tænker på at hytte deres eget skind.

Trods sit aldersstegne forlæg er 3:10 til Yuma altså i høj grad en western for et nyt årtusind, hvor ikke mange illusioner om ædelt nybyggerliv overlever i nostalgiens stråleglans. Lidt for karakteristisk oppustet er desværre en slutning, hvor enhver realistisk rimelighed går fløjten.

3:10 til Yuma. Instruktion: James Mangold. Manuskript: Halsted Welles, Micael Brandt og Derek Haas. Amerikansk (Imperial, CinemaxX, Empire, Falkonér)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Bjørn Hallberg Nielsen

Jeg er enig med kritikeren i at dette er en suveræn film, hvad angår spænding og skuespil. Og hvis man ikke ligefrem havde håbet på en klassisk western, så er dens moderne form også ganske forførende.

Det eneste der er lidt irriterende, er at man ikke helt forstår Ben Wades (Skurken: Russell Crowe) voksende sympati for Dan Evans (Helten: Christian Bale). Når Wade selv påstår sin hensynløshed og tydeligt viser det over for alle andre karakterer i filmen, så mangler man lige at få tydeliggjort hvad det er ved Evans, som er så specielt, at Wade ser anderledes på ham.

Kritikeren i artiklen kunne med fordel lige have tjekket IMDB for navneforvirring. (http://www.imdb.com/title/tt0381849/).
Sønnen hedder William og ikke Byron, som derimod er en ældre cowboy spillet af Peter Fonda. Og så bliver der i anmeldelsen mixet godt rundt mellem navnene på de to hovedkarakterer. Skurken hedder Ben Wade og spilles af Russell Crowe og rancheren der skal følge ham til toget mod Yuma er Dan Evans spillet af Christian Bale.