PARIS - Det var ikke med et let sind, at overtegnede i sidste uge gik i gang med den 80-årige Simone Veils erindringer, der, lige siden de udkom for lidt over to måneder siden, har ligget øverst på de franske bestsellerlister. For 10 år siden læste jeg Primo Levis Hvis dette er et menneske og besluttede, at nok var nok. Der kan ikke være noget nyt at berette om Holocaust efter dette.
Det var selvfølgelig noget vrøvl, en udmattet mental kortslutning fremkaldt af en trang til at beskytte sig selv mod bøger, der er smertefulde eller som i Levis tilfælde både opkast- og tårefremkaldende. Og Veils biografi lægger naturligvis endnu en uforglemmelig personlig fortælling til i rækken. Om et liv delvist i skyggen af verdenshistoriens mest barbariske folkemord.
Hendes biografi går imidlertid langt videre end at berette om det uberettelige. Simone Veil er langt mere end en forfatter og en overlever af Shoah (hebraisk for Holocaust); hun har først i slutningen af sit liv og efter mange forgæves overtalelsesforsøg, besluttet sig for at fortælle sin personlige historie.
I sin professionelle karriere har hun udvist en usædvanlig determination til at udrette noget med sit liv. Usædvanligt for sit køn i et land præget af solid sexisme - i særdeleshed i de to fag, hvor Veil har virket, i den franske juridiske og politiske verden - og for sin generation. Så sjældent er hendes liv og karriere, at hun i dag står som det største levende ikon for franske kvinder af alle aldre.
Den sidste del af bogen kan derfor læses som et feministisk manifest af de helt store.
"Hvorfor vil du dog arbejde," spørger hendes mand Antoine undrende den unge mor til tre små børn.
Veil er godt nok jurist, men hun behøver vel ikke at bruge sin eksamen i praksis, mener Antoine, der selv er kandidat fra den franske eliteskole Ecole Nationale d'Administration med et godt job. Kan hun ikke gøre uddannelsen og opdragelsen af sine børn til sit livs kald ?
Veil hidkalder sig sit livs forbillede og sol - sin mor, som hun i en alder af 18 år mister i KZ-lejren en måned før befrielsen, hvor moderen dør af tyfus, et tab hun aldrig er blevet færdig med at sørge over - og fastholder sit projekt i modereret form. I stedet for praktiserende advokat bliver hun som 27-årig den første kvinde, der kommer igennem læretiden i det franske magistratssystem.
Politikeren
Senere bliver hun centrum-liberal sundhedsminister under præsident Valéry Giscard d'Estaing og senere igen socialminister. I 1979 bliver hun den første (og indtil videre eneste kvindelige) præsident for Europa-Parlamentet, hvor hun var medlem til 1993. Som minister gennemførte hun den fri abort i Frankrig og bedre adgang til p-piller.
Hendes engagement i national og international politik beskrives levende i bogen. I dag er hun som 80-årig blot for et halvt år siden gået på en art pension, men bestrider nu posten som formand for den franske la Fondation pour la Mémoire de la Shoah (fond til minde om Holocaust, red.).
Men før man når den livsbekræftende historie om at komme ud på den anden side af naziforfølgelserne og foretage en enestående politisk karriere, læser man imidlertid med tungt sind - fordi man ved, hvad der venter - om den idylliske barndom sammen med to brødre og to søstre i Nice i Sydfrankrig. Ikke en skygge findes i barndommens lykkeland: "Feerne hvilede i vore vugger".
Den unge Simone vokser op i en sekulær jødisk familie; chokket er derfor desto større, da udviklingen langsomt tvinger den jødiske identitet ned over familien. Senere - på vej til KZ-lejren og under tatoveringen af hendes fangenummer på underarmen - er det slet og ret ufatteligt for den 16-årige pige, hvad det er, der foregår. Hendes fantasi omfatter ikke det barbariske.
"Vi er ikke længere mennesker, kun kvæg. En tatovering er uudslettelig."
