Anmeldelse
Læsetid: 3 min.

Giv os hemmelighederne tilbage

Forførende og foruroligende udstilling af kunstnerduoen Randi og Katrine i Gl. Strand
Kultur
25. februar 2008
-The House in Your Head- frembyder et bemærkelsesværdigt men-nesketomt bylandskab, der giver associationer til Edward Hoppers og Palle Nielsens forladte byprospekter.

-The House in Your Head- frembyder et bemærkelsesværdigt men-nesketomt bylandskab, der giver associationer til Edward Hoppers og Palle Nielsens forladte byprospekter.

Anders Sune Berg

The House in Your Head er en ny udstilling af kunstnerduoen Randi og Katrine i Kunsthal Gl. Strand. Udstillingen er tænkt som én stor installation, der fylder det meste af udstillingsstedets øverste etage. Her træder vi ind i en fremmed verden af besjælede huse, der nærmest ånder og lever, men som samtidig virker mærkeligt tomme. I etagens store rum vises to af disse huse, der er ca. ti meter brede og lidt over tre meter høje, mens der i det tilstødende rum vises et transformatortårn, som leverer strøm til den imaginære verden. Transformatortårnet forbindes med husene og husene med hinanden via et omfattende net af el-ledninger, en detalje, der er et vigtigt, nærmest realistisk element i opbygningen af en troværdig særegen verden med sit eget skalaforhold og sin egen logik. Med afskærmningen af ovenlyset i det store rum lukker rummet sig om sig selv, og således understreger kunstnerne yderligere oplevelsen af installationen som en selvstændig verden.

Gedulgte affærer

Med The House in Your Head har Randi og Katrine arbejdet med huse, der besidder menneskelige træk. Tagbeklædningen ligner en korthårsfrisure, og husets front ligner et ansigt med øjne, næse og mund. Men ikke nok med det, husene er tilsyneladende også levende! I det ene hus skydes en stige op og ned i en uendelighed, som om man skiftevis inviteres indenfor og udelukkes. I det andet hus åbnes og lukkes et par vinduesskodder på husets front, som om huset blinker med øjnene. I begge huse er der lys, der tænder og slukker og på denne måde indikerer, at enten er huset levende, eller også er det beboet. Af hvem eller hvad, vides ikke. Bortset fra en enkelt skygge, der passerer et vindue, er The House in Your Head nemlig et bemærkelsesværdigt mennesketomt bylandskab, der giver associationer til for eksempel Edward Hoppers og Palle Nielsens forladte byprospekter.

I huset med den mekaniske stige står førstesalens vinduer på vid gab, og vi kigger lige ind i et tomt sort rum. Dette skaber en urovækkende kontrast til resten af huset, der synes at være i fuld sving. F.eks. er der lys i kælderen, der ifølge kunstnerne er stedet for et hus' gedulgte affærer, mens husets kvist, i henhold til samme tankegang, er stedet for romantiske, højtflyvende og lette tanker og begivenheder. Vi får dog hverken hints til, hvad der foregår i den oplyste kælder eller på den mørke førstesal, og netop derfor er der frit spil for beskueren til at danne sig sine egne forestillinger. Det store dramatiske potentiale er en af udstillingens, og generelt set denne kunstnerduos, store forcer. De skaber installationer og scenografier, der både rummer en mangfoldighed af fortælling og mystik, men som på samme tid lader masser af plads være åben, til at beskueren kan brodere videre.

Behovet for en maske

Udgangspunktet for The House in Your Head er, udover en grundlæggende fascination af huse, også en fascination af forholdet mellem det indre og det ydre, som det findes i både huse og mennesker. Samtidig indeholder udstillingen en hyldest til en bestemt type hus, der, i modsætning til nutidens typiske ekshibitionistiske byggerier med meget store glaspartier, lader interiøret være et hemmelighedsfuldt og privat indre og ikke en udstilling af almindelige menneskers trivielle privatliv. Randi og Katrine fremhæver selv Adolf Loos som et eksempel på en arkitekt, der beskæftigede sig med husets dobbeltrolle som offentlig anonym skal og privat hule. Det kan tilføjes, at Loos derudover var en arg modstander af individuel tøjstil i det offentlige rum. Ifølge ham, er det kun halvhjerner, der har behov for at vise hele verden, hvem de er. På The House in Your Head har kunstnerne taget Loos ved hånden og hylder gamle dages brug af den offentlige facade, hvad enten det drejer sig om et hus eller et individ.

Alt i alt er Gl. Strands udstilling med Randi og Katrine en eventyrlig og fin udstilling fyldt med dramatisk potentiale og masser af hemmeligheder. Det værste ved udstillingen er, at der ikke er mere af den.

9. feb.- 4. maj 2008Gl. Strand, www.glstrand.dk

The House in Your Head,

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her