Læsetid: 4 min.

Den tabte tid

Udstillingen 'Kunst som idé' på Det Nationale Fotomuseum er en respektfuld rejse ind i 1970'ernes konceptuelle fotografi. Måske lidt for respektfuld
-Kunst som idé- er en begavet rejse ind i en epoke, hvis kunstneriske eksperimenter har været stærkt skole-dannende for nutidens yngre kunstnere. Men udstillingen giver ikke indtryk af kontinuiteten af det konceptuelle spor fra 1960-erne og frem til i dag.

-Kunst som idé- er en begavet rejse ind i en epoke, hvis kunstneriske eksperimenter har været stærkt skole-dannende for nutidens yngre kunstnere. Men udstillingen giver ikke indtryk af kontinuiteten af det konceptuelle spor fra 1960-erne og frem til i dag.

Torben Christensen: Hændelse

7. januar 2008

Det var en stor dag, da Stig Brøgger modtog Statens Kunstfonds tre-årige arbejdslegat tilbage i 1971. Efter billederne at dømme er det efterår, og Brøgger får den glade nyhed tilsendt med posten, som han åbner over morgenkaffen. I kuverten befinder der sig ud over brevet også en check på 28.000,- kr., som kunstneren på de følgende billeder tager i banken for at indløse. Serien ender med, at Brøgger igen sidder hjemme ved spisebordet og tæller pengene op, som han i bedste Olsen banden-stil derpå lægger i en rød kuffert oven på reolen i stuen i den lille københavnerlejlighed.

Dette værk, Exchanging paper for working space or money equals working space, er et af Stig Brøggers senere konceptuelle værker. Det består af otteogfyrre farveprintede fotografier og udfolder en humoristisk refleksion over det frie kunstnerliv. Bortset fra kunstnerens nonchalante selviscenesættelse er billedserien imidlertid hermetisk renset for referencer til den kunstneriske skaben. Og vi møder på billederne Brøgger i en hverdag, der tilsyneladende kun består af flanerende slendrian.

Og så dog. Ved nærmere eftertanke italesætter billedserien netop den kunstneriske skaben. Dels på et overfladisk plan i selve værkets filmiske nutid. Men også, og i højere grad, på et dybere plan som et kunstnerisk ground zero, hvorfra alting kan starte på ny. Med værket pointerer Brøgger det nulpunkt, hvorpå kunstneren skal til at tage fat på arbejdet, et løfte om fremtidig skaben, som arbejdslegatet nu har sat ham i stand til at indfri. Det er dette løfte, eller dette nulpunkt, hvorfra alting starter, som er, eller rettere var, sagens kerne for mange af kunstnerne, der nu vises på udstillingen 'Kunst som idé' på Det Nationale Fotomuseum.

Det hemmelige museum

Det Nationale Fotomuseum er et af Københavns mest hemmelige museer. Og det er en skam. For museet, der er en del af Det Kgl. Bibliotek i Den Sorte Diamant, producerer den ene veltilrettelagte og øjenåbnende udstilling efter den anden, og 'Kunst som idé' er bestemt ingen undtagelse. Kurator Charlotte Præstegaard Schwarts har med udstillingen ønsket at kaste lys over den danske, fotobaserede konceptkunst fra perioden 1965-1979 som en særligt konceptuel genre i genren. Og emnets relative utilgængelighed taget i betragtning er dette lykkedes overraskende godt.

Når fotografiet med en vis rimelighed kan forstås som særligt konceptuelt, så skyldes det mediets klassiske evne til at referere til noget uden for sig selv. Fotografiet er et medie, hvis objekt i virkeligheden traditionelt er vigtigere end billedets repræsentation. Det kan i nutidens mediekultur måske diskuteres, hvad der efterhånden vejer tungest - genstanden eller dens billede? Men blandt 1970'ernes konceptkunstnere synes det indeksikale fotografi at have været det foretrukne medium til både forholdvis objektivt og dokumentarisk iværksættelse af de processuelle, handlingsorienterede og idébaserede værker, der kendetegnede tiden.

Undersøgelsens kunst

'Kunst som idé' byder blandt meget andet på et glædeligt gensyn med Kirsten Justesens fantastiske Skulptur I og II fra 1968. Mens Justesen med sin udprægede sans for sanseligt raffinement i Skulptur I undersøger forholdet mellem værk og betragter i en udsøgt leg med spejlinger og gengivelser af kroppen på lærredet, gælder det i Skulptur II en mere nøgtern undersøgelse af den klassiske skulptur. Værket består af en hvidmalet papkasse på gulvet, hvorpå der ligger et fotografi af Justesen sammenkrøbet i en kasse med nøjagtig samme dimensioner. Papkassen mimer soklen, hvorpå skulpturen af kvinden endnu ikke har indfundet sig, men som hviler i tanken som potentialitet eller mulighed for en skulptur.

William Louis Sørensen går i sine ligeledes fremragende Ballet-suiter anderledes systematisk til værks. De fire værker er alle fotografiske billedserier, der hver især forholder sig undersøgende til simple bevægelsesmønstre som struktur for vores gøren og laden i verden. Louis Sørensens koreografier af hverdagens trivielle bevægelser som små balletter har både en fundamentalt poetisk og anarkistisk nerve. For hvad sker der, når man begynder at orkestrere hverdagens rytmer som teatralsk forestilling? Så ophører ethvert ræsonnement og oprøret lurer i og med selve den kunstneriske gestus.

Fotografiets dobbeltrolle

Tiden som fænomen og kategori er et andet omdrejningspunkt i mange af værkerne på 'Kunst som idé'. I sit ungdommelige værk Hændelse fra 1977 giver Torben Christensen tiden et konkret fysisk og stedsbestemt udtryk. Værket består i al enkelhed af et stort, hvidt kryds malet på en trafikeret gade i det indre København, der stille og roligt opløses og spredes ud over asfalten af bilerne, der kører hen over det. Også i Albert Mertz' Tid - Time - Temps fra 1971 er tiden genstand for værkets undersøgelse. Her registrerer kunstneren fra samme punkt en cyklists bevægelse hen over promenaden i den franske kystby Menton. Både hos Christensen og Mertz indtager fotografiet en dobbeltrolle som dokumentation og iværksættelse af værket, der er karakteristisk for tidens konceptuelle kunst.

'Kunst som idé' er en begavet rejse ind i en epoke, hvis kunstneriske eksperimenter har været stærkt skole-dannende for nutidens yngre kunstnere. Men hvorfor har udstillingens arrangører haft så meget fløjl på handskerne? Når nu forlægget er så anarkistisk af væsen, så virker den stærkt museale præsentation en smule uretfærdig. Og når nu værkernes aktualitet understreges så kraftigt, så kan det undre, at udstillingen ikke byder på eksempler på nutidens konceptuelle praksis. 'Kunst som idé' giver ikke indtryk af kontinuiteten af det konceptuelle spor fra 1960'erne til i dag. Tvært-imod får man på udstillingen et indtryk af de legende 1960'ere 1970'ere som en særligt følsom tidslomme, der for altid er tabt.

Kunst som idé. Det Nationale Fotomuseum. Udstillingen varer til 15. marts.Udstillingen viser værker af Finn Thybo Andersen, Stig Brøgger, Claus Carstensen, Torben Christensen, Sven Dalsgaard, John Davidsen, Erik Hansen, Erik Gram:Hanssen, Henrik Have, Steen Høyer, Kirsten Justesen, Per Kirkeby, Flemming Koefoed, Niels Lomholt, Albert Mertz, Lene Adler Petersen og William Louis Sørensen. www.kb.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu