Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

England i krig og kærlighed

Meget er gået tabt ved filmatiseringen af Ian McEwans 'Soning'. Men der er endnu mere at glæde sig over
Film og bog. Filmen vil overraske, dem der ikke har læst bogen - uden at skuffe dem, der har.

Film og bog. Filmen vil overraske, dem der ikke har læst bogen - uden at skuffe dem, der har.

Alex Bailey

Kultur
22. februar 2008

Man skulle umiddelbart tro, at Ian McEwans Soning ville være umulig at filmatisere. Romanen, der i 2001 understregede den britiske forfatters position som en af vor tids store prosastemmer, er båret af lange og lyriske sætninger, en underfundig tone, et rigt billedsprog og en total despekt for fænomener som sandhed og kronologi. Ja, i hele sit væsen minder McEwans Soning om en litterær meditation over fiktionens evne til at ødelægge og hele.

Alt det har tilsyneladende ikke bekymret Christopher Hampton (Farlige forbindelser, The Quiet American), ud fra hvis mesterlige manuskript instruktør Joe Wright (Stolthed og fordom) har drejet et inciterende, velspillet og dybt bevægende kærlighedsdrama, der balancerer elegant på den vægt, som mulige episke klassikere skal vejes på, når de har fået nogle år på bagen.

Tragisk misforståelse

Det starter en varm sommerdag i 1935 på familien Tallis' landsted, hvor luften er tung af klasseskel, barnedrømme og seksuelle spændinger. Resultatet af den cocktail er en tragisk misforståelse, da den 13-årige Briony Tallis (Saoirse Ronan), der vil være forfatter og allerede har en livlig fantasi, fra et vindue ser sin storesøster, Cecilia (Keira Knightley), klæde sig af foran hushjælpens søn, Robbie (James McAvoy), og træde op i fontænen nede i parken.

Hvad der ligger bag Cecilias optræden, får vi vished for, da Wright skruer tiden et lille kvarter tilbage og genspiller scenen for os fra hendes synspunkt: Robbie og Cecilias ophedede diskussion har bund i den uforløste kærlighed, som de to nærer for hinanden, og som resulterer i, at en dyr vase splintres og falder i fontænen; Cecilia hopper i for at redde vasen.

Stemningen fortættes yderligere, da storebrorens rige ven, der håber på en snarlig krig, så hans familie kan sælge chokolader til hæren, dukker op og viser en påfaldende interesse for Brionys 15-årige kusine, som er på besøg med sine brødre.

Briony selv får imidlertid nok at tænke over, da hun ved middagstid overrasker Robbie i færd med at overfalde Cecilia på biblioteket. Det er i hvert fald, hvad Briony bilder sig ind, at hun ser, godt hjulpet på vej i sin overbevisning af det (forkerte og lystfulde) brev, som Robbie bad hende aflevere til Cecilie efter optrinnet ved fontænen. Da Briony senere på aftenen får et glimt af et overfald på sin kusine, er hun ikke i tvivl om, hvem hun skal udpege som den skyldige, da politiet bliver tilkaldt -

Et helvede ved Dunkirk

Tre skæbner - Cecilia, Robbie og Brionys - synes beseglet af et barns misforståelser, frygt og fantasi, og handlingen fortsætter nu i London nogle år efter, hvor de to søstre uddanner sig til sygeplejersker - den ene for at flygte, den anden for at sone - siden i Frankrig under krigen, hvor Robbie gør tjeneste, indtil vi ender i London i vor tid, hvor Briony er blevet en anerkendt forfatter, der stadig har brug for at sone.

Specielt evakueringen ved Dunkirk, hvor Robbie tripper med sine landsmænd, fortjener at få et ord med på vejen, i det den ikke blot er en tour de force udi moderne filmsprog, men også gør op med alle de myter, der gennem generationer har rumsteret i England, om at denne tilbagetrækning var et mønstereksempel på, hvordan nationen stod sammen og holdt hovedet koldt, da det virkelig gjaldt. Det er ikke det indtryk, man får i filmen, hvor Robbie dukker op over en sandklit og får øje på de kaotiske masser på stranden foran sig. I et take, der er fem-seks minutter langt, følger kameraet Robbie, mens han passerer franske soldater, der skyder deres heste; fordrukne briter, der rider på en karrusel; tropper, der brækker sig; krigere, der slås og meget, meget mere, det hele fanget ved hjælp af moderne CGI-teknik og af fotografen Seamus McGarvey, der i den grad fortjener ros for Sonings atmosfæremættede tekstur.

Et enkelt sted på stranden høres en flok soldater synge 'The White Cliffs of Dover', der først blev skrevet året efter Dunkirk. Hvorfor det slet ikke er sikkert, at det er en fejl, erfares i den slutning, der er blevet radikalt ændret i forhold til romanforlægget.

Hvordan skal ikke røbes her, hvor vi nøjes med at konstatere, at Christopher Hamptons intelligente løsning garanteret vil overraske dem, der ikke har læst Soning, uden at skuffe dem, der har.

Soning. Instruktion: Joe Wright. Manuskript: Christopher Hampton. Engelsk (Dagmar, Falkoner, Grand og Metropol i København og en halv snes biografer i resten af landet)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her