Anmeldelse
Læsetid: 4 min.

Familiealbum med indslag af myte

Thorstein Thomsen har skrevet sin femte voksenroman. Det er ikke dårligt fortællehåndværk, men der mangler motor. Det kan dog tilgives
Kultur
7. februar 2008
Sproget flyder mundret og ukrukket af sted i Thorstein Thomsens nye danske slægtshistorie, 'Sne på hendes ansigt'.

Sproget flyder mundret og ukrukket af sted i Thorstein Thomsens nye danske slægtshistorie, 'Sne på hendes ansigt'.

Der er ét fortællekneb i Thorstein Thomsens slægstroman Sne på hendes ansigt, jeg holder meget af. Da jeg-fortælleren Michala som ung i Esbjerg er ulykkeligt forelsket i en lystfiskende rockmusiker, går hun ud i den sø, hvor han hver morgen fisker, og drukner:

"Og allerede søndagen efter den næste søndag lå jeg hvid og lysende på bunden og stirrede op mod livet med tomme øjenhuler."

Dette sker omtrent midt i romanen, i et kapitel mærket '1969', og vi ved fra prologen, at vi skal følge jeg-fortælleren helt til 2006. En jeg-fortællers retrospektive beretning om sin egen død har et vist sug i sig og kommer her til at minde om en tilbagevendende dagdrøm, jeg selv har: at skrælle en virtuel død af sig, som katten et af sine ni liv. Senere erfarer vi, at Michala, som siden bliver fortæller af profession, har hentet dette fortællefif fra et grønlandsk sagn.

Esbjerg goes Marquéz

Michala kommer fra et lille fiskerleje ved Esbjerg og fortæller sin mormors, sin mors og sin egen historie over bogens små 400 sider. Hun er født 1950, og vi får historien om udviklingen fra frikirke og landsbyoriginaler til tjald, lal, rockmusik og bare bryster. Fra den ene slags misbrug (den frikirkelige morfar, som misbruger sin datter seksuelt) til den anden (Michala bliver junkie, men familien henter hende til kold tyrker i onklens nordsjællandske sommerhus).

Det er dansk slægtshistorie, der slutter sig til noget, der efterhånden ligner en trend: at skildre den generation, der frigjorde sig fra det førmoderne liv på landet, men stadig har det siddende i krop og sjæl og sprog. Hans Otto Jørgensen har gjort det, Jens Smærup Sørensen har gjort det, men hos Thorstein Thomsen er de litterære ambitioner mindre.

Det handler mest om at fortælle en god historie, at fremmane et lille dansk lokalsamfund og give det et skud magisk realisme, som nogle gange lykkes vældig fint (døden på bunden af søen -), andre gange forekommer mig påklistret, som når frimenigheden i fiskerlejet anskaffer sig en skriftklog abe, eller en af Michalas hippie-venner syr en hat af skindet fra en gigantisk loppe.

Tarokkort og pasteller

Der bliver noget kitsch over fortællerens billeder af sit gamle Vestkyst-univers, hvilket romanen sådan set selv tematiserer, da den mod slutningen lader Michala inspirere sin tyske, kunstmalende mand til en serie pasteller med motiver fra hendes fortællinger:

"Mal et billede til mig. Ja, gør det. Mal et billede til mig. Et rigtig ét med mennesker, der spiser og elsker og vasker op og fisker og sejler i kano og spiller på trommer."

Det gør så den stakkels mand; han kaster "al sin japanske smagfuldhed over bord" og får dundrende succes med sine billeder.

Ifølge Michalas betragtninger er formålet med fortællekunsten netop at skabe billeder:

"Mennesker skal have billeder for at begribe ting i vores underste lag."

Her afslører hun og Thorstein Thomsen deres arv fra en vis del af hippiemiljøet, en fiflen med Jung og arketyper og myter og tarok-kort. Af en af sine berlinske kollektivveninder, som læser i Tarok-kort, lærer fortælleren "at stikke de arketypiske kort ind de særeste steder", og man begynder som læser at se dette som et billede på også Thomsens teknik: tidligt i romanen møder vi eksempelvis kortet 'hængt mand' i skikkelse af fortællerens dattermisbrugende morfar.

En anden og mindre dybdesøgende karakteristik af den fortælleteknik, som også er romanens egen, møder vi hos Michalas første mand, Heinrich, der ender som porno-instruktør og videregiver Michala sine principper for den gode fortælling: "Et mord i første kapitel, lidt incest eller lignende her og dér og en påstand om, at det hele er foregået i virkeligheden."

Med disse meta-figurer, tarok-kvinden og pornoproducenten, får romanen givet en karakteristik af sin egen fortælleteknik som noget, hvor det mystik- og effektsøgende ligger snublende nær hinanden.

Billedet i midten

Det af romanens billeder, der har givet den sin titel, Sne på hendes ansigt, er billedet af en kvinde (jeg røber ikke hvem), som findes død på stranden - "sneen faldt af hendes ene kind", står der, da liget vendes om. Billedet forekommer i romanens midte, men det lykkes ikke rigtig Thomsens prosa at male det med tilstrækkelig billedkraft til, at det virkelig også bliver romanens midtpunkt. I stigende grad får man i bogens sidste halvdel snarere fornemmelse af en serie billeder fra familiealbumet, som snarere kværner noget kronologi igennem end danner en mosaik eller et interessant narrativt netværk.

På den anden side er jeg egentlig parat til at tilgive denne roman meget, fordi den netop ikke er prætentiøs i sine litterære ambitioner. Den er ikke dårligt fortællehåndværk, sproget flyder mundret og ukrukket af sted, også i replikkerne. Og så er der altså steder, som i jeg'ets druknedød på søens bund, hvor det vitterligt lykkes romanen at give sine billeder suggestionskraft.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her