Læsetid: 4 min.

At drage ud i verden for at lære sig selv at kende

Grænser er steder, hvor kulturer flyder sammen, beriger hinanden og skaber noget nyt. Den, som vil lukke sig ind, tror på sin egen perfektion - og er således dømt til døden. For det eneste evige er forandringen, mener den tysksprogede forfatter Ilija Trojanow
Grænser er steder, hvor kulturer flyder sammen, beriger hinanden og skaber noget nyt. Den, som vil lukke sig ind, tror på sin egen perfektion - og er således dømt til døden. For det eneste evige er forandringen, mener den tysksprogede forfatter Ilija Trojanow
1. marts 2008

I sin bog Identity and Violence. The Illusion of Destiny advarer den indiske økonom og Harvard-professor Amatyra Sen mod udelukkende at definere sig selv eller et andet menneske ved hjælp af én kategori - lige meget om det er troen, kønnet, seksualiteten, kulturen, et nationalt fællesskab. Mennesket vil altid indeholde en mangfoldighed af identiteter, og at ignorere denne kendsgerning er, ifølge Sen, enorm farligt: "Muligheden for fred i dagens verden kan være ganske afhængig af, at vi erkender og anerkender vores mange tilhørsforhold, og at vi - som fælles beboere i en stor verden - bruger vores fornuft, i stedet for at skubbe hinanden i alt for snævre skuffer."

En nostalgisk længsel

Mangfoldigheden af identiteter er noget, som forfatteren Ilija Trojanow kan nikke genkendende til. Født i 1965 i Bulgariens hovedstad Sofia flygter han seks år senere sammen med sine forældre via Jugoslavien og Italien til Tyskland for ganske hurtig at drage videre til Kenya, hvor familien bor i 10 år - "et land, jeg intet vidste om og ikke havde nogle forventninger til". I 1985 vender Trojanow tilbage til Tyskland for at læse, hvilket ikke afholder ham fra at foretage lange rejser kloden rundt. I 1999 flytter han til indiske Bombay, senere til Sydafrika, hvor han i seks år skriver romanen Der Weltensammler, som han i 2006 bliver hædret for ved bogmessen i Leipzig.

I dag lever Trojanow i Wien, i hvert fald ifølge bogomslaget, men hvem ved, om ikke han allerede befinder sig et helt andet sted på jorden igen? For som han skriver i indledning til den foreliggende bog, Der entfesselte Globus: "Der var perioder, hvor jeg længtes efter at vende hjem. Indtil jeg forstod, at min herkomst ikke er et rum, som er reserveret til mig, som jeg kun skulle lukke op for og støve af, for igen at kunne flytte ind. Nostalgien efter en allerede fuldført ankomst veg hurtigt længslen efter et nyligt opbrud."

Der entfesselte Globus samler en række af de tekster, som er opstået de sidste to årtier, mens Trojanow har bevæget sig rundt igennem Afrika, Indien, Asien og hans fødeland, Bulgarien. Som sådan har de ikke noget med hinanden at gøre. Der er ikke et gennemgående tema, som bliver belyst fra forskellige vinkler, og som retfærdiggør, at teksterne står ved siden af hinanden og i den rækkefølge.

Kunstig konflikt

Og alligevel bliver de bundet sammen - igennem Trojanow selv og ja - netop spørgsmålet om menneskets mangfoldige identiteter. I en anden bog, som Trojanow netop har udgivet sammen med Ranjit Hoskote, Kampfansage. Kulturen bekämpfen sich nicht, sie fliessen zusammen, skriver han:

"Civilisationer er forbavsende blandingsformer: De har aldrig været rene enheder, lukkede om sig selv. Historisk set har de udviklet sig igennem udveksling og syntese, igennem mødet med forskellige racer, religioner og filosofier. Mere holdbar end tesen om kulturernes sammenstød er tanken om, at fronterne løber igennem vores egne samfund i stedet for mellem kulturkredse og nationalstater."

Ifølge Trojanow er kulturernes sammenstød en kunstig modsætning - skabt af fundamentalisterne på begge sider. Den er født i forlængelse af Den Kolde Krig og gentager dens mekanismer. På samme måde anser han tesen om, at globaliseringen er et nyt fænomen, for forkert. Det er et vestligt perspektiv. Tager man for eksempel det indiske ocean, har udvekslingen af mennesker og produkter tidligere været meget større. Almindelige mennesker er i dag begrænset i deres mobilitet. Lever man for eksempel i Sansbar, er det svært at få en opholdtilladelse i Indien og omvendt. Med andre ord: Globaliseringen fremmer udelukkende nogle få dominerende strukturer over hele verden, mens den stavnsbinder de fleste mennesker i den ikke vestlige verden.

I sine reportager viser Trojanow, hvor forskelligt centrale begivenheder bliver opfattet i forskellige dele af verden. Således førte USA's tilnærmelse til Pakistan efter 11. september - for blot at nævne et eksempel - til stor skepsis og undren i nabostaten Indien. Kampen mod terror, blev der spurgt? Ikke kun ved hjælp af et diktatorisk militærregime, men et militærregime, som under præsident Musharrafs ledelse aktivt støtter terrorisme - ikke mindst i Indiens nordligste stat Kashmir? Og har disse terrorhandlinger i årenes løb ikke kostet ligeså mange menneskeliv som den 11. september gjorde i New York? Lignende kunne der siges om Afghanistan og den vestlige koalitions kamp mod de Taleban-tropper, man i sin tid var med til at opfostre.

Beredt til fremtiden

Trojanows gengivelse af den offentlige debat, som i denne forbindelse bliver ført i de indiske aviser, er ligeså komisk som tragisk - for det bliver tydeligt, hvor kortsigtet og dobbeltmoralsk den vestlige kamp mod terror her bliver opfattet, og hvilke omkostninger det nødvendigvis må føre med sig på længere sigt i denne del af verden.

Samtidig viser Trojanow, hvilke konsekvenser den form for overvurdering af egen kultur har for de vestlige samfund selv. I bogens mest interessante og tankevækkende passage hedder det således:

"Hvis vi vil være forberedt på fremtiden, skulle vi igen opfatte vores grænser som steder, hvor ting flyder sammen. Det er det, som har befrugtet os i fortiden, og som har haft afgørende betydning for kontinentets udvikling. Det, som adskiller, er kun en midlertidig difference, et flygtigt øjeblik i historien. Mangfoldighed har altid været Europas største styrke. Det eneste evige er forandringen, siger et gammelt ordsprog. Den, som i Europa vil lukke sig selv inde, eller den, som vil lukke Europa inde, tror virkelig på historiens afslutning. Vedkommende tror, at hans system er det bedste og sidste, at hans kultur er færdigudviklet og perfekt. Således er han dømt til døden."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu