Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Trøstesløshedens holdeplads

Tjetjeniens nyere historie er rystende læsning. Norske Åsne Seierstad ser tilbage - og en lille smule frem - i en glimrende bog om det tjetjenske mareridt
Krigens børn. Fra Tjetjeniens hovedstad Groznyj, der danner rammen om Åsne Seierstads nye bog.

Krigens børn. Fra Tjetjeniens hovedstad Groznyj, der danner rammen om Åsne Seierstads nye bog.

Musa Sadulajew

Kultur
31. januar 2008

Det er lettere for en, som kan russisk, at lære journalistik end for en journalist at lære russisk, mente udenrigsredaktøren på den norske avis Arbeiderbladet i 1994, da han lod den dengang kun 23-årige norske russisk-studerende Åsne Seierstad levere artikler hjem til Norge fra Moskva.

I 1991, i forlængelse af Sovjetunionens opløsning, erklærer Dzhokhar Dudajev, en tidligere general i det sovjetiske flyvevåben, Tjetjenien for selvstændigt. I Rusland har man på det tidspunkt vigtigere ting at tage sig af, men give slip på det lille kaukasiske område vil man alligevel ikke. Og kort før nytår 1994 sender Boris Jeltsin sine russiske kampvogne over grænsen til Tjetjenien og ind i et svigende nederlag til Dudajevs hær.

Det blev til den første tjetjenske krig, der først blev afsluttet to år senere, med det resultat at Tjetjenien de facto forblev selvstændigt. På det tidspunkt skulle Åsne Seierstad til at gøre sine første erfaringer som krigskorrespondent. På tv-skærmen hos sin værtsfamilie i Moskva fulgte hun de russiske troppers indtog i Groznyj, og inden hun vidste af det, lå hun i en grøft et sted i Tjetjenien med kuglerne om ørerne.

12 år senere, i 2006, vender Åsne Seierstad tilbage til den samme konflikt for at samle materiale til en bog. Det er rammen for Englen i Groznyj. Historier fra Tjetjenien - Seierstads reportagebog, der nu også findes i dansk oversættelse.

Seierstads metode

I bogens nutid er Seierstad tilbage i det Rusland, hun forlod for 12 år siden. Ligesom Seierstad har ændret sig, har Rusland det også. Men mens Seierstad i den mellemliggende tid synes at være blevet en klogere og mere moden journalist og forfatter, er situationen i Tjetjenien kun blevet værre. Trøstesløsheden i både Moskva og Tjetjenien er knugende. Bogen præsenterer en række menneskeskæbner, der er lige så rystende, som de er indlysende uretfærdige. Alle er de krigens ofre - om det er på den ene eller den anden side.

Seierstads metode er lige så enkel, som den i praksis er vanskelig at gennemføre: Hun taler med folk - høj som lav, ven som fjende - uden at fordømme nogen. Markant står interview med de to prominente afdøde tjetjenske oprørsledere og præsidenter, Dzhokhar Dudajev og Aslan Mashkadov. Ligesom et interview med den tidligere oprører og nuværende Moskva-tro præsident Ramzan Kadyrov er rystende læsning. Med Putins opbakning styrer han det lille land med sin private milits, samtidig med at han opfører sig som en forvokset teenager med Che Guevara og Putin side om side på væggen.

Efter den anden tjetjenske krig, der startede med oprørslederen Basajev forsøg på at starte en borgerkrig i nabostaten Dagestan i 1999, har en 'tjetjenificering' af konflikten fundet sted. Et omfattende system af angiveri har omdannet landet til et veritabelt inferno af gensidig mistænkeliggørelse, mens det stadig er Moskva, der sidder på den reelle magt. Korruptionen breder sig, samtidig med at en radikal islamisme viser sig.

De menneskelige omkostninger af konflikten, der lever nu på 17. år, er enorme. Rystende er det derfor at læse om de betingelser, som mennesker lever under, og bogen giver ikke megen anledning til optimisme. For ikke at lade den fremstå som en slags rædselskatalog, har Seierstad valgt at lade kvinden Hadizat, der går under navnet 'englen i Groznyj' og har lagt navn til bogens danske titel, stå som den centrale figur. Hun leder et børnehjem i Groznyj, hvor krigens forældreløse børn får den lille chance for at overleve, som ellers synes fraværende. Vi får alligevel en lille åbning midt i al trøstesløsheden.

Velskrevede skæbner

Var det ikke, fordi Åsne Seierstad var så velskrivende, kunne man spørge sig, hvad formålet med bogen skulle være. Der er ingen analyser af Ruslands forstemmende politiske udvikling de seneste år - og heller ingen eksplicit kritik af Putin som hos Anna Politkovskaja. Men man savner det heller ikke. For Seierstad er ganske enkelt fremragende i den blotte fremlæggelse af menneskeskæbner og krigens gru. Styrken ved fremstillingen består netop i portrætternes nøgterne skarphed. Hun har tilmed styrket sin sproglige præcision og vægtning af stoffet i forhold til de tidligere bøger.

Indimellem får vi også de politiske hovedlinjer, der giver det brede, overordnede perspektiv til historierne, men det er på mikroniveau, at bogen og genren har sin styrke og berettigelse. I en form for litterær krydsklipning, med umærkelige bevægelser mellem refererede samtaler, traditionelle journalistisk-dokumentariske passager og frie, subjektivt fabulerende historiefortælling, bliver virkeligheden nærværende, mens tragediens omfang lige så stille rodfæster sig i læserens krop.

At blive klar over, at en lokal krig og konflikt ikke kun er statistikker, drabstal og ideologisk-politiske diskussioner burde vel i princippet være indlysende for de fleste, men ikke altid en nem erkendelse i praksis.

Uden for kategori

Det er svært at kategorisere Åsne Seierstads bøger, men det behøver man måske heller ikke. Lader man genre-diskussionen ligge et øjeblik og lader være med at bekymre sig om, om det nu kan kaldes journalistik eller ej, kan man konstatere, at hendes prosa i den grad fungerer på sine egne præmisser. Seierstad tager sig nogle litterære friheder, der giver den politiske og sociale virkelighed en æstetiske kraft, hvor den mere traditionelle krigsreportage ikke kan være med. Her får man krigens mikrokosmos og dens konsekvenser - set gennem Seierstads sensitive temperament.

Fremstod unge Seierstad om ikke naiv så i hvert fald temmelig grøn, så er den ældre vokset med opgaven, men har bevaret sin nysgerrighed og åbenhed. Man kan ikke andet end at være en smule fascineret af denne Åsne Seierstad, der gennem de seneste år har skrevet kvalificeret og originalt i bogform om nogle af de mest horrible væbnede konflikter i verden - Serbien, Afghanistan, Irak og nu Tjetjenien. Mest imponerende er det, at bøgerne faktisk finder et stort publikum. Det fortjener Englen i Groznyj også.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her