Læsetid: 4 min.

Den glade, men ubegribelige enke

Hvorfor Den Kongelige Opera spilder ressourcer og publikums tid på en sådan forestilling som Lehars 'Den glade enke' er en gåde
Livsglæde reduceret til spredte ben, kødfarvede papmaché-bryster og et rask tag i egentissemand.

Livsglæde reduceret til spredte ben, kødfarvede papmaché-bryster og et rask tag i egentissemand.

Miklas Zsabo

5. februar 2008

Lad det være forsøgt besvaret med det samme: Det Kongelige Teater lefler som andre kulturinstitutioner under det nuværende politiske flertal for den populistiske fællesnævner.

Der kan ikke være anden forklaring. Nogen kunstnerisk nødvendighed af at sætte Franz Lehars glade enke op på nationaloperaen foreligger ikke. Som Politikens navnkundige for længst afdøde musikanmelder Robert Naur engang bemærkede: Livet er ikke langt nok til operetter. Hvorvidt aforismen gjaldt Lehars middelmådige værk, i øvrigt Hitlers yndlingsoperette, er uvist, men ville dér have været på sin plads. Handlingen er tynd og skal ikke refereres her, musikken - bortset fra de berømte slagnumre, der til gengæld er slidt ned til smertegrænsen - uden karakter og perspektiv. Kort sagt er udgangspunktet for en rimelig forestilling det ringest tænkelige.

Den belgiske instruktør Guy Joosten har sat i scene, hvilket ikke har formået at retfærdiggøre opførelsen.

Scenografien ved tyskeren Johannes Leiacker understreger kun urimelighederne.

Scenens centrum er en kolossal cirkelsofa i rødt, i hvis omfangsrige nav er anbragt en afbrændt skov, hvori en liderlig transvestit og en bjørn, der til sidst også bliver liderlig flakker rundt, ivrigt ledsaget af operettens hovedpersoner på skift. Skoven skal sikkert symbolisere Montenegros vilde natur. Lehar lod sit spil med libretto af et par teaterskræddere foregå i landet Pontevedro.

I Wien i 1905 har premierepublikummet sikkert skreget af grin. Montenegro var Lars Tyndskids losseplads i Østrig-Ungarns kejserrige, diplomater pr. definition dumme adelsmænds endnu dummere og forkælede sønner, og mænd gik meget på bordel dengang.

Standardlir på dåse

Det hele forudsætter en eller anden stillingtagen, såfremt den slags forudsætninger skal være det indforståede grundlag for en i øvrigt tynd kop te. Den skænker så Guy Joosten ved at klippe et par meter af Den Kongelige Operas altid forhåndenværende standardlir på dåse med korister i lange underbukser, der laver samlejebevægelser uden jern på samt den allerede nævnte transvestitbenovelse iført bare bryster af kødfarvet papmaché. Det er ikke ophidsende, det er ikke forargende, det er bare pinligt og ren rutine på Dokøen.

Livsglæde reduceret til spredte ben og et rask tagi egen tissemand, når de mandlige aktører synger noget, hvor ordet mis optræder. Det er ikke champagne i boblende perler, som de hele tiden fabler om, det er øl, fisse og hornmusik. Det sidste, musikken, er heller ikke for yndigt.

Det Kongelige Kapel under Stefan Klingele er ikke oppe på pulsen. Der er jo hos Lehar ikke meget at gøre godt med, og der er mildt sagt klumper i transmission af impuls mellem orkester og sangere.

Disse kæmper deres brave kamp, disse loyale, arbejdsomme og engagerede mennesker, der lader sig byde så meget. Men det lykkes ikke ret godt, flere kommer ikke ud over rampen i et rollefag, som åbenbart er akavet; kun enkelte steder i den over to timer uendelige forestilling formår Niels Jørgen Riis som Camille, Palle Knudsen som grev Danilo og Anne Mar-grethe Dahl som enken at hæve sig op over kedsomheden og levere sang, der løfter.

Det opløftede går straks efter i dørken, når de samme også skal sige noget. Replikbehandlingen er rædsom, vokalerne deforme, klangen flad. Har de ikke en sproglig konsulent på det teater eller en replik-instruktør? Eller bare en båndoptager, så de selv kan høre de falske toner i sproget? Det gælder for resten også i sangen. Det er godt, der er overtekster. Eller godt og godt, det kan sgu være det samme med den handling.

