Læsetid: 5 min.

Gud er ikke stor

Efter 9/11. For Martin Amis var det en moralsk opgave at skrive om verden i kølvandet på angrebene på World Trade Center. Resultatet kan læses i den tankevækkende 'The Second Plane', der hylder demokratiet og langer ud efter islamisterne
Terroristerne lykkedes med at erobre forfatternes mentale dagsorden, skriver Martin Amis, der oplevede en skriveblokering i dagene efter 11. september.

Terroristerne lykkedes med at erobre forfatternes mentale dagsorden, skriver Martin Amis, der oplevede en skriveblokering i dagene efter 11. september.

Dan Loh

28. februar 2008

Forrige år var Martin Amis så fræk at hævde, at der findes værre ting end USA, og at en af dem var islamister. Den britiske forfatter (født 1949), der takket være titler som Money (1984) London Fields (1989) og Koba the Dead (2002) regnes for en af sin generations mest markante mandhaftige litterære stemmer, udtalte i sommeren 2006 - kort efter at 25 mænd med muslimsk baggrund var blevet anholdt i London og sigtet for at ville sprænge 10 fly og flere tusinde mennesker ihjel - at det nu var nødvendigt "at lade muslimerne lide, indtil de får ryddet op i deres eget hus".

Muslimerne skulle ikke have lov at rejse, der kunne blive tale om udvisning, inddragelse af friheder, ja, om at "kropsvisitere enhver, der ser ud, som om de kommer fra Mellemøsten eller Pakistan. Diskriminerende sager, indtil det gør ondt på hele deres samfund, og de begynder at irettesætte deres egne børn", mente Amis.

Et års tid efter anklagede den små-marxistiske professor Terry Eagleton den britiske forfatter for at være racist i essayet The Age of Horrorism, ligesom han i flere interviews gav udtryk for sin undren over, at folk overhovedet gad lytte til, hvad en romanforfatter har at sige om så vigtig en sag som krigen mod terror.

Argumentet for at lytte til Martin Amis kommer med The Second Plane, der samler de essays, noveller og reportager, forfatteren har begået i kølvandet på terrorangrebene på USA 11. september 2001.

Forskruet maskulinitet

Allerede i sit forord til samlingen argumenterer Amis for, hvorfor dette er en sag, der falder inden for hans emneområde:

"Geopolitics may not be my natural subject, but masculinity is. And have we ever seen the male idea in such outrageous garb as the robes, combat fatigues, suits and ties, jeans, tracksuits, and medics' smocks of the Islamic radical?"

Som tilfældet er med så mange andre ismer, deriblandt kommunismen, som han skriver om i blandt andet Koba, frembringer også islamismen i hele sit væsen en række forskruede maskuline idealer, mener Amis, der som et af flere eksempler i essayet "Terror and Boredom" nævner, at det engang var tilladt iranske kvinder at gifte sig, når de var 18 år gamle. Efter præsternes revolution i 1979 blev den alder halveret.

"Terror and Boredom" kan snildt læses i forlængelse af den sort-humoristiske novelle "In The Palace of the End", der fortælles af en af de 30-40 dobbeltgængere, der arbejder for den (fiktive) arabiske præsident Nadir.

Fortællerens job består i - udover at få hugget de lemmer af, som Nadir mister ved diverse attentater - at tilfredsstille en del af præsidentens harem. Det ypperste, en dobbeltgænger kan præstere indenfor det felt, er at give en kvinde en multiple orgasm. En nat må fortælleren dog give op:

"Towards the end of the third hour of unpunctuated cunnilingus, I thought I might be starting to get somewhere; but in the end the young anaesthist was unable to respond. She will lose her internal passport and her right to medical assistance (and so will her family)," siger fortælleren, der understreger, at han også selv vil få en anmærkning på sit cv.

Islamismens fader

I Amis' øjne hader islamister (udover kvinder) demokratiet og specielt USA, der lige siden islamismens fader, Sayyid Outb, studerede i Greeley, Colorado, i 1949, hvor han aldrig faldt til, har været roden til meget ondt i verden. Det kunne have været forhindret, hvis Outb var blevet budt op til dans ved en af universitets fester, forstår man.

Med til historien hører dog, at Amis ikke selv elsker USA betingelsesløst, specielt ikke stormagtens forhold til Israel, eller for den sags skyld George W. Bush og Donald Rumsfeld, der ligner en, der "har arbejdet sig gennem en snebold af kokain".

I titelessayet The Second Plane - dateret 18. september 2001 - skriver Amis ligefrem, at USA har brug for en åndelig revolution, der én gang for alle skal lære nationen at føle empati for verdens lidende folk, og at de selv, altså amerikanerne, ikke er gode og retfærdige, bare fordi de er amerikanere.

