Også på skrift kan Woody Allen være sjov. Hvad enten han fabulerer over nogle af tilværelsens mere bizarre tildragelser eller tager gas på New Yorks bedre borgerskab og sit eget fag, filmen, har den 72-årige filmskaber satirikerens sikre sans for overdrivelse, manuskriptforfatterens fornemmelse for vittige ordspil og stand up-komikerens selvironi og evne til at levere en effektiv punchline.
Gennem snart 40 år har Allen, der begyndte karrieren som vittighedsleverandør og scenekomiker, lavet omtrent en om film året, mange af dem med sig selv i hovedrollen, samtidig med at han mere eller mindre fast har skrevet små, skarpe noveller til magasinet The New Yorker. De nyeste af de noveller - samt en håndfuld, der ikke har været trykt før, 18 i alt - er samlet i bogen Mere Anarchy (på dansk: 'Rent anarki'), der udkom for ganske nylig og er en regulær fornøjelse at læse sig igennem. Ikke mindst hvis man forestiller sig Allens mest kendte persona, den lille, neurotiske, intellektuelle,jødiske new yorker som hovedpersonen.
Flere af de yderst pointerede noveller kunne have været forstudier til scener i nogle af instruktørens lettere komedier, især hans helt tidlige koncept- og sketch-film - f.eks. Mig og revolutionen (1971) og Mig og fremtiden (1973) - hvor gag fulgte på gag, og vittighederne kun nødtørftigt var bundet sammen af en tynd og basalt set ligegyldig historie.
De fleste af novellerne har en eller anden form for udgangspunkt i virkeligheden. Som f.eks. den Chandler- og Hammett-inspirerede "How Deadly Your Taste Buds, My Sweet", der er en slags parafrase over Ridderfalken med en 2,6 pund stor trøffel som plottets eftertragtede omdrejningspunkt.
Woody Allen har, som det fremgår af den lille tekst, der indleder novellen, læst i avisen om en trøffel, der blev solgt for 110.000 dollars på auktion til en mand i Hong Kong. Det har pirret hans nysgerrighed og sikkert også forekommet ham vanvittigt, hvorfor han i sin novelle lader en privatdetektiv, en Marlowe-klon, opdage en skjult verden af dyre delikatesser.
"The bidding at Sotheby's was spirited. A quiche went for three million, a matched pair of hard-boiled eggs fetched four, and a shepherd's pie once belonging to the Duke of Windsor sold for six million."
De uskrevne sociale konventioner, der styrer menneskers liv og er emnet for flere af Woody Allens film, kommer han også ind på i nogle af novellerne. I "The Rejection" får forældrene til treårige Mischa at vide, at sønnen trods bestikkelse og forbindelser ikke har fået plads i den fornemme børnehave, der skal sikre ham en glorværdig fremtid og karriere. Faktisk betyder afslaget, at også forældrene er færdige med at begå sig i New Yorks finere kredse.
Fjollet eksistentialisme
En kollega til Mischas far fortæller om en anden dreng, der heller ikke kom ind:
"'Having no substantial background in such matters as decorating cupcakes or the sandbox, the boy was totally unprepared for the cruelties life held,' Siminov went on. 'In the end he worked menial jobs, finally pilfering from his employer to keep up an alcohol habit. By then he was a hopeless drunkard. Of course, pilfering led to thievery and ended up with the slaughter of his landlady and her dismemberment.'"
I "This Nib for Hire" fortæller Allen om en ung, ambitiøs og seriøs forfatter, Flanders Mealworm, der ringes op af filmproducenten E. Coli Biggs - fantastiske navne - som vil have ham til at lave en novelization - en bogudgave - af noget så useriøst som en Three Stooges-film.
Hvilket vor helt gør trods sine fornuftige forbehold over for det fjollede slapstick-forlæg, der kun er sjovt, når man er otte år gammel:
"'The Dilapidated Ford pulled up before a deserted farmhouse,' I went on, 'and three men emerged. Calmly and for no apparant reason the dark-haired man took the nose of the bald man in his right hand and slowly twisted it in a long, counterclockwise circle. A horrible grinding sound broke the silence of the Great Plains. 'We Suffer,' the dark-haired man said. 'O woe to the random violence of human existence.'"
Biggs foregiver begejstring, da Mealworm læser op af sin bog, hvor fjollerierne er forvandlet til eksistentielt sortsyn - "'This is only magnificent. It's Johnny Steinbeck, it's Capote, it's Sartre. I smell money. I see honors.'" - men producenten er forsvundet sporløst, da forfatteren med pakket kuffert og klar til Hollywood dukker op på hans hotel.
