Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Er vi afstumpede eller kaostolerante?

'Bavian', Aidts litteraturprisvindende novelle samlinger, er stakåndet kortprosa, der både hylder og revser en stakåndet tid
Kultur
1. marts 2008

Et gennemgående tema i Naja Maria Aidts novellesamling Bavian er den tynde fernis, der skiller den tjekkede, tilpassede urbane eksistens fra et kaos af angst og frustration, den velartikulerede tale fra urhylet, mennesket fra bavianen.

Samlingens titel Bavian er en reference ikke bare til det abeansigt, der ligger lige under vores menneskeansigt, men også til menneskeansigtets diametrale modsætning: bavianens store, røde bagdel, den bagdel, som i den afsluttende novelle udvikles af en smart, metroseksuel fyr, der på grund af et myggestik på den ene balle undergår en gradvis metamorfose til hashvrag med ølvom. Stemningen er nærmest Kafka'sk, à la Gregor Samsas forvandling til bille, og ligesom hos Kafka ved vi ikke, om vi skal græde eller le.

Flere af novellerne gennemspiller lignende forvandlinger, hvor det, der ligner et tjekket metroseksuelt, liv, der er lige til et dameblad eller en reklame, forvandles til en slags kaos eller inferno på grund af en ubetydelig detalje. Et flirtende og overstadigt par i sommerlandets supermarked går i spåner, fordi butiksdetektiven anklager dem for at have stjålet to poser slik; noget, der ligner Superspar i Asserbo, forvandler sig på et øjeblik til noget, der ligner et forhørslokale hos Stasi. En brud på bryllupsrejse i Grækenland oplever, at hendes nyindstiftede ægteskab bliver fordærvet i sin grundvold, fordi en vild græker citerer Blake for hende.

Men det er kun den ene plottype i Aidst novellekunst: en lille detalje får det hele til at bryde sammen og afslører den tynde fernis mellem menneske og bavian. Den anden type plots er nærmest det modsatte: En skandale eller stor ulykke får ingenting til at bryde sammen.

Det uhørte overtrumfes

Goethe definerede novellegenrens omdrejningspunkt som "den uhørte begivenhed". I Aidts noveller synes der enten at ske det, at det uhørte ikke er en begivenhed, men konsekvensen af en tilsyneladende banal begivenhed, ellerat den uhørte begivenhed tilsyneladende ikke har nogen konsekvenser. De fleste af novellerne handler om uhørte begivenheder (utroskab, sygdom, skilsmisser, død, overfald, børnemishandling), som ikke får nogen eller noget til at bryde sammen.

Ofte er novellerne bygget op sådan, at det, som vi tror er den uhørte begivenhed, overlejres eller overrumples af en anden uhørt begivenhed - sådan at vi som læsere lades i tvivl om, hvad der egentlig er det uhørte, hvad der egentlig er afsløringen, hvad der egentlig er skandalen.

Flere af førstepersons-fortællingerne driller læseren med at tilbageholde fortællerens kønsidentitet ind til et vist punkt, som så alligevel ikke viser sig at være det dramatiske vendepunkt. Vi tror, at afsløringen af kønsidentiteten er novellens vendepunkt, det der vil tilfredsstille vort narrative begær, men så viser vendepunktet sig at være noget andet.

I samlingens første novelle, som bærer den uheldssvangre titel "Bulbjerg" - det lyder som et bulmende bjerg af byldematerie og korresponderer således med afslutningsnovellens bavianbyld - krakelerer familie-idyllen, da far, mor og søn farer vild i de jyske klitter og sønnen styrter på sin cykel - men skulle vi tro, at vildfarelsen og cykelstyrtet er den uhørte begivenhed, så overtrumfes dette af en endnu mere uhørt utroskabsbekendelse, hvilket dog ikke forhindrer novellen i at ende i en situation, hvor familielivet tilsyneladende fortsætter som før; hvor skandalen altså ikke får nogen konsekvenser. I det at skandalen ikke får nogen konsekvenser synes at ligge en kritik af en livsstil, hvor vi anstrenger os så voldsomt for at holde sammen på den livsstilsmagasin-agtige facade, at vi ikke tillader os at bryde sammen over noget som helst.

Skandalen udebliver

Men samtidig forekommer det mig, at der i det, man kunne kalde "skandalens afmontering hos Naja Marie Aidt", også ligger en rummelighed eller kaos-tolerance, som kunne siges at være den positive bagside af en tid, der synes at have afskaffet skandalen. Således i min yndlingsnovelle "Tur i bil". Det er en enormt irriterende novelle, hvor vi bombarderes med navne, som man kun med anstrengelse får til at falde på plads som navnene på børnene på bilens bagsæde (hvoraf i hvert fald én er af et andet ægteskab). Men netop læserens irritation er en fantastisk mime af den irritation, man kan føle i en familiebil, og der er en fantastisk skildring af, hvordan kvinden i bilen når at opleve både knugende angst og sugende seksuelt begær midt i dette kaos. På den ene side får novellen diverse damebladsbilleder af familieferieidyllen til at krakelere og afslører et sandt kaos. På den anden side viser den os dette kaos som netop sandt, som en kaos-tolerant rummelighed.

Den dynamik, Aidt skildrer, og som også driver novellernes sprog (hvor korte, stakåndede sætninger tæt følger personens bevidsthed uden at trænge dybt ind i den), er på den ene side det senmoderne menneskes overfladeræs, stress-energi, konsum-energi osv. På den anden side en kropslig og seksuel energi, som forekommer at have potentialer til at forløse eksistensen fra selv samme ræs. Under alle omstændigheder er der tale om en voldsom litterær energi, som gør Aidts noveller til fremragende små kunststykker.

Bearbejdet version af Lilian Munk Rösings tale ved uddelingen af Kritikerprisen 2006 til Naja Maria Aidt for 'Bavian'

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her