Læsetid: 5 min.

Tro mod den nye tradition

Den Kongelige Operas 'Poppeas kroning' i tvetydig gammeldags fornyelse, men med fremragende musikalske præstationer
En gang imellem kan det betale sig at underspille. For man behøver ikke altid tage sig i skridtet eller lave roterende samlejebevægelser for at illustrere fænomenet. Ligesom man ikke, hver gang en kvinde undertvinges ,også skal voldtage hende midt på scenegulvet.

En gang imellem kan det betale sig at underspille. For man behøver ikke altid tage sig i skridtet eller lave roterende samlejebevægelser for at illustrere fænomenet. Ligesom man ikke, hver gang en kvinde undertvinges ,også skal voldtage hende midt på scenegulvet.

Thomas Petri

15. januar 2008

Claudio Monteverdis opera Poppeas kroning med libretto af Giovanni Francesco Busenello er fra 1643 og en af de tre overleverede operaer fra den store mesters hånd. Det vil sige fra den store mesters værksted, idet passager af operaen højst sandsynligt er komponeret af andre. Selve det originale nodemateriale indskrænker sig til generalbassens anvisninger til musikerne, der på dette grundlag improviserer i tidens stil, og sangerne kan frit tillægge deres partier forsiringer og triller.

Tradition og fornyelse

Uanset alle forbehold levner Poppea ingen i tvivl om det Monteverdiske grundlag og geniet bag. Her begynder den moderne opera, kan man sige, med det komplekse drama, flertydige figurer og tragedie og komedie blandet. Som hos Shakespeare, hvor portneren godt kan tale om fuldskab og potens, mens Macbeth og frue midt i tragedien planlægger ugerningen. I den forstand lever David McVicars iscenesættelse af Den Kongelige Operas nye Poppea op til genren. Om den lever fint op til den er straks en anden sag. Først kan man konstatere, at David McVicar præsterer en efterhånden traditionel eller gammeldags forestilling, hvor handlingen for hovedparten er ført ajour, det vi sige op til nutiden. Seneca får beskeden fra kejser Nero om at begå selvmord, mens filosoffen sidder midt i en tv-diskussion med nogle nørder. Orgierne ved Neros hof består i kokainsnifning og transsex, og våbnene for hånden er Smith&Wesson-pistoler. Lidt fornyelse er der i den forstand, at guderne i forestillingen optræder i renæssancekluns.

Som sagt er blandingen af komik og tragedie legitim, også hvis man ser historisk på det. Men hvis blandingen trækker komikken ind i alvorens kerne, går det galt, og det gør det i Operaens Poppea. McVicar lider åbenbart af den samme angst for at kede, som så mange andre førende operainstruktører for tiden.

Handlingen drukner

Resultatet er denne overdådige og rastløse hittepåsomhed, der drukner handling og til tider det musikalske signal og dermed gør opera til en aflægger af zapper-kulturen. Nu har vi set nok af dit, så tager vi lidt af dat.

"A little bit of this, and a little bit of that," som Victor Borge sagde. Det medfører, at de leverede udtryk ikke kan gå i dybden, fordi de netop kun er indfald, der egentlig ikke har så meget med handlingen at gøre, med det resultat at de menneskelige kategorier bliver disses afart eller karikatur. Lidenskab bliver liderlighed og liderlighed pubertære manipulationer; komik bliver folkekomedie og folkekomedie lavkomik, og tragedie bliver til selvhøjtidelighed. Alt i alt bliver det hele til overflade med et par enkelte afstikkere ned i dybdelagene, mest fordi sangerne i denne forestilling er så storartede. Men gribe rigtigt gør det aldrig, fordi der bestandigt ligger denne usikkerhed i instruktøren, om vi nu har fattet hans opfindsomhed.

Lars Ulrik Mortensen og hans Concerto Copenhagen er kongruent med Monteverdis krav. Her er der jo ingen svinkeærinder, hvilket sætter pjattet i pinligt relief i en forestilling, hvis øvrige udstyr er til at overse. Scenografien med drejelige bagsætstykker af Robert Jones kan næsten ikke være mere enkel og frembærer den stilistiske enkelhed, som påfundene så dementerer.

Skulende mandsling

Poppea er en barsk historie om elskov, forelskelse, forstødelse, forræderi og magtfordrejning. Uden tv i loftet, der uvist af hvilken grund viser CNN reportager fra de amerikanske primærvalg, er handlingen stærk nok til at bære sig selv og uden at gøre Nero mere tosset end han var, hvad han vitterligt heller ikke var før lidt senere. Der er heller ingen grund til at gøre Antonio Abetes Seneca til en lidt latterlig, selvsmagende gymnasielærer - Seneca er skam rigtig alvor her i kampen mellem ånd og tyranni - og slet ingen grund til at gøre koret, der beklager hans forestående død og understreger deres egen angst for døden til parodier på en overkonstrueret rundbordsdiskussion i en kulturradikal (ikke-eksisterende) tv-kanal. Det ene med det andet.

Det ene med det andet er ærgerligt, fordi de sangere er så glimrende Med sopranen Tuva Semmingsen som Nero. En underlig, skulende mandsling, så man ikke rigtigt fatter, hvordan Poppea i Ylva Kihlbergs dækkende skikkelse og stemme, uanset Poppeas magtbegær, kan synge noget som helst henført til. Det skulle da lige være, fordi Semmingsen selv synger så stærkt og præcist. Hanne Fischer som Ottavia, den bedragne dronning er måske forestillingens mest bevægende skikkelse, og Susanne Resmark den mest Monteverdi-forstående i sin formidable, musikalske puls, de få gange hun åbner munden. Gert Henning-Jensen har sit livs drag-rolle som ammen Arnalta. Med stor forståelse for figurens muligheder og grænser forsvarer Jensen sin overloyale amme, der dog går amok i storhedsvanvid og det absurd festskrud til aller sidst. Det gør Henning-Jensen også, går amok, givetvis overinstrueret af iscenesætteren. Stephen Wallaces Ottone præsterer kunststykket at blande tenor og kontratenor i et virksomt samspil med sig selv. Mariana Ortiz er en overlækker og smukt syngende Damigella, Pallas Athene og Amorin. Trine Bastrup er pagen der i dén sammenhæng bliver forført. Igen er der det med liderligheden.

Voldtægt på scenegulvet

Man behøver ikke altid tage sig i skridtet eller lave roterende samlejebevægelser for at illustrere fænomenet. Ligesom man ikke, hver gang en kvinde undertvinges, også skal voldtage hende midt på scenegulvet. Det sker for Sine Bundgaards gribende Drusilla ved indforskrevne, stumspillende ungersvende i bar overkrop, der i den overordnede anstændigheds navn jo alligevel beholder bukserne på. Den slags, liderlighed og kvindeundertrykkelse, kan have mere subtile og stærkere sceniske udtryk, at Operaen bare ved det.

Det kunne være så dejligt, hvis Den Kgl. bare en gang imellem turde satse på en instruktør, der ikke tvivler så stærkt på det værk, vedkommende skal sætte op, at alle påfund fra tidligere forestillinger kommer med og alle floskler oveni. Bare en gang imellem. Og tænk så en fornyelse engang at turde lægge en ældre forestilling i nærheden af dens egen tid med dennes forudsætninger, og så se, hvad der så skete, når man skulle tolke nutidsrelevansen i stoffet. Det ville være et rystende spændende eksperiment efterhånden.

Den Kongelige Opera: Monteverdi: Poppeas kroning. Medv: Ylva Kihlberg, Tuva Semmingsen, Hanne Fischer, Stephen Wallace, Gert Henning-Jensen, Trine Bastrup Møller, Antonio Abete, Sine Bundgaard, Susanne Resmark, Mariana Ortiz, Jan Lund m.fl. Scenografi: Robert Jones. Iscenesættelse: David McVicar. Concerto Copenhagen. Dirigent Lars Ulrik Mortensen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu