Bare rolig. Musicalversionen ødelægger ikke Olsen Banden. Yvonne genopstår skønt i Lene Maria Christensens sild i marimekko og plirreøjne. Søren Østergaard er spjættende behændig som Benny. Amin Jensen er næsten uhyggelig som Kjeld, så meget ligner han Poul Bundgaard, når han først runder læberne og sætter tenoren i gear. Og Kirsten Lehfeldt sejrer med sin kropskunst, når hun går hen over scenen i profil som Egon Olsen med Ove Sprogøes spændte skuldre og stivnede hatteansigt. Hun er en stor komiker og en folkelig heltinde. Men hun kunne nok fortjene sin egen historie i stedet for at arve en.
Så hvad skal vi med forestillingen? Det aner jeg ikke. Hvis jeg får et akut anfald af Egon-sentimentalitet, vil jeg i hvert fald hellere kaste mig over en dvd med originalen. Men manuskriptet til Olsen Banden & den russiske juvel er yderst velfungerende - med et Egon-troværdigt plot udsat for en spændstig dynamik mellem replikkerne. Desuden er den væsentligste handling skubbet over i instruktionen og scenografien, så historien netop fungerer i sin teaterform. Som filmmanuskriptforfatter Anders Thomas Jensen siger det i programmet: "Jeg har jo nok i virkeligheden skrevet en filmmusical, men Peter Langdal har så bearbejdet det til scenen."
Dansende betjente
Giver det så noget mere til Olsen Bandens historie, at de synger? Jo, det er et clou, at Amin Jensen kan synge serenadeømt til Yvonne. Hans høje toner er helt vilde. Men ellers virker det faktisk bare mystisk, at der pludselig er 20 dansende postbude eller politibetjente midt i Yvonnes hjem. Og også at deres koreografi er hårdtpumpet som til en modeudstilling; sure og cool ser danserne i hvert fald ud, uanset hvor lækkert de springer rundt. Og Jesper Winge Leisners tillægsmusik til Fabricius-Bjerres oprindelige hits giver ikke meget andet end usammenhængende Mallorca-associationer.
Scenografen Karin Trille Høy har skabt en videobaggrund og kassescenografi, der hele tiden pakker scenografier ud og ind på midten af scenen. Det virker fint, men det virker også overflødigt; realisme er ikke nødvendig i en musicalisering. Egentlig er den bedste scenografiske scene blevet Yvonnes virtuelle vaskekælder: Ved siden af vaskemaskinen og de sammenlagte tøjbunker kan Benny forsøge at komme i snak med Yvonne, samtidig med at instruktøren Peter Langdal kan komme lidt væk fra Yvonnes uundgåelige spisebord, der absolut virker bedre i filmen end i Tivoli.
Satanisk Bodil Udsen
Mest positive overraskelse er det russiske indslag. Her brillerer Maria Lucia som eksplosiv og supersyngende mafiagodte med lokkebarm og smækkertalje - og diplomatspagat. Og Ulf Pilgaard og Bodil Udsen muntrer i nogle groteske videooptagelser af russisk gidselskik mellem en Brutalis Boris og en Babusjka med kartoffelsatanisme. Desuden klarer Gordon Kennedy tjansen som Dynamit Harry med gakket drukspil og charmerende stikkelsbærben, og Gitte Naur får en ydmyg HK-opsætsighed frem hos en jakkesætssekretær.
Alligevel er det kun Lars Bom og Tom Jensen, der kan præstere den rigtige Olsen Banden-ondskab. Den dér lede, uhæmmede hævntrang, der gør idioter til monstre - og politimænd til tøsedrenge i Egon-universet. (I hvert fald Morten Eisner og Jens Jacob Tychsens politifolk, som Langdal vist har fundet i en Morten Korch-kasse et sted.) Lars Bom har den nyrige grænseoverskridende glæde - og Tom Jensen har bødlens delikate pinetrang og selvfølgelig sine stirreøjne, der kan tjekke blodudtrædninger med scannereffekt. Herligt.
Ellers kniber det med det store spørgsmål om, hvorfor denne musical egentlig skulle sættes op. Men jo, Yvonne er dejlig. Det er sjovt, at Egon er på dåse. Og der er fortsat ledige pladser til samtlige forestillinger de næste to måneder.
Olsen Banden & den russiske juvel. Manuskript: Anders Thomas Jensen. Musik: Bent Fabricius-Bjerre og Jesper Winge Leisner. Instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Karin Trille Høy. Koreografi: Signe Fabricius og Toniah Pedersen. Lys: Jesper Kongshaug. The One and Only Company i Tivolis Koncertsal til 5. april. www.olsenbandenmusical.dk