Hovedpointen i samlingen er dog, at det er islamisterne, der er galt på den, og at hvis Vestens demokratier ikke er på vagt, så vil den religion erobre den ganske verden, oven i købet uden brug af våben eller terror, sådan som Amis redegør for i "Demographics".

Heri jongleres der med en masse tal og citater fra eksperter, der tilsammen tyder på, at Europa vil være et muslimsk kontinent i løbet af et par årtier. Argumentet er, at alle vesteuopæiske lande har en fertilitetsrate på under to, mens den i de fleste muslimske samfund - også i de europæiske storbyer - er over seks. Det er i sig selv intet problem, understreger Amis, hvis alle, der bor i et liberalt demokrati, tror på et liberalt demokrati, men hvis nogle af dem "believe in sharia and the Caliphate, and so on, then the numbers are clearly crucial".

For at skære det ud i pap, at han ikke er racist, understreger Amis ikke blot her, men flere andre steder i samlingen, at han har stor respekt for islam, men ikke for islamisme, for Muhammad - "a unique and luminous historical being" - men ikke for Muhammad Atta, piloten i det første fly, der ramte World Trade Center og i øvrigt er hovedpersonen i Amis' novelle "The Last Days of Muhammad Atta".

Hvis Gud eksisterede

Men tilbage til Eagleton og hans spørgsmål om, hvorfor vi skal lytte til en romanforfatter, når det gælder vigtige sager i samfundet. I essayet "The Voice of the Lonely Crowd" skriver Amis, at han, udover at anse al-Qaeda for at være en trussel mod vores liv og moral, også regner dem for at være en trussel mod den vestlige verdens intellektuelle og litterære ånd.

"After a couple of hours at their desks, on September 11, 2001, all writers on earth were considering the course that Lenin menacingly urged on Maxim Gorky: a chance of occupation," skriver forfatteren, der måtte spørge sig selv, hvordan han kunne skrive om det, som USA og verden netop havde været udsat for.

Efter et par dage med skriveblokering satte Amis sig for at tilbageerobre, hvad terroristerne med succes havde stjålet fra ham og hans kolleger, nemlig retten til at foreslå, hvilke historier vi til hverdag skal tænke på, og hvad vi skal tale om; groft sagt retten til at sætte vor mentale dagsorden. Det var således ikke blot en kunstnerisk opgave for Amis at skrive om 9/11, islamister og krigen mod terror, men også en moralsk opgave, skriver han.

Resultatet er en række tankevækkende, underfundigt eksekverede og modige tekster, der som Christopher Hitchens' Gud er ikke stor - hvordan religion forpester alt (2007) og Sam Harris' Troens fallit - Religion, terror og fornuftens fremtid (2005) kan, ja, bør læses som en undren over, at vi stadig i dag tager religion alvorligt og uden at blinke med øjnene diskuterer Gud, som om han findes.

For jo, det er islamisterne og deres Allah, Amis sigter efter, men han rammer sikkert ganske bevidst mere bredt, når han skriver: "If God existed, and if he cared for humankind, he would never have given us religion."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Interessant. Dog er det ikke Gud, der har givet mennesket religion. Religion er resultatet af menneskets egen tro, de troendes 'respons' på det, de anser for at være Guds åbenbaring.

Ole E. Mikkelsen

Ja det er et lidt mærkeligt argument.

For jeg mener kun man kan diskutere med mennesker hvad man kan føle, iagttage eller se. Det synes kun at være fundamentalistisk troende eller fundamentalistiske religionskritikere, der kan diskutere gud som om han eksisterede.

Umiddelbart lyder det ikke som om Martin Amis' nye bog - i anmelderens genfortælling - siger noget, der ikke er blevet sagt hver uge siden 9/11.

Hvis anmelderen kan anmelde en bog på engelsk, kan han vel også finde ud af at oversætte citaterne?

Forskruet maskulinitet. Det er også det jeg tænker, når jeg ser folk (og det er kun mænd) der render rundt og kæler med et skydevåben, hvis de ikke lige fyrer det af op i luften.

Bevæbnede islamister og USAs National Rifle Association - de ville være latterlige, hvis ikke det var fordi det egentlig er sørgeligt.

Nej, det er da sandeligt tydeligt, at geopolitics and demographics ikke er Martin Amis's største styrke, for så ville han jo have vidst, at alt tyder på at når f.eks. tyrkere fra Anatolien bliver til 3. eller 4. generations-tyrkere i Danmark, ja så får de rent faktisk altså det samme antal børn, som folk i Danmark gør, nemlig ca. 2,0 eller deromkring.

Folk i traditionelle bondesamfund får nemlig mange børn, dels fordi de skal have nogen til at hjælpe dem på farmen (gården), dels fordi de skal have nogle, der vil hjælpe dem, når de bliver gamle. I et moderne samfund er dette ikke nødvendigt. Og sådan er det.

Og nu er det altså ikke alle indvandrere, der er muslimer. Der findes faktisk også kristne syrere, kristne irakere, kristne iranere og kristne libanesere. Men det synes mig som om at vi her i Vesten (måske især i Danmark og England mv) ikke forstår dette, fordi sådanne findes ikke i vore lande.

Det er altså heller ikke alle muslimer, der går ind for Kalifatet eller vi have Kalifat i stedet for demokrati. Mange af muslimerne er jo netop flygtet fra diktaturer, fordi de ville have demokrati. Jeg vil anslå at ca. ½-1½% af alle muslimer vil have demokratiet afskaffet og have indført Kalifatet.

Jeg ser ud som om jeg kommer fra Mellemøsten. Jeg er DANSKER, ganske enkelt fordi jeg er adopteret. Og jeg ville blive skidehamrende SUR, GAL og aldeles RASENDE, hvis jeg skulle kropsvisiteres blot fordi jeg så ud som om jeg kom fra Mellemøsten. Desuden er det sådan at f.eks. nogle grækere, cyprioter, malterese og italienere også ser ud som om de kommer fra Mellemøsten. Og det vil altså være ulovligt at kropsvisitere dem (måske?) da de er borgere i EU. (som jeg også er).

Desuen skal jeg påpege at der INTET var i den sag, som artiklen nævner i 2006. Ganske rigtigt blev der anholdt 25 mænd mv, i 2006 - det viste sig at være en stor fed LØGN. Der var INTET om det. Meningen var at skræmme folk, indtil de (igen) opgav en del af deres frihed i bytte for deres sikkerhed.
Og det lykkedes over al forventning - og hvis det ikke stoppes NU - ja så far staten snart dybe fascistoide træk. Og med det mener jeg at politiet, PET, og FET snart får adgang til at anholde alle & enhver udelukkende fordi de mener de har en anden adfærd end den, politiet mv. mener de skal have.

Jeg er sådan set ganske enig med Amis i det sidste citat i artiklen. Gud har ikke givet mennesket organiseret religion. Det har menneskene selv. Og det er den organiserede religion, der skal afskaffes, ikke folks indre oplevelse eller fornemmelse for Gud...

Ralph Sylvestersen

Kære Bjørn

Ja, vi balancerer på et knivsæg og risikoen for et styrt er oplagt. Muligvis noget naivt så satser jeg alligevel på, at evolutionens lovmæssigheder vil bevirke, at også det narcissitiske samfund forsvinder ned under tidens horisont.

Grundlæggende synes det som om, at menneskehedens nuværende udviklingsstade spænder over et enormt spektrum. Spændet strækker sig fra primitiv overlevelse (egocentrisk dræberinstinkt) til lysende gennemsigtig planetariske venlighed, og endda derudover. Dette synes at gælde både for det enkelte individ og for dets kollektive grupperinger (familie, klan, stamme , nation, spirituelt fællesskab etc.)

Både det enkelte mennesket og det sociale grupperinger kan spaltes i en ydre og en indre dimension – en subjektiv og objektiv dimension. Den ydre objektive dimension som den fysisk, materielle verden, den indre subjektive den mere subtile dimension (følelser, tanker, erkendelse, bevidsthed etc.) Dertil må det anses som givet, at disse dimensioner er evolutionære, dvs. at de ud/afvikler sig over tid.

Den ydre evolution ses ofte som nyskabelser i det fysiske, fx opfindelsen af hjulet, dampmaskinen, atombomben, genteknologi mm. Den tilsvarende indre udvikling kendetegnes ofte af en øget evne til venlighed, medfølelse, blik for helheden (Planetarisk/Global bevidsthed)

For tiden kunne man fristes til at påstå, at overordnet er den ydre og indre menneskelige evolution ikke i balance. I samme øjeblik en opfindelse opstår i den ydre, er den typisk tilgængelig for stort set hele menneskeheden, uanset udviklingsstade – selv om nyskabelsen typisk er sket fra et relativt udviklet menneske/gruppe, og måske for balancens skyld, betinger en tilsvarende ”bruger”.

Ja, det virker sågar som om flertallet end ikke ser denne ubalance. Udvikling af de indre subjektive realiteter forekommer derfor presserende – og en øget fokus og indsats på dette afgørende område kunne passende begynde i uddannelsesverdenen - for det er jo nok "utopisk" at tro på en sådan udvikling blandt flertallet af de nuværende folketingspolitikere.