Læsetid: 3 min.

Sindets angstfraktur

Haiku. Pia Tafdrup respekterer formens regler, men 101 haiku af den art, hun helst praktiserer, får læseren til at gispe efter luft
Haiku. Pia Tafdrup respekterer formens regler, men 101 haiku af den art, hun helst praktiserer, får læseren til at gispe efter luft
24. januar 2008

At Pia Tafdrup drages af digtningens stramme og knappe former, demonstrerede Tusindfødt (1999), hvori fire linjer var tilstrækkeligt til hver af de 101 tekster. Samme antal digte har Boomerang, hvis titel hentes fra følgende strofe præcis i midten af bogen:

I hvirvelkast frem,
delfin flænser gennem vand.
Havets boomerang.

Linjetallet er nedbragt til tre, og stavelsesmængden holdes konsekvent på de sytten, altså en klassisk haikuform, som vi på det seneste har set den praktiseret af Suzanne Brøgger (Lotusøje, 1999) og Lone Munksgaard Nielsen (Rimgræs, 2003), og som Pia Tafdrup ifølge forlagets 'vaskeseddel' lærte den at kende under en rejse til Japan i 2005.

Japansk vs. dansk

For en læser, hvis glæde ved haiku hovedsagelig skriver sig fra møder med mesteren Basho (1644-94), læst i engelske oversættelser af hans smukke vers og indsmigrende vandringsberetninger (med de heri indlagte strofer), kan det være vanskeligt at frigøre sig fra den forestilling, at ægte haiku skal være luftige og gennemlyste af zen. Bashos tekster er som regel kendetegnet ved sødme, ydmyghed, ensomhed, lethed - samt ikke mindst en ægte japansk tedrikkers respekt for rituelt, almindeligt liv.

At læse hans tekster på rad kan minde om at vandre på papirtynde sandaler med en lillebitte pose på ryggen. Heroverfor kan Pia Tafdrups haiku indimellem tage sig ud som rapporter fra tvangsarbejder i saltminerne. Af denne grund bliver Boomerang næppe et boom af rang.

Brønd og bro

De bærende motiver i bogen er kærlighed og krig, den gennemgående stemning en nedtrykthed, der skiftevis er indadvendt og verdensbekymret. Dog, retningen går opad og udad. Opad, som i det første digt:

Fra et mørkt brønddyb
hver dag klatre mod stjerner
uden at græde.

Og udad, videre, som i det sidste digt, der sender små hilsner tilbage til Pia Tafdrups egne samlinger Sekundernes bro og Når der går hul på en engel:

Livslang indsigt at
krydse sekunders bro. Sår
dækkes af ny hud.

Læg i begge disse eksempler mærke til den klangmæssige kræsenhed (ø'erne det ene sted, i'erne det andet), og bemærk den syntaktiske variation her oventil et skift fra infinitiv til en kort fremsættende sætning.

Brutale brud

Aldrig så snart har man (rundt om i bogen) vænnet sig til en staccato form med tre eller endda hele fire sætningsemner oven i hinanden, før digteren raffineret skifter struktur og hidsætter haiku i en upåfaldende sætningsbygning. Ligeledes er hun ofte skrap til at skabe overraskende brud:

Hånden er vinden,
florlet berøres sjælen.
Drømmes minefelt...

De tre prikker (der vistnok skal signalere, at her er digteren 'tief' som man siger på tysk), kunne jeg sagtens undvære, men ordet "minefelt" falder flot. Her kender man atter den rå, kompromisløse Pia Tafdrup.

Kyssets evighed

Flotte og følsomme er især spredte tekster, hvor kærlighedsmotivet skrives frem, f.eks. denne:

Ømhed, åben favn.
Uventet rose i frost -
vinters glædesblus.

Eller denne, hvori man dog muligvis kan savne genrens klassiske vip, bruddet mellem to elementer, som på én gang adskilles og sammenføjes:

Kyssets evighed -
to flyvende, der ikke
kan lande igen.

Fæle forekommer til gengæld andre tekster, hvis tendens til fortænkthed får linjerne til at skurre:

Tropper rykker ind,
stolt knoglehus kollapser -
sindets angstfraktur.

Det minder mest af alt om en psykiatrisk diagnose leveret som sms.

Og i et andet eksempel bliver for mig at se billeddannelsen ufrivilligt komisk:

Hjulet punkteret
på søvnens vogn lastet med
et livs fuglefløjt.

Jeg kan udmærket se det sjove paradoks, at fuglefløjtene er for lette til at tynge en transportvogn; men til gengæld trækker billedet fra starten digtet ned.

Haiku som motto?

Lad mig til sammenligning selv komme med et haiku, der er virkelig plat:

Vingummibamser.
Skumbananer. Piratos.
Slik er ikke sundt.

Her har man da i det mindste den enkelhed, som vi ofte kan savne i Boomerang plus den didaktiske dybde, genren havde, før Basho kom til. Måske kunne min lille tekst bruges af Sundhedsstyrelsen? I så fald ville den få, hvad digtene i Boomerang for mig at se mangler eller har mistet: et tag i verden, udveksling med den.

Jeg spekulerer f.eks. på, om ikke nogle af Pia Tafdrups haiku kunne have en anvendelsesmulighed som motto i diverse sammenhænge. Eksempelvis hos Vejdirektoratet:

Saltkorn strøet ud
over isglat mareridt.
Én farbar retning.

Eller som del af en pjece fra foreningen Aldrig Mere Krig:

Ingen undskyldning
gives: Sværdet kan ikke
skilles fra hånden.

Hvorfor kan sværdet for resten ikke det? Et sværd kan jo knækkes og lægges ned. Men forbehold af denne art virker som rene utidigheder over for dén sammenbidte og indædte alvorsfuldhed, der her til slut får mig til at konkludere at Pia Tafdrups haiku trods den formmæssige dygtighed skriger på - vel ikke decideret grinebideri, men måske bare lidt frisk luft.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu