Anmeldelse
Læsetid: 2 min.

Som han dog så ud!

Monumentalt værk om H.C. Andersen som ikonografisk objekt
Kultur
31. januar 2008
"Jeg er fanden!" Monumentalt værk om H.C. Andersen som ikonografisk objekt

En lille pige i den københavnske borgerkultur midt i 1800-tallet blev præsenteret for H.C. Andersen. Hun blev slagen med rædsel ved digterens usædvanlige grimhed og stirrede forfærdet på ham. Da spurgte han hende: "Véd du, hvem jeg er?" Og over for det målløse barn svarede han selv: "Jeg er Fanden!" Hun tog flugten.

Pigen var Helena Nyblom (1843-1926), der fortæller om det i sine erindringer. Hun var datter af maleren Jørgen Roed, blev svensk gift og udsendte omkring 1900 nogle samlinger eventyr, mest kendt i Sverige, hvad man kan læse om i Gunnel Vallquists biografi om hende (Norstedts 1987).

Nu er der flere meninger om Andersens udseende. Fordomsfrit betragtet var han en flot mand, med store træk, en ordentlig gynter midt i ansigtet, små, stærke, en anelse skelende øjne, lange lemmer hyllet i store frakker og bukser med plads til både ham selv og hans skygge. En stærk udstråling kan konstateres, så alverdens fotografer stimlede til uden at mætte hans egen trang til eksponering, vedgået og kommenteret side op og side ned i hans dagbøger. Malerne og tegnerne var med, sådan at vi har ham i mange versioner og fortolkninger. Bjørn Ochsners ikonografi fra 1957, Fotografier af H.C. Andersen, har lagt grunden.

Ejnar Johansson har med Andersens ansigter (1992) fortalt hans liv, som det blev set af danske og udenlandske billedkunstnere. Niels Oxenvads H.C. Andersen. Et liv i billeder (1995) lægger vægten på hans omgivelser, mens Henrik G. Poulsen gik i sporet af Ochsner med sin meget smukt udstyrede fotografihistorie med Andersen som model i 110 af de 174 optagelser af ham, man kendte i 1996: Det rette udseende. Fotografernes H.C. Andersen. Den havde bl.a. Tove Thage som fødselshjælper.

Monumental udgivelse

Hun har fundet 40 nye optagelser frem og har udgivet en nærmest monumental ikonografi, en udvidet registrant over hele herligheden, ligeledes med forfinede og forstørrede gengivelser, og har dermed på den vis bevaret disse 'danefæ' fra mange skjulesteder og syv forskellige lande, lige fra begyndelsen med det første portræt overhovedet i 1844, da Daguerres opfindelse kort forinden var ankommet til Danmark.

Hun har fundet originalnegativer uden før eksisterende aftryk, identificeret, beskrevet det hele, fotograf for fotograf. Det såre nyttige værktøj er blevet en fin teknisk kulturhistorie. Den grundige indledning fortæller om Andersens viden om og optagethed af processerne, ligesom han aflæses fysiognomisk, vi hører om hans brug af fotografier, egne og andres. Et kronologisk panorama viser dem alle i mærkatformat, hvorefter de ordnes efter ophavsmænd med biografier. Til slut en konkordans til Bjørn Ochners 50 år gamle registrant.

Det er en fryd at gå på jagt i det gode bogværk med det underlige geni som ledefigur i fotoportrættets historie, som revolutionerede billedkunsten og ret beset tvang maleriets modernisme frem, væk fra realismen. De er ellers kunstige nok, disse atelierbilleder, hvor digteren først poserer med skjult pind i nakken, professionel i rollen som åndfuld kunstner eller med akrobatiske benstillinger.

Han var og er bekendt for sin forfængelighed, men havde jo bedre grund til den end de fleste. Det skal vi ikke pege fingre ad, men være taknemmelige for. Værd at se på er han i profil og halvprofil, som han klogt nok foretrak. Gid andre af guldalderens stjerner havde været lige så flittige. Om de så lignede fanden selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her