Læsetid: 6 min.

Den døde diplomat og FN's fadæser

Ny bog. Vieira de Mello var en af FN's mest betroede embedsmænd - i 2003 blev han offer for et al-Qaeda-attentat i Irak. Francis Fukuyama anmelder en ny biografi, der belyser FN-systemets brister og modsætninger igennem den brasilianske topdiplomats årtier lange karriere
Vieira de Mello var en af FN's mest betroede embedsmænd. I 2003 blev han offer for et al-Qaeda- attentat i Irak. Francis Fukuyama anmelder ny biografi
1. marts 2008

Den 19. august 2003 kørte en lastbil af mærket Kamash ind i en gyde bag ved Canal Hotel i Bagdad. Kort efter detonerede en bombe og raserede det hjørne af hotellet, hvor De Forenede Nationers Mission i Irak havde til huse. I bygningen befandt sig Sergio de Vieira Mello, en brasilianskfødt FN-diplomat, som tidligere havde været udsendt til Vietnam, Libanon, Cypern, Cambodja, Bosnien, Rwanda, Kosovo og Østtimor. Mere end nogen anden i FN inkarnerede han såvel organisationens idealisme som dens begrænsninger. Hårdt såret lå Vieria de Mello klemt fast under murbrokkerne, hvor han var flere timer om at udånde. De amerikanske styrkers frugtesløse forsøg på at redde ham ud i live var som et forvarsel om Amerikas generelle fiasko i hele Irak.

Den amerikanske journalist og forfatter Samantha Power, der vandt en Pullitzer-pris med bogen Et problem fra helvede: Amerika og folkemordets tidsalder, har nu skrevet en omfattende biografi om Vieira de Mello. I Chasing the Flame, som titlen lyder, skildrer hun, hvordan den afdøde topdiplomats personlige udvikling foregik parallelt med FN's, og påviser, hvordan hans indre modsætninger og nederlag var rodfæstede i den institution, han tjente med så stor loyalitet.

Vieria de Mello blev født i 1948. Som søn af en brasiliansk diplomat var han prototypen på den globale kosmopolit: Han voksede op i Europa og var som studerende i Paris med til at bemande barrikaderne under majoprøret i 1968, samtidig med at han læste marxistisk filosofi. Den unge Vieira de Mello var instinktivt antiamerikansk, og alene at høre en amerikansk accent kunne vække hans mishag. Efter at have fuldført sine studier, fik han ansættelse i De Forenede Nationers Flygtningehøjkommissariat, der bl.a. sendte ham på missioner til det sydlige Sudan, Mocambique og Vietnam.

Han var nu blevet glødende tilhænger af FN og international ret som den internationale retfærdigheds institutionaliserede udtryk.

90'ernes kriser

Men verdensorganisationens tilgang til internationale konflikter var bristefærdig af indre modsigelser, og under folkemordskriserne i midt-90'erne blev disse endelig nådesløst udstillet. Før Den Kolde Krigs afslutning havde FN's fredsbevarende operationer indskrænket sig til udstationering af let bevæbnede internationale brigader, der kunne lægge sig imellem kombattanter, efter at en fredsaftale var underskrevet, og til at yde humanitær bistand. FN kunne dengang bryste sig af en vis succes i lande som Namibia, El Salvador og Mocambique, hvor sikkerhedssituationen ikke var urimeligt krævende.

Efter 1991 eksploderede antallet af fredsbevarende initiativer imidlertid. Derved blev De Forenede Nationers begrænsninger tydelige at se for enhver. FN's etiske kodeks om at opretholde en absolut politisk neutralitet imellem de stridende parter endte med at favorisere aggressorer som serberne i Bosnien og Kosovo. Ydermere forhindrede FN-fredstroppernes restriktive forholdsordrer dem i at affyre deres våben, selv hvis det kun skete i selvforsvar. Dette førte til beskæmmende episoder, som da belgiske fredsbevarende styrker i Rwanda i 1994 prisgav tutsier til morderiske, hærgende hutu-militser.

Personlig udvikling

Den uomgængelige kendsgerning er, at nogle konflikter simpelt hen ikke kan løses på anden måde end ved gribe til magtanvendelse: Den Bosniske Krig kunne først afsluttes, da den kroatiske hær med støtte fra NATO's luftvåben angreb de serbiske styrker, og den etniske udrensning af albanere i Kosovo blev først standset, da NATO begyndte at kaste bomber mod selve Serbien.

Men FN - og Vieira de Mello som FN's repræsentant - var så fikseret på sin traditionelle rolle som neutral mægler, at organisationen aktivt søgte at forhindre brugen af NATO's luftmagt. Uden mulighed for selv at indsætte styrker, der kunne angribe de dybereliggende årsager til en konflikt, ville selv de mest velmenende humanitære interventioner ofte få den perverse konsekvens at forlænge konflikten.

Samantha Power hævder, at Vieira de Mello gennemgik en personlig udvikling, der afspejler disse FN-erfaringer. I sine unge dage førte han FN's princip, om at organisationen skal holde sig på god fod med begge parter i en konflikt, ud i det ekstreme, da han accepterede en middagsinvitation fra den blodtørstige Røde Khmer-leder Ieng Sary. Senere dyrkede han også et venskab med Slobodan Milosevic, en fraternsiering, der gav ham øgenavnet 'Serbio'. I Chasing the Flame kritiserer Samantha Power Vieria de Mello for at have "stillet sig på magthavernes side", da han hjalp med at organisere tvangshjemsendelser af flygtninge fra Vietnam og Rwanda. Bogen formår dog ikke helt at føre bevis for sin påstand om, at Vieira de Mello hen mod slutningen af 1990'erne var nået frem til den erkendelse, at FN var nødt til at overgå fra fredsbevarelse til fredshåndhævelse for at kunne leve op til sit nye globale "ansvar for at beskytte". Det er muligt, at dette virkelig var hans opfattelse, men i så fald formulerede han den aldrig officielt. Ej heller tog han nogensinde afstand fra FN's gamle grundprincip som fundamentalt forfejlet, sådan som Kofi Annan i sidste ende skulle gøre.

Bush-æraen

Da Bush-regeringen kom til magten i 2001, drog den en kompromisløs lære af 1990'ernes FN-kriser: Aldrig mere skulle De Forenede Stater lade sin handlefrihed stække af multilaterale organisationers politiske korrekthed. I stedet skulle man slå først og søge international legitimering senere. Irak-krigen blev det direkte resultat af den indstilling.

Vieira de Mellos skæbnesvangre mission til Bagdad var en bitter pille at sluge for FN. Det er ingen hemmelighed, at organisationens stab af diplomater så godt som alle var modstandere af invasionen. Kofi Annan insisterede ikke desto mindre på at sende et stort hold til Bagdad for at bevise, at FN stadig var relevant. Men ikke så snart var han ankommet til Irak, før Vieira de Mello måtte konstatere, at hans mission kun mødte mistro og blev søgt kørt ud på et sidespor af chefen for besættelsesadministrationen, Paul Bremers og hans Provisoriske Koalitionsmyndigheder - et faktum, som dog ikke afholdt al-Qaeda i Irak fra at gøre FN til et af de første civile mål for sine terroraktioner i landet. Hans død er så meget desto mere sørgelig, da USA kunne have haft god brug for den nationsopbygnings-ekspertise, en mand som Vieira de Mello sad inde med.

Katastrofen i Irak

Efter katastrofen i Irak, er ideen om at stærke lande som USA skal bruge deres magt til at forsvare menneskerettigheder eller fremme demokrati i verden i vidt omfang bragt i miskredit. Fra at have ført en overmilitariseret udenrigspolitik risikerer vi nu at slå over i den modsatte yderlighed og glemme de lektioner, vi lærte i 1990'erne om, at hård magt nogle gange kan være nødvendig for at løse politiske konflikter, og at vi endnu ikke har et adækvat sæt af internationale institutioner, der kan sætte en sådan magt igennem på en legitim og effektiv måde.

I Chasing the Flame hævder Samantah Power, som Vieira de Mello også selv gjorde, at De Forenede Nationer ofte med urette bliver bebrejdet for at svigte de sårbare eller forhindre aggressioner, når det egenlige svigt i virkeligheden begås af de stormagter, som står bag organisationen. Disse magter er sjældent villige til at afsætte de fornødne ressourcer og sætte de fornødne tropper ind i konfliktzonen, der kan fuldføre en fredsoperations seriøse mandat.

For tiden er FN involveret i otte forskellige fredsoperationer i Afrika alene. Får FN fiasko i et højt profileret tilfælde som Darfur (hvilket må forekomme sandsynligt), vil organisationen igen blive bragt i miskredit. Power, som har været udenrigspolitisk rådgiver for Barack Obama, fremlægger en række overbevisende argumenter for, hvorfor magtfulde lande som USA burde lægge en langt større indsats i at få institutionen til at fungere.

Afsæt for seriøs debat

I sidste ende lykkes det dog ikke for Power at sandsynliggøre, at FN nogensinde vil blive i stand til at udvikle sig til en organisation, der vil kunne tage tilstrækkelige hårde magtmidler i brug eller konsekvent tage parti for den sårbareste part i betændte politiske stridigheder.

Dets svagheder som bureaukrati og dets politiske bindinger gør det meget usandsynligt, at USA eller andre magtfulde lande nogensinde vil uddelegere en direkte kontrol over deres soldater til FN eller tiltro det de fornødne penge til selv at rejse en stående hær. Men Sergio de Vieira de Mellos død er så afgjort et glimrende afsæt for en seriøs debat om, hvilken vej vi skal gå for at opretholde en fredelig verdensorden i fremtiden.

Oversat af Niels Ivar Larsen
© 2008 The New York Times og Information. Distribueret af The New York Times Syndicate

Francis Fukuyama er professor i international politik ved John Hopkins og berømt for sin bog, 'Historiens afslutning og det sidste menneske', hvori han udfolder den tese, at det liberale demokrati ideologisk er historiens endemål.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu