Læsetid: 4 min.

Et blik ind i laboratoriet

Sammen med den skrappe multi-instrumentalist Chet Lyster gav Mark Oliver Everett – kendt som Mr. E og synonym med gruppen Eels – en ujævn, men konsekvent fascinerende koncert på Det Kongelige Teater lørdag aften
Det amerikanske band Eels med Mark Everett i front spillede på Gamle Scene i Det Kongelige Teater lørdag aften.

Det amerikanske band Eels med Mark Everett i front spillede på Gamle Scene i Det Kongelige Teater lørdag aften.

Thomas Borberg

25. februar 2008

Seancen i Det Kongelige Teater lørdag aften startede meget passende med, at Gud henvendte sig til Mark Oliver Everett, nok bedre kendt som E, der såmænd også ene mand er gået hen og er blevet synonym med 'bandet' Eels. Desværre havde Gud ikke fået helt rigtigt fat i E's navn, hvad denne da også (med al den høflighed, man skylder Gud, når han nu endelig selv henvender sig) gjorde Ham opmærksom på. Til Guds ros må det siges, at Han øjeblikkeligt tog oplysningen til efterretning. Men ellers kunne man såmænd godt tro, at denne incident - hvor nøje udtænkt og udført den ellers var - på mange måder opsummerede Everetts på det personlige plan så tumultariske og af alskens tragedier så plagede liv.

Det er ingen hemmelighed, at de mange sørgespil, der har udspillet sig i netop det liv, udgør brændstoffet for Everetts intenst personlige sange, der uforfærdet tackler emner som forgængelighedens pris, sindssyge (hans søster, diagnosticeret skizofren, begik selvmord i 1996), kræft (sygdommen dræbte hans mor i 1998), ensomhed og ugengældt kærlighed, men også hvordan man finder modet, lysten og energien til at fortsætte. Tilsat en god portion kærlighed til hunden Bobby Jr. og ikke så lidt kulsort humor. En sådan besidder Mr. E heldigvis til overmål. For læg dertil, at E's far, den kæderygende, stordrikkende og billedstormende kvanteteoretiker Hugh Everett, i 1950'erne lancerede sin herostratisk berømte mange-verdener-teori.

Den fik drøje hug af vor egen Niels Bohr og hans kollegaer, men vakte dog henrykkelse blandt science fiction-forfattere med sin påstand om, at vi (firkantet sagt og uden den store indsigt i det komplicerede teoretiske bagtæppe) kun lever i et af mange paralleluniverser. Selvom hans ideer fik en vis medvind i 1970'erne døde Hugh Everett af hjerteslag i 1982, kun 52 år gammel, før verden havde indset det revolutionerende ved hans teorier. Det var i øvrigt E, der fandt sin fars afsjælede lig.

Kunstnerisk vovemod

Dette er relevant i den forstand, at før selve koncerten lørdag aften fremvistes BBC-dokumentaren Parallel Worlds, Parallel Lives (2007) om Hugh Everetts karriere og teorier, utekstet og på et stort krøllet lagen, hvilket gjorde det til en dubiøs fornøjelse. For at føje spot til skade var koncertstart på billetten anført til kl. 20, men fremvisningen påbegyndtes allerede kl. 19.45! Så De må have Deres konsekvent spidsbelastede, men også ufatteligt veloplagte udsendte undskyldt for det meget ringe udbytte han fik af den fornøjelse. Til gengæld var den efterfølgende koncert en sublim opvisning i en begavet sangskrivers spændvidde, tilsat ikke så lidt kunstnerisk vovemod, med lige dele tam tomgang og de helt store kosmiske sus.

I anledning af opsamlingsalbummet Meet the Eels er Everett nemlig taget på verdensturne i selskab med multiinstrumentalisten Chet Lyster, konsekvent omtalt som The Chet, hvilket gav god mening, da han nærmest udgør et enmandsorkester. Begge spiller de guitar, tangentinstrumenter og trommer, mens The Chet yderligere bidrog med pedal steel og ikke mindst sav, som han trakterede med ekvilibristisk suverænitet på tre sange.

Kunstnerisk status

Aftenen handlede om kunstnerisk status i lyset af det nævnte (og fremragende) Meet the Eels - som består af 24 skæringer fra de til dato seks studieplader, Eels har udsendt - og de to herrer var inde og røre ved en lang række sange, enhver Eels-fan med respekt for sig selv kender rigtig godt - med plads til et par mere obskure ofringer. Bestræbelserne gik i udpræget grad da også på at give de fremmødte et blik ind i det laboratorium, hvor sangene bliver til og tager form.

Som E's far kæmpede med sit stof på sit laboratorium, på samme måde altså også sønnike med hans mindst lige så flygtige materiale; jeg mener, hverken musik eller kvantefysik er i og for sig for fastholdere. Da E er noget af en ørn et pladestudie, var det uhørt interessant at opleve sangene som flydende råstof, i rå form frem for som færdigpolerede kunstgenstande.

At de ofte er næsten ubærlige i deres følelsesmæssige blottelse, hører med til historien; Deres udsendte, som også kender til både kræft og selvmord tæt på, sank flere gange dybt i sit plyssæde, når det blev for stærkt. Men så formår E heldigvis at opbløde den tunge stening med et stænk begsort humor. Og en masse selvironi. Samt selvfølgelig nogle forbløffende stærke melodier i al deres overraskende enkelhed.

At E er en ener på musikscenen er lige så rigtigt et udsagn som at Eels' musik står helt for sig selv i det overrendte musiklandskab. Dette er videnskabelig uangribelig tale. Og alt det og lidt til og meget mere blev slået fast med syvtommersøm i løbet af en usædvanlig indtrængende koncert lørdag aften, hvor træffere og kiksere gik hånd i hånd. På den fede måde!

, live på Det Kongelige Teaters Gamle Scene, lørdag Essential Eels, vol. 1 1996-2206 (Geffen, Universal)

The Eels

The Eels: Meet the Eels.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

385,- + gebyr for at se Mark Oliver have en dårlig dag på jobbet på en aften hvor tomgangen og ligegyldigheden sejrede. Havde det så i det mindste været på det jævne, men det var åbenbart for meget at forlange. Jeg gad dog godt vide hvilken koncert Gaffas anmelder var til, en mand der er så let at begejstre burde få polititilhold mod at skrive anmeldelser.