Operettens kunst, hvis man endelig skal til det, betyder, at sang og tale skal mødes og gå op i en højere enhed. Ellers skal man holde sig langt væk fra genren, hvilket råd hermed er videregivet.

Forfærdende dårlig

Det er simpelthen en forfærdende dårlig og ubeskrivelig kedelig forestilling. Njegus i Steen Stig Lommers ellers så talentfulde skikkelse, der skal tjene til at forklare og kæde sagen sammen, er totalt kikset.

Hans vittigheder om diplomater gik på krykker i denne anmelders farfars tid og var heller ikke dengang særligt morsomme. Hans beruselse kun halv og hurtigt opgivet uden at vække hverken morskab, snarere medlidenhed med en skuespiller, der er gået forkert.

Oplevelsen er i sandhed nedslående. Når man tænker på, hvad Operaen kan præstere, og hvad den har præsteret i Kaspar Holtens regeringstid og ikke mindst på hans egen indsats. Hvorfor så dette makværk? Se forsøget på et svar ovenfor!

Føj dertil dette: Den Kongelige Opera bør fremover afholde sig fra at spænde sit repertoire så vidt ud i det kvalitativt tvivlsomme. Det kan hurtigt blive et politisk krav at levere på og under den laveste fællesnævner.

Spørg bare Danmarks Radio, der gudhjælpeén transmitterede hele historien åbenbart uden en kvalitetsvurdering inden. Musik-fagligheden er som bekendt udraderet i den gamle medievirksomhed.

Franz Lehar: Den glade enke.
Medv.: Anne Margrethe Dahl, Palle Knudsen, Kjeld Christoffersen, Andrea Pellegrini, Niels Jørgen Riis, Audun Iversen Joachim Bäckström, Mogens Gert Hansen, m.fl.
Iscenesættelse: Guy Joosten. Dir. Stefan Klingele.
Det Kongelige Kapel. Operakoret. Den Kongelige Opera.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Og her har vi så desværre kultur-radikalismen i sin reneste form: dette at gøre sig lystig over og more sig med at nedgøre folkets kultur - uden et forsøg på at sætte sig ind i hvad der mon folk til at strømme til f.eks. Lehars operetter som Den Glade Enke eller Johan Strauss's Flagermusen eller Andrw Lloyyd Webber's musical.

Kultur-eliten (som jeg med glæde kalder dem her) har altid nedvurderet det som var populært og folkeligt til fordel for en kunstnere, der f.eks. lavede lort på dåse --- eller noget uforståeligt avantgardistisk som ingen andre end de selv forstod.

Lehars operette er vel ikke på højde med Mozarts operaer osv. - men mindre kan vel også gøre det?? præcis som Michael Caine's præstationer som skuespiller ikke er på højde med f.eks. en Johnny Depp's eller Dustin Hoffman's, men mindre kan altså også gøre det.

Det er svært at bedømme en operette som jeg aldrig selv har set, dog har jeg hørt uddrag fra musikken fra den. Og for mig at se er det populærmusik på linie på Abba's musik fra 1970erne, som altså også fik visse kultur-radikale musik-kritikere til at mene at det var noget bras og hø - indtil man begynder at analysere musikken. For så vil man rent faktisk opdage at der er nogle komplicerede overgange, melodier mv. i Abba's musik. Det er der sikkert også i Lehar's musik - selvom det fremstår som let og ligetil.

Mht. Kasper Bech Holten forstår jeg ganske enkelt hvorfor alle i den (københavnske) kultur-elite er faldet for ham. Jeg mener ganske enkelt han totalt har ødelagt Ringen, og nogen af Mozart-operaerne - ved simpelthen ikke at ane hvad de handler om. Ogås Puccini's La boheme ødelagde han.

Ringen ødelagde han ved at lade Brunhilde stige op med et spædbarn til sidst af ilden, som ellers skulle have fortæret alt. Meningen var vist at han mente at Wagner var en misogynistisk nar, som undertrykte kvinderne i sine operaer mv. - og at han derfor ville alde Brunhilde føde et barn, som skulle indvarsle en ny tid. Hele hovedproblemet er blot det, at for Wagner symbolisere den altfortærende ild til sidst at en verden, et tankesæt, må gå under. Og dermed må Brunhilde også dø - fordi hun også er en af den gamle verdens tankesæt.

I La Boheme har Kasper Bech Holten slet ikke fattet, at det handler om at to forskeligge social-klasser hverken kan eller må mødes pga. de sociale skel der var i 1880ernes Paris, og at det er derfor Puccini (og hans librettist) lader Mimi død til sidst - ikke fordi Puccini ikke ærer kvinderne eller noget i den stil.

Jeg ved ikke helt, hvorfor det Kongelige Teater har valgt at lave den opsætning af 'den glade enke' som de har, men jeg ved, at jeg (heller) ikke kan tåle den leflen for hvad publikum tror de vil have som er:, sex, hor, mord, død og vold, som åbenbart præger både teatrets og filmens verden i de her år. Og når stykket nu foregår på Balkan kunne man måske evt. have drejet det i en mere -ahem- poltisk retning - måske...

Siden hr. Metxz ikke vil referere handlingen er her et lille link:

http://www.kglteater.dk/Forestillinger/Opera/Opera_07_08/Den_glade_enke....

Og det der med at den glade enke med de mange millioner kan redde hendes hjemland fra konkurs kunne man måske nok have spundet en politisk ende eller to over.... hvis man altså havde villet... - uden det dog af den grund blev alt for tungt...

Operetter er jo ikke ment som at være skabt til at sætte problemer under debat. De er ment som skabt til at flygte væk fra hverdagens kvaler og problemer, præcis som de endeløse tv-serier, anmelderne i DK også (normalt) plejer at hade....

/Karsten

Svend Erik Sokkelund

Tak til Georg Metz for en fremragende (og munter) anmeldelse, så vi kan forstå, hvorfor de små teatre må spare, biblioteker lukke osv., når nu der skal bruges millioner på Dokøen til store & vigtige & uundværlige & meeeget betydningsfulde forestillinger.
Du får mig til at tænke på Hans-George Lenz, en sand Informatin skribent.

Svend Erik Sokkelund

Tak til Georg Metz for en fremragende (og munter) anmeldelse, så vi kan forstå, hvorfor de små teatre må spare, biblioteker lukke osv., når nu der skal bruges millioner på Dokøen til store & vigtige & uundværlige & meeeget betydningsfulde forestillinger.
Du får mig til at tænke på Hans-George Lenz, en sand Information skribent.

Pjat og snobberi og fraser, 'Hitlers foretrukne operette' og hvad så, duer Wagner så heller ikke? Jeg kan ikke udtale mig om den aktuelle forestilling, har den kun på CD i en superindspilning med bl.a. Bo Boje Skovhus og Wiener Phil. og det er bare fantastik flot og dejlig musik, der bliver opført alt for sjældent herhjemme.

"Handlingen er tynd og skal ikke refereres her"

Se her kunne din anmeldelse have sluttet med bravour Georg - men det gjorde den ikke. Du analyserer et uprætentiøst underholdningsværk somom det skulle det være et litterært mesterværk.

Den glade enke er, som de fleste operetter, vaudeviller, salsaer, can can m.v., uforpligtende tidstypisk underholdning som borgerskabet brugte til at kigge ind ad egne vinduer. Det er et historisk dokument som bør opsættes tro mod sine hensigter. Virkemidlerne var dengang vise ben, strømpebånd og chemisser. I dag har den slags ikke appeal, derfor bliver det lavet om til pornoshows.

Det er ulideligt at se alle de bambus-opsætninger næsten overalt, først og fremmest af operaer, hvor økonomisk pressede teaterchefer søger at lægge politiske fortolkninger ind til erstatning for de opsætninger de ikke kan finde bevillinger til. Ej heller har de bevillinger til skabelse af moderne værker som ville kunne blive til monumenter for vor tid. Et aktuelt eksempel er Metropolitan opsætningen af Tosca(Netrebko/Villazon).

Så Georg jeg vil opfordre dig til at vurdere begivenhederne på deres egne præmisser. Og jeg vil opfordre teaterchefer til at tage historiske forlæg op hvis de ønsker at være tro mod historien - ellers lade dem ligge.

Som jeg har forstået Metz - og i øvrigt også andre anmeldere - er problemet netop, at iscenesættelsen ikke fungerer - ikke TØR fungere - på stykkets egne præmisser, men er "moderniseret" ud i parodien.

Operetter som Léhars og Straussernes skal være lette og sprudlende som champagne, ikke groteske og vulgære, som det her er beskrevet.

Og at Aaen får det til at handle om "kulturelitens foragt for folkets smag" virker helt misforstået, al den stund det her snarere handler om, at instruktøren i foragt for folkets smag netop har forsøgt at gøre et stykke folkelig underholdning "elitært."