Læsetid: 4 min.

Romeo i undertrøje - og Julie på malerstige

Shakespeare stortrives hos Mikkelsen og Magnussen. De brænder, de smitter, og de forføreri 'Flammens Muse'
Thomas Magnussen og Lars Mikkelsen er Shakespeare-demagoger af mest charmerende skuffe, når de går på frit replikrov hos den gamle mester. Og imens hvisler Klaus Risager sørgesus og vredehvisken som forestillingens gudsbenådede musikgalning.

Thomas Magnussen og Lars Mikkelsen er Shakespeare-demagoger af mest charmerende skuffe, når de går på frit replikrov hos den gamle mester. Og imens hvisler Klaus Risager sørgesus og vredehvisken som forestillingens gudsbenådede musikgalning.

Martin Tulinius

8. januar 2008

Shakespeare driver sine beundrere til det værste. Og det modigste. Se nu bare skue-spillerne Lars Mikkelsen og Thomas Magnussen. De stiller sig bare op i macho-undertrøjer på en helt nøgen scene i Kanonhallen og citerer Shakespeare i Flammens Muse, sådan lige fra bogen og hjertet - og så opstår der den mærkeligste magi. Ordene fylder rummet, engelske og danske replikker flyder sammen, og så blusser de hedeste følelser af kærlighed og jalousi, lige for øjnene af tilskuerne. Og performerne kræver, at tilskuerne er med: De taler ikke videre, før vi gengælder deres blikke.

Scenografi er der ikke. Rekvisitter er der knap nok. Ordene kan tilsyneladende fremtrylle alle billederne, helt alene. Til gengæld er der musik. Klaus Risager er forestillingens gudsbenådede musikgalning. Hans foretrukne instrument er et klaver, der er strippet for både tangenter og træplader - tilbage er kun de lodrette strenge, som han knipser sine fingre hen over med poetisk stormsans. Ellers synger han bare op ad sin egen prerecordede stemme, der smisker "Sigh No More Ladies". Jo tak, det kan han sagtens sige. Han er narren, der har adgang til alle ord - uden sukker, uden pænhed og uden medfølelse. Men han er også den, der har brændt sig på flammens muse, men som alligevel bliver ved med at stikke sin mund ind i ilden i håbet om et kys.

Flirtefingre

Tekstcollagen er performernes egen, redigeret af instruktøren Barry KcKenna, der kan sin Shakespeare bedre end de fleste efter underfundige opsætninger for Loyal Shakespeare Company og London Toast Theatre. Og mandehørmen er helt på sin plads her i Williams barske univers. Mange af teksterne handler jo netop om mænds forestillinger om verden - og deres lige så fejlslagne forestillinger om sig selv.

'13 værker, 3 mænd, 1 scene,' står der på plakaten for Flammens Muse. Men naturligvis er de 13 værker kun i korte uddrag.

Selvfølgelig er Romeo med. Den 33-årige Magnussen har vundet førsteelskerpartiet med sin bløde stemme og sine lysende øjne; den mand kan se på én, så man ikke kan flytte øjnene igen. Derfor må den 43-årige Mikkelsen for en gangs skyld droppe forførerrollen - og spille Julie. Det er unægtelig en casting af de sjældne, men Mikkelsen er uendeligt rørende og næsten smuk som Julie. Og forelskelsen flammer helt vidunderligt mellem de to strithårede mænd - åh, Romeo! Blufærdigheden, uovervindeligheden, lidenskaben, tvivlen, henrykkelsen - og bekymringen, begæret, beslutningen ... Ordene flammer, og balkon har de ikke, men en malerstige kan tydeligvis gøre det. Med Mikkelsens fingre i heftig flirt med stigens hængsler, når de nu ikke kan vandre hen over Romeos krop nede i haven.

Jordbærgift

Jovist, disse Shakespeare-lovers har også lånt replikker fra stykker som Macbeth og Kong Lear, og i Julius Caesar opfinder de lagentogaer af de muntre. Alligevel er det deres vildskabstolkning af Othello, der er stærkest. Her har de tilladt sig at svinge lidt rundt med det skæbnesvangre lommetørklæde med de broderede jordbær, men det hjælper ikke på smerten, når Mikkelsens Jago vender al sin demagogiske kraft og sin intrigerende hjælpsomhed mod Magnussens naivt lykkelige Othello. Man kan ligefrem se, hvordan Mikkelsens ord drypper gift ind i øjnene på Magnussen og farver blikket sort. Det er skræmmende og imponerende modbydeligt.

Ideen med at lade den engelske urtekst lege med den danske oversættelse fungerer som et muntert spil oven i Shakespeares egen replikleg. Oversættelserne er hovedsagelig af Lembcke, for spillerne foretrækker tydeligvis en stil, der både er direkte og poetisk.

Drømmedrenge

Performernes engelske er desuden usædvanligt smukt. Magnussen er uddannet fra Guildhall School of Music and Drama, og det noble engelske passer elegant ind i hans moderne krop og hans friske stemme. Hans gale-Hamlet har en overrumplende hurtighed og lethed i en krop, der spurter lige så hurtigt som ordene. Og hans desperate 'To be or not to be'-Hamlet har en moderne des-peration, der virker helt afklaret i sin dødsrejse. Om få uger vil Magnussen også være at se i flere mindre roller i Skuespilhusets nye Hamlet, dog kun på dansk. Og nu vil Det Kgl. Teater nok ærgre sig fælt over, at det var Kaleidoskop, der løb af med Flammens Muse, der ville egne sig fænomenalt til Skuespil-husets portscene.

Jeg kan ikke mindes, hvornår jeg sidst har oplevet sådan et teatermix af uhæmmet orddyrkelse og samtidig vild sanselighed. Undervejs greb jeg mig selv i at glemme at lytte til disse vidunderlige ord, simpelthen fordi det blev mere interessant bare at lytte til stemmernes glødende inspiration og musikkens medvidende knitren - og derigennem forstå teksternes essens.

Men bare rolig. Forestillingen slutter med Stormen, rigtigt på engelsk med "we are such stuff as dreams are made of". Flammedrengene udlever deres drømme.

Flammens Muse. Tekst: William Shakespeare, både originalen og i diverse danske oversættelser. Tekstcollage: Teamet. Instruktion: Barry McKenna. Musik: Klaus Risager. Lyddesign: Mikkel Kroner. Lys: Bjarne Olsen. K2/Kanonhallen til 26. januar. www.kaleidoskop.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu