Læsetid: 2 min.

Det store mysterium

Crossover: Ingmar Bergman har inspireret jazzpianisten Jan Lundgren til et meditativt musikalsk møde mellem 1500-tals kormusik, cello og klaverimprovisationer
5. januar 2008

Det er usædvanlig smukt og beåndet, mødet mellem jazzpianisten Jan Lundgrens knappe klaverspil, Lars Danielssons syngende cello og Gustaf Sjökvist Kammerkor på cd'en Magna Mysterium.

Her får en række sakrale korsatser af nogle af renæssancens store komponister bl.a. Orlando Lasso, Claudio Monteverdi, William Byrd og Christobal de Morales en bemærkelsesværdig og utraditionel fortolkning. Ud af det dybe kirkerum, katedralen i Stockholm, vokser en vemodigt svævende, meditativ vokalmusik med klanglig elegance og delikate linjeføringer.

Jan Lundgren (f. 1966), der ellers har arbejdet flittigt og med talent indenfor den nyere mainstream jazz, tilføjer med dette ambitiøse crossover-projekt nye aspekter til sin musikalske løbebane.

Ind over korets bølgende stemmer væver han små fine kniplinger af improvisationer på flygel og el-klaver.

Og ganske som en af sine forbilleder, landsmanden Jan Johansson, der i 1962-64 satte en kammermusikalsk milepæl i jazzhistorien med sin fortsat uovertrufne Jazz på svenska, har Lundgren en vidunderlig evne til at destillere og økonomisere sit spil.

Også Lars Danielssons cellospil virker som groet ud af korets himmelske klange. Og han og Lundgren fylder pauser ud imellem korsatserne med smukke mellemspil.

Bergmans mystik

Musikken er dedikeret til Ingmar Bergman og indspillet nærmest profetisk bare to måneder inden filminstruktørens død i juli 2007.

Lundgren er fascineret af Bergmans evne til at lade musik og stilhed arbejde sammen i sine film, som det f. eks. sker i Høstsonaten (1978). Bergman havde et nærmest mystisk forhold til musik. Han udtalte bl.a. "Musikken har været hos mig og bragt mig trøst og lettelse i hele mit voksne liv. Selv i de sværeste stunder har jeg følt det, som om nogen talte til mig. Hvor kommer musikken fra? Hvorfor har vi musik? Hvorfor er vi de eneste dyr, som skaber musik? Hvorfor gør vi det?" Ingen har efter sigende kunnet give ham et svar.

Men fascinationen af, hvad musikken gør ved os, er ikke svær at dele med Bergman. Han ville formentlig have sat pris på Lundgrens vemodigt lysmættede plade.

Virtuos rastløshed

Med den franske klarinettist, Louis Sclavis (f. 1953), er vi i et såre nutidigt krydsfelt af kompositionsmusik, folkemusik, rock, elektronik og improvisation. Sclavis har i de seneste år været eksponent for en europæisk hybridjazz med en ofte vildtvoksende karakter.

Det gælder også hans seneste plade, L'imparfait des langues, hvor han introducerer en ny kvintet af næsten lutter unge franske medspillere. Med dem fortsætter Sclavis sin nytænkning af den europæiske kunstmusik, der i hans hænder bliver til en rytmisk bastard med en egen identitet.

Denne gang lykkes det dog ikke så godt. Pladen rummer 14 stykker af stor omskiftelighed og virtuos rastløshed, men musikkens kalejdoskopiske og knudrede karakter er mere imponerende end egentlig gribende.

Man savner bl.a. en melodisk charme og egentlig også en dybde, der ellers nok er at finde i Sclavis' musik.

Jan Lundgren: Magnum Mysterium (ACT)

Louis Sclavis: L'imparfait des langues (ECM)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu