Læsetid: 2 min.

Aylers spøgelser marcherede ind

... og verden videde sig ud. En stor og voldsom aften med guitaristen Marc Ribots 'Spiritual Unity' i en hyldest til en af avantgardejazzens største skikkelser
5. februar 2008

De kommer ind, én hvid og tre sorte. Marc Ribot, Tom Waits-guitaristen med den kradsbørstige spillemåde, der samler det mest skramlede og livfulde fra country, blues, jazz og rock. Henry Grimes tager den store kontrabas i hænderne. Han er den legendariske avantgarde-bassist, der arbejdede med bl.a. Sonny Rollins, Cecil Taylor og Albert Ayler, og som mange troede var død, fordi han havde været borte fra musikscenen i 35 år, forsumpet til passivitet i en lejlighed i Los Angeles. Men så blev han fundet og bragt tilbage på musikscenen. Nu i samarbejde med Ribot foruden den unge Chicago-trommeslager Chad Taylor og trompetisten Roy Campbell.

Hensigten er ikke at give en konventionel koncert. Hensigten er at delagtiggøre publikum i noget, der minder om et ritual. En oplevelse, hvor der sker noget i rummet, som vil gøre indtryk og forskyde alting en smule. Kun sådan giver det mening at ville spille Albert Aylers musik. Aylers spøgelser vil vække den afdøde free jazz-pioners sange til live.

Smuk nyformulering

Henry Grimes er som en børsteorm, stor, rund og uudgrundelig. Han spiller på uopslidelige batterier, skaber en dyster og mærkværdigt brummende og knirkende modstemme med sine store hænder eller med buens skærende strøg mod strengene. Ribots guitar knurrer og hyler af feedback. Nogle få hurtigt svirpende bluesfraser sætter tingene i relief, stemningen sættes med knasende flader af overstyret guitar. Campbell blæser Aylers sange unisont med Ribot. Hymner, spirituals og march-musik. Så melodisk enkelt, og så med den kollektive strøm af spontant frispil.

For Ayler var det en vildt-voksende rekreation af New Orleans-jazzen. Musikken er som et mægtigt træ med rødder dybt nede og grene højt oppe. Det er fuldt af skrigende abekatte, fugle, og hvad der ellers lever af pibende og kravlende kryb. Ribots Spiritual Unity er en smuk og konsekvent nyformulering af Aylers 40 år gamle musik.

Aldrig igen

Første stykke varer 45 minutter. En slags frit vældende potpourri over Ayler-temaer som "Spirits", "Truth is Marching In" og "Holy, Holy". Dette er profan åndsudgydelse med visioner til følge: Fire syngende krager søger ud til kanter, hvor andre sjældent kommer. Hvorfor er denne musik til Skaberens pris aldrig slået an i kirkerne? Den skulle nok kunne vække det grundtvigianske pinsesind og frisind. I pausen tænker man: Nu kan sjælen og ørerne ikke kapere mere. Men det kan de. Andet sæt er stærkere end første og tilføjer endnu nye facetter til gruppens musik. Mere luftigt med Campbells pocket trumpet i smukt svæv og flaksende stil og mere håndfast med momenter af gospel og rock'n'roll. Ribot understreger sine evner som eminent nærværende musiker, der forstår at male nye ting frem på lydens lærred og give gruppen fremdrift og retning. Det sker her og nu. Denne musik kan ikke genskabes, den bliver aldrig spillet helt sådan igen. Men en ny, unik oplevelse venter muligvis dem, der kender deres besøgelsestid med olie på lamperne og tro på trommehinderne. Det er ikke det samme at høre gruppen på cd, men ånden lever trods alt i optagelsen med urovækkende og opløftende konsekvens. Aylers spøgelser marcherede ind, og verden videde sig en smule ud.

Marc Ribot Spiritual Unity,
Copenhagen Jazzhouse, søndag

Marc Ribot: Spiritual Unity (Pi Recordings)

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu