Læsetid: 4 min.

Scener fra en fankultur

Idolet bliver menneskeligt og almindeligheden sati scene i sydafrikanske Candice Breitz' forunderlige værker. Louisiana Contemporary sætter med vinterens udstilling foreløbigt punktum for et imponerende strejftogi den internationale samtidskunst
Idolet bliver menneskeligt og almindeligheden sati scene i sydafrikanske Candice Breitz' forunderlige værker. Louisiana Contemporary sætter med vinterens udstilling foreløbigt punktum for et imponerende strejftogi den internationale samtidskunst
14. januar 2008

Vi kender dem alle sammen. De her lidt drømmendetyper, hvis teenage-værelser var klistret til med plakater af Wham, Michael Jackson eller Madonna, og som havde skrevet I LOVE YOU på den dyrt indkøbte t-shirt med New Kids on the Block. Det var en fase, vi alle måtte igennem, og som nogle aldrig helt kom sig over. Selv gemte jeg på billetten fra en koncert med Liza Minnelli i årevis. Man måtte jo finde sig en niche på det snævre marked for identitetsskabende rolle-modeller.

Og de findes endnu, fans'ne. I virkeligheden og i den sydafrikanske kunstner Candice Breitz' forunderlige værker, som netop nu kan opleves på Louisiana som den sidste i udstillingsrækken Louisiana Contemporary. Med blot fire monumentale fotografier og en enkelt videoinstallation, der til gengæld i sandhed også er monumental i størrelse, leder Candice Breitz sin betragter ud på en rejse til spejlingens overdrev - og til et møde med et af mediekulturens mere excentriske fænomener:

Den galoperende og hudløst inkarnerede idoldyrkelse.

Debatskabende isbryder

Der er sket meget, siden Candice Breitz i slutningen af 1990'erne blev skarpt kritiseret for sine collager af sorte og hvide kvinder hjemme i Johannesburg. Kritikken kom fra kuratoren af den anden Johannesburg Biennale i 1997, den dengang som nu højt profilerede og yderst farve-optagede Okwui Enwezor, der senere skulle slå sin berømmelse fast med udnævnelsen til kunstnerisk leder af den 11. Documenta i 2002.

Problemet med Breitz' collager var for Enwezor, at den unge hvide, kvindelige kunstner netop ikke tematiserede farveforskellen på sort og hvid i sine værker, men snarere forholdt sig til kvindebilledet som medieskabt typologi på tværs af den lokale racemur. En forkærlighed for typologien, som hun i øvrigt også forfølger i sine senere værker.

Breitz besvarede kritikken med udgivelsen af en hel antologi, der under titlen Grey Areas (1999) præsenterede 33 forskellige vinkler på problematikken omkring kunst og repræsentation i sydafrikansk samtidskunst. Bogen blev en vigtig debatskabende isbryder på den tabubelagte sydafrikanske kunstscene, og den slog Breitz' navn fast med syvtommersøm som politisk engageret og æstetisk kvalificeret kunstner.

Hvorefter Breitz forlod Sydafrika for at videreuddanne sig i USA og siden slå sig ned i Berlin, hvor hun bor og arbejder i dag.

Når idolet dyrkes

Og resten er historie, som man siger. Candice Breitz har de sidste år overalt i verden udfoldet sin produktion af konceptuelt velfunderede og knivskarpt produceredevideoværker, hvori hun forholder sig undersøgende til tidens billedkultur og dens typologier, spejlinger og fællesskaber. Blandt Breitz' mest kendte værker er Father + Mother, der blev vist på Venedig Biennalen i 2005, og som er krogen til hendes nuværende udstilling på Louisiana, der købte værket.

Dette værk er overskudsagtigt nok udeladt af sammenhængen, der i stedet er tunet skarpt ind på Breitz' seneste værkserie Monuments. Her oplever vi fordelt på fire forskellige tableau vivants den rene og skæreste fankultur. Det er ikoner fra stjernehimlens fjernere og mere skæve galakser, som Breitz har brugt til værkerne, som ABBA, Britney Spears, Marilyn Manson og GratefulDead. Til gengæld er det helt almindelige mennesker, der i værkerne opfører deres betagelse af idolerne enten gennem påklædningen, posituren, rekvisitter eller en skøn blanding af det hele.

Det helt geniale ved Breitz' fire værker er, at de på én og samme tid reflekterer virkeligheden bag idealet og sætter almindeligheden i scene. Hverdagens anonyme skikkelser fremkaldes pludselig som individuelle ansigter, idet de mimer idolet og bekender deres identifikation med billedet. Og der sker på én gang en rørende udveksling mellem de forskellige fans og deres idoler, der på mærkværdig vis bytter persona i værket, og så de mange fans imellem, der i værkerne knyttes sammen i identitetsfællesskabets solidariske sfære.

Melankolsk moment

Bjergtagende er også Candice Breitz' monumentale videoværk Working ClassHero. Her fremfører 25 dedikerede John Lennon-fans hele Lennons første soloalbum efter bruddet med Beatlesi 1970 i munden på hinanden fra første til sidste ord. Man trækker uvilkårligt på smilebåndet ved synet af de syngende ansigter, der giver sig fuldstændigt hen til sangen. Igen er det den personlige fortolkning af idolet og den individuelle indlevelse i sangen, der skaber værkets magiske tiltrækning.

Det er svært ikke bare at give sig hen til Breitz' overraskende, forførende og humoristiske univers. Bag de dristige positurer og fjantede udklædninger, for slet ikke at tale om de mildest talt modige fremførelser af Lennons sange, gemmer sig imidlertid et ganske melankolsk moment. For hvem er disse almindelige mennesker, når de ikke bærer idolets maske? Er de så atter henvist til virkelighedens mørke anonymitet? Det er selvfølgelig i dette moment, at nutidens billed-afhængighed viser sig, og værkernes kritiske potentiale træder i karakter.

Candice Breitz, Louisiana Contemporary, 9. januar-30. marts. www.louisiana.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu