Læsetid 6 min.

At tage elg-jægere alvorligt

Sjælejægere. Den danske antropolog Rane Willerslev boede i mange måneder med jæger- og samler-folket yukaghirerne i Sibirien. I sin nye bog 'Soul Hunters' gør han op med den vestlige verdens nedvurdering af animismen
For yukaghirerne er jagten på elg en ceremoni. Den bunder i den forestilling, at jægeren virkeliggør en potentiel identitet som dyr, og forløser byttet til en fri eksistens - idet alternativet til jægerens drab af elgen havde været elgens drab af jægeren, som havde forløst hans 'indre elg'. Den animisme har antropolog Rane Willerslev taget alvorligt.

For yukaghirerne er jagten på elg en ceremoni. Den bunder i den forestilling, at jægeren virkeliggør en potentiel identitet som dyr, og forløser byttet til en fri eksistens - idet alternativet til jægerens drab af elgen havde været elgens drab af jægeren, som havde forløst hans 'indre elg'. Den animisme har antropolog Rane Willerslev taget alvorligt.

Creative Commons
26. januar 2008

Rane Willerslev er en dansk 'eliteforsker', som tager sibiriske elg-jægere alvorligt. Dermed har denne antropolog fra Århus Universitet ydet et markant og debatskabende bidrag til moderne antropologisk tænkning.

Med udgangspunkt i omfattende feltstudier og mange måneders intimt samliv med jæger- og samlerfolket yukaghirerne i det nordøstligste Sibirien, har Rane Willerslev skrevet og nu af University of California Press fået udgivet bogen Soul-hunters på basis af sin ph.d.-afhandling.

Rane Willerslev gør i sin bog op med den reducerende og voldsomt arrogante nedvurdering af den åndetro eller animisme, der kendetegner de sibiriske elg-jægere, lige som den har kendetegnet såkaldt primitive, oprindelige folk, der lever på betingelser, som minder om dem, der har karakteriseret menneskehedens livsbetingelser i hovedparten af den tid, vor art har befolket kloden.

Animisme er af mange religionsforskere blevet set som den oprindelige religion og råstoffet til menneskehedens religiøse forestillinger i det hele taget.

I den reducerende forestilling om en sådan åndetro, har forskere ment, at de oprindelige folks livsopfattelse var en form for bedrag - med udgangspunkt i den moderne vestlige kulturs særlige individualisme og dualisme og dens rigide opfattelse af menneskelig identitet som et erkendende subjekt, der iagttager en omverden af selvstændigt eksisterende objekter.

En mere venlig fortolkning af animismen kommer frem til, at de 'ånder', som de oprindelige folk lever med, er 'symbolske' størrelser, repræsentanter for noget andet. Men Willerslev søger frem til en dybere indforståelse med yukaghirerne.

Willerslev lader sig inspirere af nyere vestlig filosofisk tænkning af den franske psykoanalytiker Lacan og fænomenologer som Heidegger og Merleau-Ponty samt specielt af den moderne skotske antropologi-professor og Heidegger-elev Tim Ingold.

Den særlige skæbne

Rane Willerslev bruger disse tænkeres inspiration til at udvikle en forestilling om yukaghirerne som fleksible personligheder, der lever i en verden af stadig genspejling, hvor de både er dyr, reinkarnationer af afdøde slægtninge og i stadig kontakt med personliggjorte ånder, som de både flyder sammen med og reflekterer over i en subtil balance.

Rane Willerslevs bog har fået stærkt rosende omtale i internationale antropologiske tidsskrifter og af anerkendte kolleger for hans intime etnografiske viden kombineret med sofistikerede fænomenologiske analyser i en bemærkelsesværdig bog, "der vil være udgangspunktet for fremtidens debatter i vor tids antropologi".

Rane Willerslev har fra 1993 til 2000 levet sammen med yukaghirerne i kortere og længere perioder.

Yukaghirerne har haft en særlig skæbne, de levede som jægere og samlere i det nordøstligste Sibirien, som Rusland erobrede, og som Sovjetmagten indtog i 30'erne, hvor der blev etableret kollektiver og en gradvis modernisering satte ind. Men med Sovjet-imperiets sammenbrud og den ekstreme økonomiske krise specielt i udkantsområder bliver en del af yukaghirerne tvunget tilbage til deres tidligere, oprindelige livsform og forestillinger. Af økonomisk nødvendighed må de genoptage livet som jægere og samlere i en verden uden penge og skrift.

Den danske antropolog kommer første gang i forbindelse med yukaghirerne, da han besøger dem for at indsamle etnografika til et dansk museum. Senere kommer han tilbage for at lave film om yukaghirerne. I 1998 kom han tilbage for i samarbejde med en dansk NGO at promovere et kooperativt selskab som skal sikre deres mulighed for at sælge zobelskind direkte til verdensmarkedet. 1999 kommer han atter tilbage for at udføre et et-årigt feltarbejde som forberedelse til sin ph.d.-afhandling.

Zobeljagten blev helt central under sovjet-styret, yukaghirerne blev belønnet for de eftertragtede skind, og under sit feltarbejde kom Willerslev i konflikt med et dominerende russisk selskab, der efter sovjet-imperiets sammenbrud havde monopoliseret den russiske zobel-handel. Willerslev blev af det russiske politi sigtet for illegal zobelhandel og krybskytteri og valgte at søge tilflugt hos yukaghiriske jægere og fortsætte et illegalt liv, hvor han på alle møder delte jægernes livsvilkår og jagede med dem. Den gruppe, Willerslev levede sammen med, havde stort set opgivet pengeøkonomi og zobeljagt og jagede elge og fiskede. Det er denne 'illegale' tilværelse som adopteret søn af yukaghirisk familie, der bliver grundlaget for Willerslevs afhandling.

De jægere, som Willerslev deler vilkår med, udfører jagten under former, der fremtræder som særprægede ceremonier.

Jægerne udklæder sig som de elge, de jager. De bærer skind og gevirer og bruger elgenes parringskalden. Hele jagten antager former som en erotisk udveksling mellem elg og jæger. Elgen forføres af jægeren og 'forløses' af drabet.

I yukaghirernes forestilling virkeliggør jægeren en potentiel identitet som dyr og forløser byttet til en fri eksistens - idet alternativet til jægerens drab af elgen havde været elgens drab af jægeren, som havde forløst hans 'indre elg'.

Mellem dyr og menneske

Den klassiske forestilling om animistiske folk er, at de tillægger alle fænomener i deres omverden en 'sjæl', som en projektion af deres egen subjektive forestilling om selv at besidde en sjæl. Men med inspiration fra psykoanalyse og fænomenologi arbejder Willerslev sig frem til sin egen forestilling om, at hans yukaghiriske jægerkolleger indtager en helt særlig grænse-position mellem dyr og menneske, mellem forfader og efterkommer, mellem subjekt og objekt.

Metoden eller praktikken for yukaghirerne er mimesis eller efterligning: De efterligner dyret og erobrer dyrets synspunkt, dets sanser og dets følsomhed - samtidig med at jægeren er bevidst om sig selv som menneske og jæger. Willerslev associerer til Lacans forestilling om barnets udvikling og den centrale rolle, som mimesis eller efterligning spiller her. I sine tidlige værker definerede Lacan en 'spejl-fase', hvor han antog, at barnet i halvandet års-alderen bliver opmærksom på sit eget spejlbillede og dermed internaliserer forestillingen om sig selv og sin krop som objekt efter hidtil at have været i en kaotisk fragmenteret og splittet selvopfattelse. Med et tvetydigt forhold - både tiltrukket og frastødt af - dette internaliserede og idealiserede selvbillede, udvikler barnet sin evne til at være i sin krop og det at være i verden som et dynamisk samspil mellem to eller tre dimensioner af sin identitet. Willerslev mener at yugakhirernes efterlignende adfærd kan forstås ud fra samme grundopfattelse.

Yukaghirerne har som mange andre folk af jægere og samlere en forestilling om reinkarnation, idet et nyfødt barn som regel anerkendes som en genfødsel af et mere eller mindre nyligt afdødt familiemedlem. Også her finder Willerslev en forklaring i en middelvej, hvor den unge yukaghirer er både sin slægtnings ayibii eller 'sjæl' og 'sig selv'. Forskeren viser, hvordan denne dobbelthed har stor betydning for træning og uddannelse af unge yukaghirere: Sproget har ingen stor plads i overføringen af viden, det handler om at gøre erfaringer, der kan vække den viden, som den enkelte jæger i kraft af reinkarnationen allerede har i sig.

Tidligere antropologiske studier af yukaghirerne har beskrevet, at de har forestillinger om en detaljeret, rangdelt verden af gode og onde ånder. Willerslev finder hos sine yukaghiriske venner kun vage, forvirrede og usammenhængende forestillinger om ånder, der lever skjult for mennesket. Men de er stadig en del af den måde, som de ældre yukaghirer opfatter verden på.

Ånder, reinkarnation og jægere i dyrekostumer kan for en moderne forsker let komme til at fremstå som udtryk for en underlegen, primitiv livsform, byggende på illusioner og selvbedrag. Willerslevs bestræbelse på at tage yukaghirerne alvorligt tager form af en overbevisende argumentation for, at deres virkelighedsbillede er lige så gyldigt og lige så funktionelt på sine egne betingelser som vores. Rane Willerslevs erfaringsbaserede og levende fortalte indsigter i yukaghirernes spinkle restkultur bliver ikke alene et velanbragt korrektiv til en arrogant, selvcentreret vestlig antropologisk reduktion af andre kulturer, men også en udvidende, kritisk kommentar til den moderne kultur og livsform.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Sören Tolsgaard
    Sören Tolsgaard
Sören Tolsgaard anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Ralph Sylvestersen
Ralph Sylvestersen

Indtil et vist punkt eller niveau foregår bevidsthedens evolution i et sendrægtigt tempo, for så, i det øjeblik denne opdager sig selv, at begynde en accelereret evolution – hvilket bl.a. kaldes meditation.

Og er denne udvikling sund, ja så vil næste udviklingstrin uvægerligt assimilere det foregående niveau – som et molekyle der består af atomer, molekylerne vil antageligt ikke ”hade” sine atomer.

At den vestlig antropologi skulle være arrogant, selvcentreret og nedvurderende i relation til kulturer, betinger at en sådan antropologi er patologisk.

Brugerbillede for Marie-Louise Tousgaard DIIS Biblioteket
Marie-Louise Tousgaard DIIS Biblioteket

Angående det oprindelige billede i Information som illusterede Erik Meier Carlsens anmeldelse af Rane Willerslevs lille monografi:

Billedet forestiller hverken en elg eller en ren. Det forstiller en Wapitihjort - som på amerikansk engelsk hedder "Elk". Det forklarer måske at den i Informations billedarkiv er blevet læst som "Elg" - der som bekendt hedder "moose" på engelsk... Men billedet forestiller er altså en flot Elk som altså ikke er en elg...

Mvh
Søren Hvalkof, antropolog
Seniorforsker
DIIS

PS. Som bekendt dyrker antropologer den empiriske detalje...

Brugerbillede for Anonym

Nej stop nu, hvor I alverden får I fra at det skulle være en ren eller en wapitihjort (elk) på billedet. Det er enten en almindelig elg eller også en moose (amerikansk elg). ... den empiriske detalje hvad... hehe ...

Brugerbillede for Anonym

Ups - nu har jeg set det oprindelige billede af en elk, som jo ganske rigtigt er en Wapitihjort og ikke har noget med en elg at gøre, og jeg kan godt forstå at det blev ændret i den digitale udgave.

Brugerbillede for Jakob  

Jeg har før hørt nogen fortælle om elgen, der badede hver dag, fordi den gerne ville være ren...

Jeg tænkte egentlig, at det måtte være en skrøne, men i Information d. 29/2-2008 s. 20 kan det godt se ud til, at det er lykkedes at finde et billede af den. ;-)

Brugerbillede for Anonym

Det er ganske rigtigt en udbredt opfattelse blandt religions-
historikere, at de ældste, religiøse forestillinger var animistiske.
Og som det ifølge Erik Meier Carsen eksempelvis ses hos de
sibiriske elgjægere.

For buddhisten er det naturligvis særligt interessant, at der i
elgjægernes forestillinger indgår tanker om reinkanation.

Derved kan peges på den mulighed, at buddhismen rummer
forestillinger, der er så gamle som menneskeheden selv.

Som ateist med en vis interesse for religiøse forestillinger, så er
mit ærinde især at bifalde den oplysende artikel. Og så sukke over,
at så få har reageret på artiklen. Den er også skrevet noget tungt
og kan vanskeligt være fremmede for de, der har en spirende
interesse for forestillinger af religiøs art hos det gryende Homo
Sapiens.

Med venlig hilsen.

Brugerbillede for Trond Meiring
Trond Meiring

Elk betyder faktisk elg, på britisk engelsk.
Amerikaniseringen er kommet langt. Mærkeligt at vi ikke er bedre til britisk engelsk end til nordamerikansk. Det (br.) var vel også det normerede engelsk man lærte i skolen tidligere. Vi har vel også for mange "amerikaniserede" lærere. Det berører nu ikke egentlig artiklens tema, men det syntes mig at et korrektiv var nødvendig, til tidligere kommentares påstande om dyret 'elk', som altså er to forskellige arter, i Amerika og Europa. I Nord-Amerika kalder de sin derlevende elg riktignok for 'moose'.