Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

'En fuldt overskuelig uro i stilstanden'

Klamt. Harald Voetmanns nye bog er gamle tricks i nye klæder - stilistisk superbe ulækkerheder for eksempel tilsat filosofiske fif og fiksfakserier
Klamt. Harald Voetmanns nye bog er gamle tricks i nye klæder - stilistisk superbe ulækkerheder for eksempel tilsat filosofiske fif og fiksfakserier
Kultur
14. februar 2008

Stilen er blevet mere prunkløs i det, mindre barok, men ellers minder Harald Voetmanns nye bog En alt andet end proper tilstand meget om hans sidste to bøger. Der er de samme kvaliteter, først og fremmest et helt ubændigt sprogligt talent, og så er der de samme forbehold: en tendens til stiløvelser, en til tider monoman kredsen om fækalier, råddenskab og anden kropslig udsmatning. Nogle gange føler man, at alt det, man normalt ville betragte som indhold, for Voetmann mest er en undskyldning til at sutte sig frem til de lækreste, mest slimede formuleringer.

Genremæssigt og tematisk er alt ved det gamle. Denne gang er der 21 prosastykker af varierende længde, og som netop ikke er noveller. De fleste af dem har kun en svagt optegnet handling og ingen rigtig pointe. De kredser om absurde tableauer med lige dele klam fantastik og klam hverdag. De ville være symbolske på en meget påtrængende måde, hvis ikke symbolikken blev fuldstændigt overdøvet af førnævnte udsmatning.

Melankolske aber

Svage, livsuduelige mænd spiller en hovedrolle i En alt andet en proper tilstand. De fremstår i hovedsagen som en art melankolske aber. I 'Beklædning' bliver en hr. Kühleborn 55 år. Hans livs stjernestund, en farvet vest, er ikke længere "dybrød med brede lodrette cremefarvede striber, men falmet lilla med brede lodrette striber af samme farve som tynd te."

Derefter opgiver han at servere de indkøbte stykker morgenbrød for arbejdsmændene på det talgsmelteri, hvor han er funktionær. Han slutter med en blid glæde over at være udsat for intet:

"For den, der står i sikkerhed på kysten, er synet af de synkende skibe behageligt, og for den, som sidder øverst oppe i fæstningstårnet, er synet af de stridende hære på jorden et smukt syn. For Kühleborn i læskuret er synet af medborgere i regnvejret opløftende. En gruppe børn i gennemblødte fastelavnskostumer med dryppende fevinger og superheltekapper, blegnet sminke i hovederne, og de forsøger alle at beskytte hver deres pose med sjaskede popcorn og rosiner, dække den ind under kappen eller en tilsølet snip tyl fra prinsessekjolen."

"Smattede popkorn og rosiner!" Sådan skriver Voetmann, når han er bedst - og så er han, som man kan se, chokerende god. Her er hverdagen blevet en trist komedie af kosmiske dimensioner. Verden er et ælte af materie, blinde drømme og latterligt begær; alting flyder alligevel ud i regnen.

Det minder noget om den tyske filosof Arthur Schopenhauer, hvis hovedværk Die Welt als Wille und Vorstellung godt kunne have inspireret forfatteren undervejs. Dog er denne bogs personer og fortællere hele tiden henvist til deres kroppes gispen, rallen, skælven, stønnen, pusten, hiven og hiksten, deres mekaniske spjæt og vrangvillige erektioner, deres frugtesløse, seksuelle runddans.

Eneste løsning er latterlig resignation, det vil sige: melankolsk aberi. Lignende stjernestunder, og det skal med at de ofte er ret morsomme, finder man drysset ned på siderne undervejs i En alt andet en proper tilstand. Især funkler de stykker, hvor nogenlunde normale hverdagsoptrin er i centrum.

Er det synd for Harald?

Et par af bogens stykker stikker ud. 'Før det bliver lyst' gennemspiller og forvansker noget, der mest af alt ligner en latinsk version - vor forfatter er tydeligvis glad for senantikkens verden. Et enkelt prosastykke er simpelthen sakset fra en hjemmeside om depression.

'Hvalp-væk-fra-tæve-forsøget (del 1)' har klare, om end sikkert ret utroværdige, selvbiografiske træk, blandt andet om moderens død. Her fortæller Voetmann os, hvorfor han skriver:

"Hvis nogen endnu ikke har forstået det, så lad det nu blive slået fast: Det hele er meget synd for mig. Sådan er det, det er den grundlæggende præmis her. Jeg skriver for at vække sympati, den melodi kan jeg li. I stedet for at læse dette værk burde værkets potentielle læsere i samlet flok forære mig et båthorn med en fin, lille sløjfe om, og et lille kort, hvor der stod med svungen skrift: Ja, det er synd for dig, Harald."

Jeg ved ikke, om det er synd for Voetmann, men der er en mørk ironi på spil her, et strejf af indebrændt vrede, som er ny for forfatterskabet. Det klæder det faktisk. Måske er det dén vej, Voetmann skal bevæge sig som forfatter; gentager han sig selv igen, så risikerer han for alvor at forfalde til rutine.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her