Det tog ham et helt år at fatte bogstavet a. Han forstod ikke begrebet egennavne eller brugen af store bogstaver. Han tog klasser om, blev skældt ud, ydmyget, irettesat, rettet og gjort til grin. For slet ikke at tale om de pinagtige tilbagevendende karakterbøger, der i den franske skole sendes hjem til forældrene hvert semester for at slå de standpunkter fast, der ellers ugentligt meddeles hjemmet via den obligatoriske cahier de jour.
Skaden og smerten ved livet som cancre (sinke) er til at tage at føle på side efter side i Daniel Pennacs Chagrin d'école ('Skolens sorg'), som i 2007 vandt den prestigefyldte franske litterære pris, Prix Renadout.
Den selvbiografiske roman beretter i jeg-form om Pennacs barndom som svært dyslektisk. Hele sin barndom og det meste af sin ungdom havde han et alvorligt indlæringsproblem, der delvist stammede fra en traumatisk hændelse, hvor han som førskolebarn ved et uheld havnede under skraldet i en container i barndomsbyen Djibouti i 50 graders varme. Han blev reddet i sidste øjeblik, men pådrog sig en alvorlig infektion og var på penicillin i månedsvis, lige som han skulle starte i skolen.
Hans lidelser i det franske skolesystem vil muligvis være svære at fatte for et dansk publikum rundet af det antiautoritære, bløde og inkluderende danske skolesystem, der konsekvent forsøger at hjælpe og opmuntre frem for at straffe og fordømme eller med forfatterens ord "reducere barnet til ingenting, et nul, der kun gør forældrene triste".
Tristesse for livet
Den tristesse, der dominerer Chagrin d'école er vitterlig meget fransk. Og berettiget, kan man vel tilføje, dersom man tilhører den betragtelige del af befolkningen, som ikke har nemt ved udenadslære og efterfølgende fejlfri reproduktion af systemets og lærerens sandheder. Overtegnede, der selv har tre børn i det franske skolesystem, stiller også gerne op som vitterlighedsvidne om, at beskrivelsen ikke virker synderligt overdrevet, når man sammenligner med skolen 40 år senere.
Og som salgstallene på bestsellerlisterne viser, har bogen også ramt lige durk ind i folkesjælen.
"Barnet lider, forældrene skælder ud, læreren retter. Den store fejl ved det nationale skolesystem bunder i, at man hele tiden leder efter de skyldige," sagde forfatteren selv i et interview med tv-kanalen France 2 i oktober 2007, da bogen lige var udkommet.
Fortællingen om Pennac har imidlertid - til forskel fra den skæbne, der bliver mange af virkelighedens sinker til del - en overordentlig lykkelig slutning.
Han blev reddet af en godhjertet og dygtig fransklærer, da han var 15. Havde denne og to andre kolleger, som også viste forståelse, ikke grebet ind, var det langt fra sikkert, at Daniel Pennac nogen sinde var kommet til at læse, selv opnå en litterær grad, for slet ikke at tale om at blive en af de bedst skrivende og sælgende franske forfattere.
I sin mands skygge
Hvilket spring er der ikke til den bog, der har vundet den fornemste franske litterære pris, Le Prix Concourt, Alabama Song, som med prisen officielt hermed blev udvalgt som den bedste franske roman i 2007. Gilles Leroy vandt for, med usædvanlig sproglig finesse og indlevelse, at have skrevet en "fiktionaliseret selvbiografi" over Zelda Fitzgeralds liv, en talentfuld og smuk kvinde - selv forfatter, men plaget af mental ustabilitet, og som hele sit liv levede i skyggen af sin ægtemand, den berømte forfatter Scott Fitzgerald. Gennem fortællingen om Zelda og Scott og deres lidenskabelige og vulkanske forhold beskriver Leroy også Amerikas 'vilde 1920'ere'.
Zelda Fitzgeralds liv var en kamp, "et liv som offer, hendes talent blev aldrig anerkendt for alvor (...) jeg elsker mennesker, som formår at skubbe deres begær ud i ekstremerne. Det er det, der får dem til at skille sig ud, deres vedblivende styrke, dette brændende ønske om at gøre sig fri", sagde den 49-årige Leroy selv om sin heltinde, da han fik prisen for fire måneder siden.
Zelda Fitzgerald blev diagnosticeret skizofren, da hun var 47 år, og døde i et hjem for sindslidende i USA.
Flamboyant sprog
I Alabama Song, som også fortælles i jeg-formen, hører vi om Zeldas flugt fra sin borgerlige baggrund gennem ægteskabet med Scott. Vi lever sammen med hende gennem de vilde fester i datidens New York, Paris og den franske riviera; og lider med hende i de mange passionerede op- og nedture med ægtemanden.
I begrundelsen for prisen sagde juryen, at romanen vandt gå grund af "sit flamboyante sprog, den høje litterære kvalitet og dens brillante blanding af biografiske og opfundne elementer".
Gilles Leroy selv har sagt, at han ønsker, at romanen bliver læst som en "roman, ikke som en biografi over hverken Zelda Fitzgerald eller andre af de historiske personer".
Men det er svært ikke at gøre. Leroy er - med en slidt, men rammende kliche - krøbet helt ind under huden på sin hovedperson, og man fornemmer aldrig som læser den mindste distance. Zelda, halv engel, halv dæmon, slynger om sig med digte og vulgariteter. Hendes vanvid er større end hendes normalitet, hendes skønhed og sans for provokationer betydelig:
"Jeg ryger, og jeg brænder, og jeg danser, og jeg rør ved og udveksler mig selv med hvem, jeg vil. Jeg er en salamander: jeg krydser flammerne uden nogensinde at brænde mig."
Men historien forbliver troværdig og efterlader læseren med en følelse af at have fået indblik i en dekadence, en kærlighed og en årelang passion. Og sluttelig en næsten ubærlig skuffelse hos Zelda over, at livet ikke var klarere og ikke kunne være blevet levet mindre i kulisserne eller i skyggen, end det blev. En læseoplevelse, som kræver, at ens franske ligger et par klasser over mådeligt.