Længere henne i bogen står et uforglemmeligt eksempel på, hvordan det franske samfund ikke vil høre om, men helst glemme Holocaust. I 1950'erne spørger en fransk embedsmand under en reception på en ambassade Simone Veil om, hvorvidt det er hendes garderobenummer, hun har på armen. Derefter går hun med lange handsker.
"Vi ønskede at fortælle, men ingen ønskede at lytte."
Tidligt i bogen fortæller hun også, hvordan en ung Raymond Aron spiller tennis med hendes mor i 1930'erne. Han beretter om bl.a. bogbrændingerne og de begyndende jødeforfølgelser i Tyskland.
"Ingen troede på ham."
Deporteringen
I 1944 deporteres hun med sin søster og sin mor til Auschwitz-Birkenau. Deres falske id-kort bliver afsløret. En anden søster er gået ind i den franske modstandsbevægelse og sendes senere til Ravensbrück. Faderen og en bror myrdes i Litauen. Senere ender hun i Bergen-Belsen via en såkaldt kapo (en fange der fungerede som håndlanger for nazisterne), som fatter medlidenhed med hende:
"De er for ung og for smuk til at dø her," lyder beskeden til Veil, som med et ufatteligt mod svarer, at hun kun vil reddes, hvis hun kan få sin mor og søster med sig.
Det lykkes, og er for Veil selv et bevis på, at det er hendes ungdom og modstandskraft, som bistået af skæbnens held redder hende gennem krigen.
I Birkenau bliver hun i starten bl.a. sat til at bygge ramper, der fører ungarske jøder - ældre, kvinder, børn - direkte fra togtransporterne ind i gaskamrene.
Her møder hun igen meningsløsheden. F.eks. i de systematiske rutiner i nazisternes udryddelse. Hvorfor skal unge kvinder strippes nøgne og desinficeres for bakterier, før de gasses. Hvorfor tildeles "gravide kvinder ekstra nærende kost, når de som regel blev gasset lige efter de var nedkommet og de nyfødte alligevel også blev systematisk dræbt". Hvorfor skal de tvangsarbejdere, der er sat til at male, have ekstra mælk "for at hindre spredningen af sygdomme, selv når de skal dø dagen efter."
"Vi ved det ikke," svarer Veil selv.
Opgør med Arendt
Men hun gør kort proces med Hannah Arendts berømte teser om ondskabens banalitet og kollektive ansvar. Et sted skriver hun:
"Denne pessimisme behager mig ikke (...) en dårlig kollektiv samvittighed tillader alle at ønske sig selv tillykke med en god individuel samvittighed: det er ikke mig, der er ansvarlig, det er alle."
Og hun spørger retorisk i samme forbindelse, hvordan det med Arendts teser er muligt at forklare hin enkelte, som undslipper barbariet og udøver civil courage midt i umenneskeligheden.
I den forbindelse hylder hun de franske borgere - les Justes (de retfærdige, red.) - som med stor fare for eget liv skjulte de franske jøder under krigen i deres egne hjem. Det var takket være dem, at blot en fjerdedel af det franske jødiske samfund blev sendt i dødslejrene, et af de laveste tal for de tysk-besatte lande. Men stadig må man ikke glemme, at af de cirka 76.000 franske jøder, der blev deporteret, overlevede blot omkring 2.500. Herunder Simone Veil og hendes to søstre.
I sit senere politiske arbejde blev Veil en utrættelig fortaler for forsoningens politik - og for et stærkt politisk Europa, der kunne indbinde et demokratisk og nyt Tyskland i en konstruktion, der sikrede overholdelsen af menneskerettigheder og respekt for minoriteter.
I en tale holdt til FN i januar 2007 (optrykt i bogen) roste hun igen les Justes. De udgør et eksempel på, at mennesket har et valg: Det er muligt for den enkelte at afvise volden, antisemitismen, racismen og hadet: "Shoah er både 'vores' hukommelse og 'jeres' arvegods," minder hun om.
Det ville være fortjent med en hurtig dansk oversættelse.