Komedie eller drama
Det er paradoksalt, at en mand, der er så sjov som Woody Allen og gennem så mange år har henrykket verden med en lang række meget morsomme og betydningsfulde sædekomedier fra New York og omegn, i virkeligheden hellere vil tages alvorligt som instruktør af dramaer.
Det taler Allen meget om i en ny, interessant interviewbog, Eric Lax' Conversations with Woody Allen. Lax har kendt instruktøren i næsten lige så mange år, som Allen har lavet film, og de interviews, der er rygraden i bogen, er fra de tidlige 1970'ere og helt frem til i dag.
"Det var sjovt at lave vittigheder og høre dem blive grinet ad," siger Woody Allen i 2005 om sin tid som komiker og sine tidlige film, f.eks. Mig og moneterne (1969) og Kærlighed og død (1975).
"Men selv dengang håbede jeg, at det ville blive et springbræt til de mere alvorlige ting, jeg nyder mere. Jeg ved godt, at det altid bliver læst som, at 'åh, han hader komedie'. Men selvfølgelig elsker jeg komedie, og hvis jeg zapper rundt på tv-kanalerne, og jeg falder over Marx Brothers eller Bob Hope, stopper jeg altid op og ser det og griner med. Men de ting, jeg holder mest af at se, er alvorlige ting."
Således er den af sine egne film, som Woody Allen er mest tilfreds med, dramaet Match Point (2005), der bestemt også er en af hans bedste film i mange år. (Den værste er ifølge Allen selv Skorpionens forbandelse.)
"Det var sjovt at lave Match Point, og jeg var meget involveret som publikum, da jeg lavede filmen," siger han til Eric Lax.
"Jeg elskede, at jeg ikke selv var med i den, jeg elskede, at den var alvorlig, og da den havde premiere, havde jeg det godt med den, og den havde substans, og jeg var stolt af den. Hvorimod jeg finder det svært at blive interesseret i en komedie, især en komedie, jeg spiller med i - hvilket automatisk gør den fjollet, fordi jeg er en fjollet komiker, jeg er en lavkomiker."
Kvalitet og kvantitet
Woody Allen har måske en pointe, men han er også unødigt hård ved sig selv, når man tager i betragtning, at han står bag mesterværker som Annie Hall (1977), Manhattan (1979), Hannah og hendes søstre (1986), Små og store synder (1989) og Harry stykke for stykke (1997), der alle har ham selv på rollelisten og lykkes med den svære kunst at holde balancen mellem menneskeligt drama og sædekomedie - samtidig med, fortæller han i Lax' bog, at han trækker på oplevelser i sit eget liv, men forstørrer og forvrænger dem så meget, at de næsten ikke er genkendelige.
Siden Allen skrev vittigheder til kendte tv-komikere i 1950'erne har Ingmar Bergman været hans store idol, og i 1980'erne forsøgte Allen sig endda med et par Bergman-inspirerede dramaer. Da Bergman døde tidligere i år, var Allen en af dem, der mindedes den store svenske kollega:
"Kan ens arbejde være influeret af Groucho Marx og Ingmar Bergman? Det lykkedes mig at absorbere én ting fra ham, der ikke afhænger af geni eller talent, men kan læres og udvikles. Jeg taler om det, der ofte løst kaldes arbejdsetik, men reelt bare er god gammeldags disciplin. Af ham lærte jeg at prøve at gøre det bedste stykke arbejde, jeg er i stand til på et bestemt tidspunkt og lave en film og bevæge mig videre til den næste. Bergman lavede omkring 60 film i sit liv. Jeg har lavet 38. Hvis jeg ikke kan nå hans kvalitetsniveau, kan jeg måske i det mindste nå hans antal."
I morgen er der premiere på Woody Allens seneste film, Cassandra's Dream - et eksistentielt skæbnedrama ikke ulig Match Point, hvor Ewan McGregor og Colin Farrell spiller to brødre, som tager et valg, der forandrer deres liv for evigt. Allen er ikke selv med i filmen, som heller ikke er spor (lav)komisk og kun understreger hans forkærlighed for dramaet og især den græsk-inspirerede tragedie.
Men som fan af Woodys komedier, ønsker man sig, at han snart laver endnu en af de helt store af slagsen, hvor humor og alvor ubesværet går hånd i hånd. Det er trods alt her, han oftest har understreget sit uomtvistelige geni.
