Anmeldelse
Læsetid: 1 min.

Splitternøgne sportschicks

Kultur
18. januar 2008

Føler man trang til at byde nypuritanismen trods, er Robert Townes Personal Best (1982) lige sagen. Filmen følger et hold unge idrætskvinders kamp for at kvalificere sig til de Olympiske Lege, og kameraet er med på en kikker, når de skal i dampbad. Der er dog andet og mere end simpel husarlummerhed på spil, da synet af atleternes nøgne kroppe løbende minder os om den relativt sårbare konstruktion, deres hele livsprojekt hviler på.

Towne er primært kendt som manuskriptforfatter, og Personal Best var hans instruktørdebut. Han kommer suverænt fra start med en visuelt poetisk scene, hvor vi ser hovedpersonen Chris’ ultrafokuserede ansigtsudtryk sekunder før startpistolen affyres.

Vindende fjollerier

Chris spilles af Ernest Hemingways barnebarn Mariel, der blev født samme år, som han døde (1961), og slog igennem i Woody Allens Manhattan.

Også her springer hendes dybt indlejrede og ret uforfængelige charme i øjnene. Townes skildring af Chris’ lesbiske forhold til en medatlet hæver sig over det sensationalistiske, navnlig når instruktøren gør sig lystig over kontrasten mellem elitesportsudøverens ikoniske fremtoning og menneskekroppens knap så yndefulde funktioner.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her